Saa skal Afrika opleves! Loerdag morgen kl. 8.30 blev vi hentet for at tage paa 4 dages safari til Lake Manyara, Serengetti National Park og Ngorongoro krateret. Vi skulle foelges med to sweisere, som vi moedte uden for argenturets kontor, hvor vi lige skulle betale de resterende 1.7 mio TS for at komme afsted (vi havde nemlig kun betalt 300.000 TS og 100 dollars dagen foer, men det er en laengere historie, som i maa faa en anden gang). Naa men da penge var betalt, satte vi 5 europaeere ind bag i 4-hjuls traekkeren med vores guide og kok paa forsaedet, ogsaa kig turen ellers mod Lake Manyara.
Vi naede frem til Panorama Camp med udsigt over soeen ved frokost tid, saa da taskerne var paa plads i teltene spiste vi afrikanske madpakke. Slet ikke saa tosset endda! Da vi havde spist blev taget taget af bilen, ogsaa gik dette ellers ned af bjerget for at se de vilde dyr. Vi snakkede undervejs om hvor maerkeligt det er pludselig at befinde sig i den rigtig afrikanske natur, og baade Line Dorte og jeg var lidt i tvivl om vi faktisk sad hjemme foran fjerneren og saa et national geographic program.
Tilbage i lejren blev der serveret aftensmad - og alle rygter om at man tager paa af at vaere paa safari lader til at vaere sandt, for der bliver bestemt ikke sparet paa fedtstoffet.
Soendag morgen pakkede vi sammen for at koerer mod Serengetti. Paa vejen dertil koerte vi igennem en landsby, hvor der var en lille salgsbod med navnet; Barack Obama Shop - afrika er klar til at faa en sort amerikansk praesident. Der er kun en vej ind i parken og det er gennem Ngorongorg Conservation area - den har de udtaenkt godt, saa er man nemlig noed til at betale for 2 entrerer, saa vi fik set det kratter vi skal se den sidste dag oppefra.
Inden vi naede ind i Serengetti besoegte vi en Maasai landsby, hvor vi blev budt velkommen med en saerlig velkomst dans. Derefter blev vi vist ind i et lille hus af Ndooto,haevdingens soen - altsaa en af dem, for denne haevding har 24 koner og 94 boern. En flittig mand! Ndooto fortalte os at han har en kaereste, men at han da ogsaa gerne ville giftes med en af os. Men det kunne altaa ikke blive lige nu for han ejer endnu ikke 20 koeer... Saa vi maa vente med taalmodighed:-) Derefter koerte vi ind i Serengetti og spiste lidt frokost, inden vi for alvor skulle se paa dyr. Vi ankom til lejren, som nok maa siges ikke at vaere som forventet. Vi fandt nemlig ret hurtigt ud af at vi skulle sove 10 meter fra det hoeje graes uden noget hegn, saa vi endte med at have en loeve gaaende samt boefler der graesede lige bag teltet denne nat. De andre laa vaagne det meste af natten, men jeg sov dejligt! Jeg vaegnede kun en enkelt gang af hanloevens broel. Det var en lidt skraemende oplevelse da det stod paa, men fedt nu det er overstaaet.
Dag 3 paa safarien startede med en koeretur over savanen i solopgangens fantastiske lys. Og igen saa vi en masse vilde dyr i alle stoerelser. Efter endnu en frokost koerte vi tilbage mod Ngorongoro og en ny lejrplads. Her fik vi saa glaede af elefanter og zebraer som synes at de ligesaa godt kunne gaa lige igennem lejren.
Safariens sidste dag boed paa vilde dyr i Ngorongoro krateret. Forskellen fra de andre steder vi har set er at de dyr der er i krateret ikke migrerer med aarstiderne, men bliver i krateret da der er rigeligt med mad. Det betyder saa ogsaa at dyrene her er noget stoerere.
Vi fik desvaerre kun set 4 ud af "the big five" (elefant, leopart, boeffel og loeve) - vi manglede et naesehorn, saa der er ikke andet at goere end at vi engang maa tilbage hertil :-)
Liste over de dyr vi har set (dansk, engelsk og swahili)
Bavian, elefant, impala, vortesvin, velvet monkey, gulnaebet stork, zebra, maraboo stork, pelikan, zebra, flodhest, gnu, boeffel, giraf, naesehornsfugl, dik-dik, flamingo, bushback, skorpion, vandrende pind, grand gazelle, argami lizzard, Riddiback, loever, stenbuk grib, tapi, dvaergpapegoege, struds, jordegern, basard eagle, gepard, leopard, waterback, hyaener , crowned crane ogsaa er der nok nogle jeg har glemt!
onsdag den 10. september 2008
Fra Nairobi til Arusha (Afrika 3)
Paa denne rejses tredje dag stod den paa 6 timers bustur fra Nairobi til Arusha, Tanzania. Dagen startede dog meget tidligt for vores chauffoer havde sagt at vi skulle koerer kl. 6:15 for at naa ind til centrum af Nairobi til kl. 7:30 pga morgentrafikken. Saa selvfpelgelig stolede vi paa Emmos. 
Det resulterede dog i at vi sad foran buskontoret kl. 6:40, og saa kunne vi jo ellers bare sidde der og vente. Da bussen endelig kom blev vi stablet ind, foerst med alt bagage i bussen indtil de opdagede hvor mange der skulle med. Saa blev det hele kastet op paa taget i stedet. Der var allerede godt med mennesker i bussen, men bagsaedet var frit, saa det tog vi. Problemmet var bare at der ikke var nok benplads, saa vi sad rimelig skaevt for at kunne vaere der. Saa da der kom en og spurgte om han maatte sidde paa det 4. og sidste bagsaede, sagde vi at selvfoelgelig maatte han det, men vi kunne ikke flytte vores ben, saa han blev nok lidt klemt. Han valgte saa et andet saede, men hans ven brugte saa de naeste 6 timer paa at se rigtigt surt paa os.
Med alle ombord blev speederen trykket i bund og afsted det gik! Det virker ikke som 0m at der er saerlig mange regler hvad angaar bilkoersel her i Kenya (og Tanzania for den sags skyld). Der er dog en regel og det er at der er venstrekoersel. MEN hvis vejen er bedre i hoejre side saa koerer man da bare der, saa maa man jo bare flytte sig i sidste oejeblik hvis der kommer modkoerende.
Da vi endelig ankom til Arusha havde vi besluttet at finde et rejseargentur der kunne hjaelpe os saa vi kunne komme til Kilimanjaro og paa safari. Det foerste sted vi kom ind saa rigtig fornemt ud, men var rimelig peberet, og ham vi snakkede med havde ikke helt styr paa sit produkt. Saa da vi havde faaet prisen gik vi igen. Vi blev koert over til en andet og lidt mindre luksuioest sted, hvor vi til at starte med var lidt forvirrede, men vi endte med til sammen at bruge 2.1 million (altsaa Tanzanianzke schellings) efter at have vaeret i Arusha i under en time. Saa vi skal paa safari!
Vi har droppet ideen om at bestige Kilimanjaro - det blev lige en tand for dyrt! (vi har saa senere fundet ud af at der i oejeblikket er minus 20, saa vi er glade for beslutningen).
Det resulterede dog i at vi sad foran buskontoret kl. 6:40, og saa kunne vi jo ellers bare sidde der og vente. Da bussen endelig kom blev vi stablet ind, foerst med alt bagage i bussen indtil de opdagede hvor mange der skulle med. Saa blev det hele kastet op paa taget i stedet. Der var allerede godt med mennesker i bussen, men bagsaedet var frit, saa det tog vi. Problemmet var bare at der ikke var nok benplads, saa vi sad rimelig skaevt for at kunne vaere der. Saa da der kom en og spurgte om han maatte sidde paa det 4. og sidste bagsaede, sagde vi at selvfoelgelig maatte han det, men vi kunne ikke flytte vores ben, saa han blev nok lidt klemt. Han valgte saa et andet saede, men hans ven brugte saa de naeste 6 timer paa at se rigtigt surt paa os.Med alle ombord blev speederen trykket i bund og afsted det gik! Det virker ikke som 0m at der er saerlig mange regler hvad angaar bilkoersel her i Kenya (og Tanzania for den sags skyld). Der er dog en regel og det er at der er venstrekoersel. MEN hvis vejen er bedre i hoejre side saa koerer man da bare der, saa maa man jo bare flytte sig i sidste oejeblik hvis der kommer modkoerende.
Da vi endelig ankom til Arusha havde vi besluttet at finde et rejseargentur der kunne hjaelpe os saa vi kunne komme til Kilimanjaro og paa safari. Det foerste sted vi kom ind saa rigtig fornemt ud, men var rimelig peberet, og ham vi snakkede med havde ikke helt styr paa sit produkt. Saa da vi havde faaet prisen gik vi igen. Vi blev koert over til en andet og lidt mindre luksuioest sted, hvor vi til at starte med var lidt forvirrede, men vi endte med til sammen at bruge 2.1 million (altsaa Tanzanianzke schellings) efter at have vaeret i Arusha i under en time. Saa vi skal paa safari!
Vi har droppet ideen om at bestige Kilimanjaro - det blev lige en tand for dyrt! (vi har saa senere fundet ud af at der i oejeblikket er minus 20, saa vi er glade for beslutningen).
fredag den 5. september 2008
Jeg har klappet en giraf (Afrika 2)
Den foerste hele dag i Kenya skulle selvfoelgelig bruges paa at lege turister. Saa vi lagde et stramt program for dagen.
Vi startede med at besoege et sted for foraeldreloese, forladte babyelefanter der kun har aabent 1 time om dagen for ikke at elefanterne skal blive for paavirket af menneskelig kontakt, men at det stadig er muligt for centreret at tjene penge. 10 soede smaa elefanter blev vist frem, fundet i det meste af Kenya. Det var et rigtig hyggeligt sted, hvor der ikke er nogen tvivl om at det er dyrenes velfaerd der er sat hoejere end turisme.
Derefter gik turen til Kenya Giraf Center hvor man har mulighed for at fodre og klappe giraffer (billederne kommer senere)! Saa jeg har klappet en giraf - succes! Til dem der ikke ved det - saa har jeg en vis facination af netop dette dyr. Desvaere bar stedet lidt praeg af at det skulle tjene penge paa turister, men saadan er virkeligheden jo desvaerer.
Den sidste ting paa dagens program var at se Karen Blixsens afrikanske farm. Det var en lidt maerkelig fornemmelse, at vaere i hendes stuer, men ogsaa meget imponerende.
Endnu en dejlig dag i Afrika!
Vi startede med at besoege et sted for foraeldreloese, forladte babyelefanter der kun har aabent 1 time om dagen for ikke at elefanterne skal blive for paavirket af menneskelig kontakt, men at det stadig er muligt for centreret at tjene penge. 10 soede smaa elefanter blev vist frem, fundet i det meste af Kenya. Det var et rigtig hyggeligt sted, hvor der ikke er nogen tvivl om at det er dyrenes velfaerd der er sat hoejere end turisme.
Derefter gik turen til Kenya Giraf Center hvor man har mulighed for at fodre og klappe giraffer (billederne kommer senere)! Saa jeg har klappet en giraf - succes! Til dem der ikke ved det - saa har jeg en vis facination af netop dette dyr. Desvaere bar stedet lidt praeg af at det skulle tjene penge paa turister, men saadan er virkeligheden jo desvaerer.
Den sidste ting paa dagens program var at se Karen Blixsens afrikanske farm. Det var en lidt maerkelig fornemmelse, at vaere i hendes stuer, men ogsaa meget imponerende.
Endnu en dejlig dag i Afrika!
Ankomsten til Afrika 3. september (Afrika 1)
Saa naaede Line, Dorte og jeg til Kenya hvor vi skulle tilbringe de naeste dage paa Karen Camp - et hyggeligt lille hostel lidt uden for Nairobi.
Udover de 20 kg (plus) vi hver havde med, havde vi ogsaa lige en kuffort med udstyr som Line og Dorte skal bruge i Mozambique. Vi frygtede lidt hvad vi skulle betale i overpris, men ved at forvirrer den stakkels fyr bag disken, lykkedes det at faa det hele med uden problemer.
Udover de 20 kg (plus) vi hver havde med, havde vi ogsaa lige en kuffort med udstyr som Line og Dorte skal bruge i Mozambique. Vi frygtede lidt hvad vi skulle betale i overpris, men ved at forvirrer den stakkels fyr bag disken, lykkedes det at faa det hele med uden problemer.
Line og Dorte på landingsbanen i Nairobi
Flyveturen ned gik uden de store forsinkelser, men til gengaeld stod vi naesten halvanden time i koe for at faa visa til Kenya. Men vi kom ind, hvorefter vi blev koert til hostel'et, for at komme af med al vores baggage. Vi koerte til start af en meget fin asfaltvej, men paa et tidspunkt drejede vi af for at tage en "smutvej"af en dejlig stoevet vej - saa ved man ligesom man er i afrika naar huden har faaet en laekker roed-brun farve efter bare 10 min. Tilgengaeld saa vi det foeste afrikanske dyr - en struds!
Da vi havde lagt vores baggage af blev vi koert tilbage ind til Nairobi for at booke flybilletter saa vi kan komme fra Nairobi til Beira, Mozambique den 20. september. Med lidt startvanskeligheder og en virksomhed der aldrig ville kunne kalde sig serviceminded fik vi vores billetter. Et fint hvidt A4-ark med en gul overstregning - det kan man da kalde en billet :-) Naa men vi fik den og nu skal vi ikke laengere taenke paa det.
En gade i Nairobi
For at faa et overblik over Nairobi foreslog vores chaffoer at vi skulle besoege Nairobi Cenferencen Center, og fra 31. sals hoejde maa man sige vi fik et overblik. Det er fantastisk at se en storby oppefra for man faa virkelig et indtryk af de forskelligheder der ogsaa er i en by som Nairobi.
Tre piger på toppen af Nairobi
Dermed var den foerste dag med alle dens indtryk i Afrika mere eller mindre slut, det blev lige til lidt kortspil paa terrassen, et bad og naeet mad inden soveposen kaldte. For soevn og natflyvning haenger paa trods af konceptet: natflyvning ikke helt sammen.
Solopgang set fra flyveren
mandag den 1. september 2008
Første efterårsdag - sidste dag i DK inden afrejsen
Så siger kalenderen 1. september og den danske sommer er med al sin variation over. Det har på mange punkter været en fantastisk sommer - solen har skinnet når jeg har haft fri og det har regnet når jeg har været på arbejde, så kan det dårligt blive bedre :-) Men sommeren har også været en lang ventetid på at siderne i kalenderen skulle vise 2. september - og nu er det pludselig i morgen.
Flyveren letter i morgen kl. 15.50 med afgang mod Nairobi over London, og de næste 81 dage (bare spørg min mor :-)) er jeg at finde på den afrikanske savanne. Det bliver super fantastisk, men er også en lille smule skræmmende. For det første ved vi hvad det er vi skal ned og lave, men hvor meget data vi får med hjem ved vi ikke. For det er stort set umuligt på forhånd at sige bl.a. hvor mange interviews vi kommer til at lave - det kommer trods alt til at foregå i "African Time" [læs; hvad vi ikke når i dag, når vi måske i morgen, ellers i næste uge].
For det andet er det første gang i mit snart 26 årige liv at jeg skal være så længe væk fra familie og venner. Sidste år var jeg en måned i Thailand, tiden gik ok stærkt, men jeg var også klar til at tage hjem, da måneden var gået. Denne gang er det så bare lige 3 gange så lang tid. Jeg har altid haft udlængsel og har aldrig lidt af hjemveg, men det er stadig længe ikke at have mulighed for at følge med i hvad der sker her hjemme. Det kan også være det bare er min nysgerighed der spiller mig et pus - for tænk nu hvis jeg gik glip af noget ;-)
Jeg er efterhånden ved at have styr på de sidste detaljer og fået sagt farvel til dem der skulle siges farvel til.
I torsdags var det sidste gang til spejder og i fredags var turen så kommet til arbejdet. Det er meget mærkeligt at gå at sige "vi ses til Jul" til rigtig mange mennesker, som jeg normalt ser minimum en gang om ugen. Jeg kommer virkelig til at savne venskaberne og sammenholdet især til spejder. Men jeg skal hele tiden minde mig selv om at det trods alt ikke er mere end 3 måneder - jeg kommer jo tilbage igen!
Lørdag var jeg så inde og sige farvel til min farmor. Hun er jo desværre blevet rimelig dement og kan ikke huske hvad hun sagde for 2 minutter siden, men hvad der skete for 50 år siden står som regel lysende klart. Så det er meget gentagelser og de samme historier, der er en del af samtalen. Men i modsætning til de sidste par gange jeg har besøgt hende, var hun rigtig glad i lørdags, og vi grinede rigtig meget sammen. Det virker som om at de nye anti-depresive piller hun har fået har betydet at hele verden ikke længere er så slem.
Vi har i mange år spøgt med at min farmor har lovet at blive 90 - og det snakkede vi også om i lørdags. Og da jeg så sagde at nu var målet jo snart nået (der er ikke mere end 3 år til), så sagde farmor; "3 år - det er jo lige om lidt. Jeg er ikke klar til at dø! Så skal vi ikke sige 100 i stedet". Som sagt så gjort - så nu hedder det ikke længere 90, men 100! Sikke en fest vi skal holde, hvis det holder stik:-)
Og for første gang i mit liv har jeg vædet med min farmor! Vi vædede 100 kr. på at hun er kommet på Betaniahjemmet, når jeg er kommer hjem fra Afrika. (Jeg skal dog kun betale 50 kr. hvis jeg taber:-)) Så forhåbentlig har hun fået en sidste, men permenent bolig når vi skriver 22. november!
I går søndag var det så blevet tid til at mødes, lige den nærmeste familie, til kaffe og aftensmad, så jeg lige kunne få kysset og krammet mine nevøer og niesser for de næste 3 måneder. Det er ikke gået helt op for de 2 mindste at jeg ikke er der det næste stykke tid. Men hvad de små ikke helt forstår, forstår de store så til fulde i stedet.
Bastian, Sofie og jeg startede dage i zoologisk have, for vi skulle lige nå at se det nye elefanthus. Noget vi har snakket om længe, men som vi ikke lige har fået gjort. Så det skulle jo være i går, hvis vi skulle nå det. Det var som sædvanlig nogle rigtige hyggelige timer i zoo, og vi fik set det vi kom efter.
Dagen endte så hjemme hos Louise og Peter og alle deres børn :-) med Gullash og kartoffelmos! God mad og dejligt selskab:-). Da det blev tid til at de store skulle i seng, var det jo selvfølgelig Moster Mille der skulle læse Godnat-historie. Og det er til dato, den sværeste historie jeg har skullet læse. For selvom bogen handlede om mariehøns, så var det lidt svært at læse bogstaverne for alle tårerne i øjnene. Så med en klump i halsen fik jeg krammet og puttet Bastian, men da Sofie spurgte hvorfor jeg havde vand på kinden, var der ikke noget at gøre. Der var ligesom noget der ikke kunne holdes tilbage. Det betød så også at Sofie begyndte at græde, og ville ikke give slip de næste 5 min. Som I nok kan fornemme var det ikke helt nemt at få sagt farvel til dem - Bastian er dybt skuffet over at Moster M ikke er hjemme til hans fødselsdag og Sofie mener ikke hun kan klare at gå til spejder uden sin moster. Men jeg er sikker på at de begge nok skal klare det - og glæder mig til at kramme dem alle 4 igen nå jeg kommer hjem.
Nå! men nu er første halvdel af den sidste hele dag i DK gået, og jeg skal lige nå at få pakket tingene i rygsækken, købt det sidste og så selvfølgelig sove i en rigtig seng! Derudover har jeg da her til morgen fået min computer til endelig at virke med det særlige program jeg skal bruge til at lave kort med. Det har kun taget en lille uge, men jeg nåede det da;-)
Nu blev dette indlæg, der egentlig bare var tænkt som et kort et af slagsen, rimelig langt og måske en smule rørstrømsk, så nu vil jeg slutte! Kan I alle have nogle fantastiske efterårsmåneder herhjemme i Danmark! Jeg kommer til at savne jer alle og glæder mig til at se jer igen, når vinteren har lagt sin klamme hånd ned over det ganske land!
Flyveren letter i morgen kl. 15.50 med afgang mod Nairobi over London, og de næste 81 dage (bare spørg min mor :-)) er jeg at finde på den afrikanske savanne. Det bliver super fantastisk, men er også en lille smule skræmmende. For det første ved vi hvad det er vi skal ned og lave, men hvor meget data vi får med hjem ved vi ikke. For det er stort set umuligt på forhånd at sige bl.a. hvor mange interviews vi kommer til at lave - det kommer trods alt til at foregå i "African Time" [læs; hvad vi ikke når i dag, når vi måske i morgen, ellers i næste uge].
For det andet er det første gang i mit snart 26 årige liv at jeg skal være så længe væk fra familie og venner. Sidste år var jeg en måned i Thailand, tiden gik ok stærkt, men jeg var også klar til at tage hjem, da måneden var gået. Denne gang er det så bare lige 3 gange så lang tid. Jeg har altid haft udlængsel og har aldrig lidt af hjemveg, men det er stadig længe ikke at have mulighed for at følge med i hvad der sker her hjemme. Det kan også være det bare er min nysgerighed der spiller mig et pus - for tænk nu hvis jeg gik glip af noget ;-)
Jeg er efterhånden ved at have styr på de sidste detaljer og fået sagt farvel til dem der skulle siges farvel til.
I torsdags var det sidste gang til spejder og i fredags var turen så kommet til arbejdet. Det er meget mærkeligt at gå at sige "vi ses til Jul" til rigtig mange mennesker, som jeg normalt ser minimum en gang om ugen. Jeg kommer virkelig til at savne venskaberne og sammenholdet især til spejder. Men jeg skal hele tiden minde mig selv om at det trods alt ikke er mere end 3 måneder - jeg kommer jo tilbage igen!
Lørdag var jeg så inde og sige farvel til min farmor. Hun er jo desværre blevet rimelig dement og kan ikke huske hvad hun sagde for 2 minutter siden, men hvad der skete for 50 år siden står som regel lysende klart. Så det er meget gentagelser og de samme historier, der er en del af samtalen. Men i modsætning til de sidste par gange jeg har besøgt hende, var hun rigtig glad i lørdags, og vi grinede rigtig meget sammen. Det virker som om at de nye anti-depresive piller hun har fået har betydet at hele verden ikke længere er så slem.
Vi har i mange år spøgt med at min farmor har lovet at blive 90 - og det snakkede vi også om i lørdags. Og da jeg så sagde at nu var målet jo snart nået (der er ikke mere end 3 år til), så sagde farmor; "3 år - det er jo lige om lidt. Jeg er ikke klar til at dø! Så skal vi ikke sige 100 i stedet". Som sagt så gjort - så nu hedder det ikke længere 90, men 100! Sikke en fest vi skal holde, hvis det holder stik:-)
Og for første gang i mit liv har jeg vædet med min farmor! Vi vædede 100 kr. på at hun er kommet på Betaniahjemmet, når jeg er kommer hjem fra Afrika. (Jeg skal dog kun betale 50 kr. hvis jeg taber:-)) Så forhåbentlig har hun fået en sidste, men permenent bolig når vi skriver 22. november!
I går søndag var det så blevet tid til at mødes, lige den nærmeste familie, til kaffe og aftensmad, så jeg lige kunne få kysset og krammet mine nevøer og niesser for de næste 3 måneder. Det er ikke gået helt op for de 2 mindste at jeg ikke er der det næste stykke tid. Men hvad de små ikke helt forstår, forstår de store så til fulde i stedet.
Bastian, Sofie og jeg startede dage i zoologisk have, for vi skulle lige nå at se det nye elefanthus. Noget vi har snakket om længe, men som vi ikke lige har fået gjort. Så det skulle jo være i går, hvis vi skulle nå det. Det var som sædvanlig nogle rigtige hyggelige timer i zoo, og vi fik set det vi kom efter.
Dagen endte så hjemme hos Louise og Peter og alle deres børn :-) med Gullash og kartoffelmos! God mad og dejligt selskab:-). Da det blev tid til at de store skulle i seng, var det jo selvfølgelig Moster Mille der skulle læse Godnat-historie. Og det er til dato, den sværeste historie jeg har skullet læse. For selvom bogen handlede om mariehøns, så var det lidt svært at læse bogstaverne for alle tårerne i øjnene. Så med en klump i halsen fik jeg krammet og puttet Bastian, men da Sofie spurgte hvorfor jeg havde vand på kinden, var der ikke noget at gøre. Der var ligesom noget der ikke kunne holdes tilbage. Det betød så også at Sofie begyndte at græde, og ville ikke give slip de næste 5 min. Som I nok kan fornemme var det ikke helt nemt at få sagt farvel til dem - Bastian er dybt skuffet over at Moster M ikke er hjemme til hans fødselsdag og Sofie mener ikke hun kan klare at gå til spejder uden sin moster. Men jeg er sikker på at de begge nok skal klare det - og glæder mig til at kramme dem alle 4 igen nå jeg kommer hjem.
Nå! men nu er første halvdel af den sidste hele dag i DK gået, og jeg skal lige nå at få pakket tingene i rygsækken, købt det sidste og så selvfølgelig sove i en rigtig seng! Derudover har jeg da her til morgen fået min computer til endelig at virke med det særlige program jeg skal bruge til at lave kort med. Det har kun taget en lille uge, men jeg nåede det da;-)
Nu blev dette indlæg, der egentlig bare var tænkt som et kort et af slagsen, rimelig langt og måske en smule rørstrømsk, så nu vil jeg slutte! Kan I alle have nogle fantastiske efterårsmåneder herhjemme i Danmark! Jeg kommer til at savne jer alle og glæder mig til at se jer igen, når vinteren har lagt sin klamme hånd ned over det ganske land!
onsdag den 27. august 2008
A few reasons why guys like girls
Jeg fik nedenstående i en mail i går. Og pludselig står alt jo lysende klart og så alligevel - men den fik i hvert fald mig til at smile.
Here are a few reasons why guys like girls:
1.
They will always smell good even if its just shampoo
2.
The way their heads always find the right spot on our shoulder
3.
How cute they look when they sleep
4.
The ease in which they fit into our arms
5.
The way they kiss you and all of a sudden everything is right in the world
6.
How cute they are when they eat
7.
The way they take hours to get dressed but in the end it makes it all worth while
8.
Because they are always warm even when its minus 30 outside
9.
The way they look good no matter what they wear
10.
The way they fish for compliments even though you both know that you think she's the most beautiful thing on this earth
11.
How cute they are when they argue
12.
The way her hand always finds yours
13.
The way they smile
14.
The way you feel when you see their name on the call ID after you just had a big fight
15.
The way she says 'lets not fight anymore' even though you know that an hour later....
16.
The way they kiss when you do something nice for them
17.
The way they kiss you when you say 'I love you'
18.
Actually ... just the way they kiss you...
19.
The way they fall into your arms when they cry
20.
Then the way they apologize for crying over something that silly
21.
The way they hit you and expect it to hurt
22.
Then the way they apologize when it does hurt.
(even though we don't admit it)!
23.
The way they say 'I miss you'
24.
The way you miss them
25.
The way their tears make you want to change the world so that it doesn't hurt her anymore..... Yet regardless if you love them, hate them, wish they would die or know that you would die without them ... it matters not. Because once in your life, whatever they were to the world they become everything to you. When you look them in the eyes, traveling to the depths of their souls and you say a million things without trace of a sound, you know that your own life is inevitable consumed within the rhythmic beatings of her very heart. We love them for a million reasons, No paper would do it justice. It is a thing not of the mind but of the heart. A feeling. Only felt.
They will always smell good even if its just shampoo
2.
The way their heads always find the right spot on our shoulder
3.
How cute they look when they sleep
4.
The ease in which they fit into our arms
5.
The way they kiss you and all of a sudden everything is right in the world
6.
How cute they are when they eat
7.
The way they take hours to get dressed but in the end it makes it all worth while
8.
Because they are always warm even when its minus 30 outside
9.
The way they look good no matter what they wear
10.
The way they fish for compliments even though you both know that you think she's the most beautiful thing on this earth
11.
How cute they are when they argue
12.
The way her hand always finds yours
13.
The way they smile
14.
The way you feel when you see their name on the call ID after you just had a big fight
15.
The way she says 'lets not fight anymore' even though you know that an hour later....
16.
The way they kiss when you do something nice for them
17.
The way they kiss you when you say 'I love you'
18.
Actually ... just the way they kiss you...
19.
The way they fall into your arms when they cry
20.
Then the way they apologize for crying over something that silly
21.
The way they hit you and expect it to hurt
22.
Then the way they apologize when it does hurt.
(even though we don't admit it)!
23.
The way they say 'I miss you'
24.
The way you miss them
25.
The way their tears make you want to change the world so that it doesn't hurt her anymore..... Yet regardless if you love them, hate them, wish they would die or know that you would die without them ... it matters not. Because once in your life, whatever they were to the world they become everything to you. When you look them in the eyes, traveling to the depths of their souls and you say a million things without trace of a sound, you know that your own life is inevitable consumed within the rhythmic beatings of her very heart. We love them for a million reasons, No paper would do it justice. It is a thing not of the mind but of the heart. A feeling. Only felt.
Tænk på alt det vi piger slipper for hvis verden var som ovenstående. Vi behøvede ikke at tænke på; parfumer; om vi savler når vi sover; om vi smasker når vi spiser; at finde det helt rigtige sæt tøj; om vi bliver røde i hoved når temprementet koger over eller; om øjnene løber i vand når vi ser Hokus Krukus i fjernsynet. Det er åbenbart alt sammen ligemeget for vi, tøser, er bare lækre i os selv lige meget hvad:-)
søndag den 17. august 2008
16 dage tilbage!
Ja så er der ikke mange dage tilbage før jeg vender næsen mod sydens kraftige sol - når jeg først kommer derned er jeg sikker på at det bliver fantastisk. Men indtil da, begynder jeg at få en lille smule stress på. Der er rigtig mange ting som ikke er på plads endnu, men jeg når det nok det plejer jeg jo.
Jeg var i fredags inde og snakke med min vejleder efter jeg i tirsdags sendte ham min synopsis. Han har indtil nu ikke været så tændt på ideen, men da jeg kom indtil ham i fredags var han helt op at ringe - på den fede måde. Det var super fedt at mærke at jeg ikke er helt galt på den, og at det jeg har planlagt nok skal blive til et speciale.
Hvis der er nogle der vil ses hvor jeg skal hen, så gå ind på Google Earth og skriv følgende i søgefeltet:
Morrumbene, Mozambique
Beira, Mozambique (træk kortet lidt mod vest)
Det er de steder jeg skal være en måned hvert sted. Der udover skal vi så kigge lidt på den fantastiske natur i Kenya/Tanzania i 14 dages tid inden vi for alvor, skal igang med alle vores projekter. Men følg med her på siden de næste måneder - hvis jeg altså kommer i nærheden af et internet der virker, så er det her jeg vil skrive om løst og fast og hvad jeg måtte opleve syd for equator.
Jeg var i fredags inde og snakke med min vejleder efter jeg i tirsdags sendte ham min synopsis. Han har indtil nu ikke været så tændt på ideen, men da jeg kom indtil ham i fredags var han helt op at ringe - på den fede måde. Det var super fedt at mærke at jeg ikke er helt galt på den, og at det jeg har planlagt nok skal blive til et speciale.
Hvis der er nogle der vil ses hvor jeg skal hen, så gå ind på Google Earth og skriv følgende i søgefeltet:
Morrumbene, Mozambique
Beira, Mozambique (træk kortet lidt mod vest)
Det er de steder jeg skal være en måned hvert sted. Der udover skal vi så kigge lidt på den fantastiske natur i Kenya/Tanzania i 14 dages tid inden vi for alvor, skal igang med alle vores projekter. Men følg med her på siden de næste måneder - hvis jeg altså kommer i nærheden af et internet der virker, så er det her jeg vil skrive om løst og fast og hvad jeg måtte opleve syd for equator.
Abonner på:
Opslag (Atom)