Saa er det blevet mandag og vi tog optimistiske ud paa skolen i Manga for at faa fat i de boern vi har udvalgt til at vaere med i vores undersoegelser. Det var det samme vi gjorde i fredags, hvor alle laerer ikke var moedt op paa grund af torsdagens fester. I dag moedte vi saa op til foerste runde (der afvikles 3 runder om dagen, med forskellige klasser og boern i hver) af undervisningen og fik ogsaa fat i de boern der var tilstede. Da vi saa kom til anden runde kom der nogle boern, men ikke saa mange - for slet ikke at tale om ingen laerer. Vi er nemlig i den heldige situation at guvanoeren for hele provinsen var lige netop i vores omraade i dag! Saa en del elever er formodentlig hjemme og passe huset mens foraeldre og laerer er til stormoede. Det kan man da kalde perfekt timing!
Naar men vi fik delt seddel ud til de boern der var der, hvor i vi indkalder deres vaerger til at komme i morgen, saa vi kan forklarer dem hvad det er vi vil udsaette deres boern for. Saa nu kan vi kun med spaending vente til i morgen og se hvor mange der dukker op...
Jeg fik i foregaaende indlaeg skrevet lidt om alle husene her i Beira [udtales; Bayra], med til historien hoerer at der selvfoelgelig bor mennesker i dem alle sammen. Ligegyldige hvor faldefaerdige og sundhedsfarlige husene er saa bor der mennesker! Og saa klager vi engang imellem over at det traekker lidt ind af vinduer og andre ting, som virker alt for banale at klage over naar man ser det i sammenhaeng med hvordan folk bor hernede.
mandag den 29. september 2008
fredag den 26. september 2008
De foerste dage i Beira (Afrika 10)
Saa er vi blevet installeret og har vaeret klar til at arbejde siden i mandags, MEN vi er endnu ikke kommet rigtig igang. De ting som vi maaneden inden vi rejset skrev til Gerito (vores mozambiqanske vejleder) om han ville soerge for var klar naar vi kom, var selvfoelgelig ikke klar da vi endelig kom i kontakt med ham i mandags.
Efter den oprindelige aftale skulle Gerito have vaaret sammen med os her i Beira i en maaned, saa da vi moedtes med ham i mandags, havde vi en forventning om at det stadig holdt. Det viste sig at der ikke aabenbart ikke har vaeret meningen at han skulle vaere her da han overraskende nok bor i Maputo. Saa efter et doegn hvor nogle aftaler blev lavet og laboratoriet blev sat op rejset Gerito tilbage til Maputo. Vi blev efterladt i Beira med hans assistent som skulle hjaelpe os med at faa de sidste aftaler paa plads, inden han rejser tilbage til Maputo soendag. Vi har derfor brugt mandag, tirsdag og onsdag paa at lave aftaler og finde udstyr - og da vi troede at nu kunne vi komme i gang torsdag vist det sig at det var en helligdag og at alt var lukket. Fredag morgen moedte vi saa friske og veludhvillede op paa skolen, efter at have kopieret forskellige dokummenter og swelvfoelgelig ogsaa ventet i over en time paa Geritos assistent, viste det sig at ingen af laererne var moedt paa arbejde paa grund af gaardsdagens helligdagsfester. Saa endnu en gang fik vi ikke rigtig lavet noget.
Vi har alle haft en fornemmelse af at Gerito rent faktisk boede i Beira og at det var derfor at det var vigtigt (naemmest) at vi kom her op. Saa nu sidder vi lidt med en fornemmelse af - hvad er det egentlig lige vi laver her?????
Naar men fra paa mandag er vi helt alene. Vi har faaet en tolk som skal hjaelpe os ud paa skolen, hvor vi skal arbejde. Saa nu maa vi se om vi rent faktisk kommer igang med at arbejde paa mandag.
Som sagt er vi i Beira, som er Mozambiques 2. stoerste by. En by som uden tvivl engang har vaeret rigtig flot. Her er en masse rigtig gamle og engang flotte huse, som nu bare staar og forfalder. Der er huse hvor store dele af tagkonstruktionen er faldet sammen, hvor doerene mangler, vinduer faldet ud eller med saetningsrevner saa store at det er imponerende at huset stadig staar. Enkelte huse er dog blevet sat i stand (i hvert fald udvendigt) og skiller sig markant ud i gade billedet.
Det er lidt som at gaa rundt i en spoegelsesby - i torsdags gik vi en tur paa 3 timer rundt i byen og vi gik lidt med en fornemmelse af at det var stilhed foer stormen. Hvis man ikke viste at krigen forlaengst var forbi, saa kunne man godt forvente at se store kampvogne gennem gaderne naar naeste gadehjoerne blev forcerret. Men der kom ingen kampvogne :-) og stort set heller ingen mennesker.
Det siges at den nuvaerende borgmester i Beira har en plan om at faa Beira tilbage til hvad det var engang, saa om 10 aar kan det vaere at det hele er meget anderledes. Men lige i oejeblikket er her mere stille i Mozambiques anden stoerste by end der er i selv den mindste provinsby i Danmark.
Efter den oprindelige aftale skulle Gerito have vaaret sammen med os her i Beira i en maaned, saa da vi moedtes med ham i mandags, havde vi en forventning om at det stadig holdt. Det viste sig at der ikke aabenbart ikke har vaeret meningen at han skulle vaere her da han overraskende nok bor i Maputo. Saa efter et doegn hvor nogle aftaler blev lavet og laboratoriet blev sat op rejset Gerito tilbage til Maputo. Vi blev efterladt i Beira med hans assistent som skulle hjaelpe os med at faa de sidste aftaler paa plads, inden han rejser tilbage til Maputo soendag. Vi har derfor brugt mandag, tirsdag og onsdag paa at lave aftaler og finde udstyr - og da vi troede at nu kunne vi komme i gang torsdag vist det sig at det var en helligdag og at alt var lukket. Fredag morgen moedte vi saa friske og veludhvillede op paa skolen, efter at have kopieret forskellige dokummenter og swelvfoelgelig ogsaa ventet i over en time paa Geritos assistent, viste det sig at ingen af laererne var moedt paa arbejde paa grund af gaardsdagens helligdagsfester. Saa endnu en gang fik vi ikke rigtig lavet noget.
Vi har alle haft en fornemmelse af at Gerito rent faktisk boede i Beira og at det var derfor at det var vigtigt (naemmest) at vi kom her op. Saa nu sidder vi lidt med en fornemmelse af - hvad er det egentlig lige vi laver her?????
Naar men fra paa mandag er vi helt alene. Vi har faaet en tolk som skal hjaelpe os ud paa skolen, hvor vi skal arbejde. Saa nu maa vi se om vi rent faktisk kommer igang med at arbejde paa mandag.
Som sagt er vi i Beira, som er Mozambiques 2. stoerste by. En by som uden tvivl engang har vaeret rigtig flot. Her er en masse rigtig gamle og engang flotte huse, som nu bare staar og forfalder. Der er huse hvor store dele af tagkonstruktionen er faldet sammen, hvor doerene mangler, vinduer faldet ud eller med saetningsrevner saa store at det er imponerende at huset stadig staar. Enkelte huse er dog blevet sat i stand (i hvert fald udvendigt) og skiller sig markant ud i gade billedet.
Det er lidt som at gaa rundt i en spoegelsesby - i torsdags gik vi en tur paa 3 timer rundt i byen og vi gik lidt med en fornemmelse af at det var stilhed foer stormen. Hvis man ikke viste at krigen forlaengst var forbi, saa kunne man godt forvente at se store kampvogne gennem gaderne naar naeste gadehjoerne blev forcerret. Men der kom ingen kampvogne :-) og stort set heller ingen mennesker.
Det siges at den nuvaerende borgmester i Beira har en plan om at faa Beira tilbage til hvad det var engang, saa om 10 aar kan det vaere at det hele er meget anderledes. Men lige i oejeblikket er her mere stille i Mozambiques anden stoerste by end der er i selv den mindste provinsby i Danmark.
mandag den 22. september 2008
Ankommet til Mozambique (Afrika 9)
I gaar ankom vi til Beira, Mozambique hvor vi de naeste maaneder skal lave vores speciale. Vi skulle have vaeret hentet i lufthavnen af vores superviser hernede. Det blev vi ikke! Saa efter at have siddet og ventet i halvanden time, var vi noed til at finde et hotel inden det blev moerkt. Saa nu har vi brugt det meste af morgen paa at komme paa nettet og se om superviseren havde skrevet en mail. Hvilket han havde. MEN han havde selvfoelgelig ikke skrevet hvor og hvordan vi kunne faa fat i ham. Saa nu maa vi bare vente paa at han svarer paa vores mail!
En rigtig daarlig start paa 2 maaneders samarbejde.
En rigtig daarlig start paa 2 maaneders samarbejde.
onsdag den 17. september 2008
Lige saa langsomt tilbage til arbejdet (Afrika 8)
Efter 4 dages afslapning paa Zanzibar staar den nu paa godt 4 dages transport rundt i Afrika, hvor vi paa soendag lander i Mozambique og skal igang med det vi primaert kom herned for; at samle data til vores speciale.
Det har vaeret nogle fantastiske afslappende dage i Nungwi. Desvaerrer har det vaeret lidt overskyet om formiddagen, men ellers har det vaeret rigtig dejligt!
I dag sejler vi fra zanzibar til Dar Es Salaam - i morgen koerer vi i bus fra Dar mod Nairobi (praecis hvilken vej, og om det tager en eller to dage, ved vi foerst i eftermiddag) og paa loerdag flyver vi fra Nairobi til Pemba, Mozambique, inden vi soendag flyver fra Pemba til Beira. Det kommer nok til at kunne ses paa vores efterhaenden saedeformede bagdele, at vi endnu engang skal sidde ned i rigtig mange timer, flere dage i traek. Men saa starter hverdagen ogsaa. Det bliver spaendende at se hvor meget data vi ender med at faa med hjem - men det vil vi langsomt finde ud af i loebet af de naeste to maaneder.
Det har vaeret nogle fantastiske afslappende dage i Nungwi. Desvaerrer har det vaeret lidt overskyet om formiddagen, men ellers har det vaeret rigtig dejligt!
I dag sejler vi fra zanzibar til Dar Es Salaam - i morgen koerer vi i bus fra Dar mod Nairobi (praecis hvilken vej, og om det tager en eller to dage, ved vi foerst i eftermiddag) og paa loerdag flyver vi fra Nairobi til Pemba, Mozambique, inden vi soendag flyver fra Pemba til Beira. Det kommer nok til at kunne ses paa vores efterhaenden saedeformede bagdele, at vi endnu engang skal sidde ned i rigtig mange timer, flere dage i traek. Men saa starter hverdagen ogsaa. Det bliver spaendende at se hvor meget data vi ender med at faa med hjem - men det vil vi langsomt finde ud af i loebet af de naeste to maaneder.
mandag den 15. september 2008
Afslapning i Nungwi, Zanzibar (Afrika 7)
Vi har nu vaeret i Nungwi paa Zanzibars nordkyst i godt 2 dage, og det er ren afslapning! Det er bare super dejligt (og tiltraengt) inden vi rejser til Mozambique i naeste weekend. For noget kunne tyde paa at de ikke helt er saa klar til at modtage os, som vi havde haabet. Men lige nu proever vi at lade vaerer med at taenke for meget over det, og saa tage diskussionerne og beslutningerne naar vi kommer til Beira paa soendag, for at undgaa endnu flere misforstaaelser over mail'en.
Nok om det! Her i Nungwi er der den dejligste hvide sandstrand og tyrkisblaat hav saa langt oejet raekker. I gaar var vi paa snorkeltur, og snorklede ud for Bill Gates private oe, som han har lejet i 100 aar. Det var desvaerre lidt overskyet, saa vi kunne ikke se koraller og fisk saa klart som vi havde haabet, men det var rart alligevel bare at ligge og flyde rundt. Og saa at kunne genkende alle fiskene fra Find Nemo - gad vide om Disneys tegnere har vaeret paa snorkeltur paa Zanzibar? :-)
Omkring frokosttid blev vi sejlet over til en anden oe, for at spise grillet fisk, tomatsalat og selvfoelgelig ris. Da vi naesten var naaet derover trak det op til storm, og vi fik at vide at vi skulle hurtigt i land, skynde os at spise og saa tilbage til baaden inden vejret blev vaerre. Og da baaden hele tiden drev vaek fra land hoppede vi (eller fik et lille skub) ned i vandet, og svoemmede ind mod land, hvor vi fik maden serveret. Da det var spist, gjorde vi os klar til at gaa ud til baaden igen, og endnu en gang var kompinationen af vind og stroem for straerk til at baaden kunne komme ind til land. Saa vi fik alle aeren af at svoemme mod stroemmen ved at foelge ankertorvet tilbage til baaden. Line, Dorte og jeg komme alle op i baaden i foerste forsoeg, men der var nogle andre som ikke var hurtige nok, saa det kraevede lige en ekstra omgang. Med lidt hiv og sving kom alle ombord, ogsaa gik turen ellers tilbage til "vores" egen strand. Paa vejen ud sejlede vi mod stroemmen med motorhjaelp, men denne gang for sejl. Det var ti gange mere behageligt at sejle med sejl, det virkede meget mere naturligt.
Dagen i gaar endte desvaerre lidt skidt. Vi havde da vi ankom afleveret vores vasketoej paa hotellet, og fik at vide at det kunne hentes naeste dag. Saa da vi i gaar skulle hente det, spurgte de os om vi selv havde vaeret ude at hente noget af vores toej. Det havde vi ikke! Det betoed saa at der manglede en del af vores toej. Vi manglede: Line; 4 toppe og 1 toerklaede, Dorte; 2 toppe og 1 flis, Emilie; 1 top, 1 t-shirt og 1 nederdel. Til at starte med beskyldte hotellet nogle andre turister, som sjovt nok lige var rejst, for at have taget vores toej. Vi diskuterrede lidt frem og tilbage med dem, om hvad naeste skridt skulle vaerer, og vi naede frem til at manageren ville ringe til ejeren af hotellet for at hoerer hans mening. Her til morgen fik vi saa at vide at vi vil faa naesten hvad der svarer til hvad vi har betalt for at bo her tilbage, hvilket i grunden er rigtig flot. Det eneste er bare at Line de naeste maeneder er noed til at vaske bluser hver 3. dag, og det er lidt traels i laengden.
Jeg haaber bare at det ikke er nogle langfingrede turister, men nogle lokale som virkelig har haft brug for toejet som har taget det. Det kan jeg godt accepterrer selvom det lige nu er lidt irreterrende.
I dag staar den saa bare paa ren afslapning. Vi skal om lidt ned og nyde solen paa stranden med muligheden for konstant afkoeling i det indiske ozean. Meget bedre kan det ikke blive :-) Et par faa justeringer og det ville vaere perfekt!
Nok om det! Her i Nungwi er der den dejligste hvide sandstrand og tyrkisblaat hav saa langt oejet raekker. I gaar var vi paa snorkeltur, og snorklede ud for Bill Gates private oe, som han har lejet i 100 aar. Det var desvaerre lidt overskyet, saa vi kunne ikke se koraller og fisk saa klart som vi havde haabet, men det var rart alligevel bare at ligge og flyde rundt. Og saa at kunne genkende alle fiskene fra Find Nemo - gad vide om Disneys tegnere har vaeret paa snorkeltur paa Zanzibar? :-)
Omkring frokosttid blev vi sejlet over til en anden oe, for at spise grillet fisk, tomatsalat og selvfoelgelig ris. Da vi naesten var naaet derover trak det op til storm, og vi fik at vide at vi skulle hurtigt i land, skynde os at spise og saa tilbage til baaden inden vejret blev vaerre. Og da baaden hele tiden drev vaek fra land hoppede vi (eller fik et lille skub) ned i vandet, og svoemmede ind mod land, hvor vi fik maden serveret. Da det var spist, gjorde vi os klar til at gaa ud til baaden igen, og endnu en gang var kompinationen af vind og stroem for straerk til at baaden kunne komme ind til land. Saa vi fik alle aeren af at svoemme mod stroemmen ved at foelge ankertorvet tilbage til baaden. Line, Dorte og jeg komme alle op i baaden i foerste forsoeg, men der var nogle andre som ikke var hurtige nok, saa det kraevede lige en ekstra omgang. Med lidt hiv og sving kom alle ombord, ogsaa gik turen ellers tilbage til "vores" egen strand. Paa vejen ud sejlede vi mod stroemmen med motorhjaelp, men denne gang for sejl. Det var ti gange mere behageligt at sejle med sejl, det virkede meget mere naturligt.
Dagen i gaar endte desvaerre lidt skidt. Vi havde da vi ankom afleveret vores vasketoej paa hotellet, og fik at vide at det kunne hentes naeste dag. Saa da vi i gaar skulle hente det, spurgte de os om vi selv havde vaeret ude at hente noget af vores toej. Det havde vi ikke! Det betoed saa at der manglede en del af vores toej. Vi manglede: Line; 4 toppe og 1 toerklaede, Dorte; 2 toppe og 1 flis, Emilie; 1 top, 1 t-shirt og 1 nederdel. Til at starte med beskyldte hotellet nogle andre turister, som sjovt nok lige var rejst, for at have taget vores toej. Vi diskuterrede lidt frem og tilbage med dem, om hvad naeste skridt skulle vaerer, og vi naede frem til at manageren ville ringe til ejeren af hotellet for at hoerer hans mening. Her til morgen fik vi saa at vide at vi vil faa naesten hvad der svarer til hvad vi har betalt for at bo her tilbage, hvilket i grunden er rigtig flot. Det eneste er bare at Line de naeste maeneder er noed til at vaske bluser hver 3. dag, og det er lidt traels i laengden.
Jeg haaber bare at det ikke er nogle langfingrede turister, men nogle lokale som virkelig har haft brug for toejet som har taget det. Det kan jeg godt accepterrer selvom det lige nu er lidt irreterrende.
I dag staar den saa bare paa ren afslapning. Vi skal om lidt ned og nyde solen paa stranden med muligheden for konstant afkoeling i det indiske ozean. Meget bedre kan det ikke blive :-) Et par faa justeringer og det ville vaere perfekt!
fredag den 12. september 2008
Saa naaede vi til Zanzibar (Afrika 6)
Efter 2 timers sejlads naaede vi her til morgen frem til den afrikanske solskinsoe; Zanzibar. Foreloebig lever det fuldt ud op til forventningerne - asurdblaat vand, venlig mennesker og saa selvfoelgelig sol! Vi har brugt dagen i dag til bare at gaa rundt og se paa arkitekturen her i den gamle del af Zanzibar by. Det er en stor sammenblanding af indiske, afrikanske og mellemoestlige bygninger med ekstremt smalle gader, saa her er en helt speciel stemning. Oven i det er vi her midt i ramadanen, saa der er mange butikker der ikke har aabent, og det var rigtig svaert at finde et sted der solgte vand. Men det hoerer jo med naar man besoeger et muslimsk land midt i deres faste.
Vi havde hjemmefra snakket om, om det ville blive et problem for os at vi var danske, men der har overhoved ikke vaeret nogle problemer - snarer tvaertimod. Folk hernede er rigtig soede, og der er mange butiksejere der spoerger om vi er svenske naar vi staar og snakker indbyrdes. Naar vi forklarer dem at vi er danske siger de at det er ligesaa dejligt et land som Tanzania. Saa "so fare so good"
Dette gode indtryk af Tanzania blev dog lidt oedelagt i gaar, da vi ankom til Dar Es Salaam. Her er der ingen tvivl om at alle proever at snyde os, saa meget og saa godt de kan. Og det var ikke en rar fornemmelse at gaa rundt i byen i gaar. Det var svaert at faa lov at gaa for sig selv uden der var en masse i haelene paa os. Ankomsten var dog ogsaa rigtig skidt. Vi koerte direkte fra busterminalen til faergelejet for at koebe billet til Zanzibar i dag, her glemte Dorte sit kamera paa bordet. Det opdagede vi desvaerrer foerst da vi naeede til hotellet, saa huhej vilde dyr tog dorte og jeg tilbage. Og her fik vi selvfoelgelig lov at betale en uhyrer hoej "findeloen" for de kunne jo bare have solgt det videre som de sagde. Naa men vi fik det tilbage og alle billederne var stadig paa.
Tilslut vil jeg lige fortaelle om lige inden vi forlod Arusha.
Vi gik i forgaars rundt og noed byen, kiggede lidt paa butikker osv. og pludselig er der en der raaber foelgende efter mig:
"Hey beautyfull girl, with the african body" - et stoerrer kompliment kan en hvid kvinde vist naeppe faa hernede :-)
Saa det var vist godt jeg valgte at lade haaret gro, og ikke klippe det meste af igen, som jeg overvejede, for ellers var det da gaeet helt galt. For der er noget med at maasaierne finder det mest atraktivt med naesten ingen haar... Saa saa var jeg nok blevet indfanget hernede.
Vi havde hjemmefra snakket om, om det ville blive et problem for os at vi var danske, men der har overhoved ikke vaeret nogle problemer - snarer tvaertimod. Folk hernede er rigtig soede, og der er mange butiksejere der spoerger om vi er svenske naar vi staar og snakker indbyrdes. Naar vi forklarer dem at vi er danske siger de at det er ligesaa dejligt et land som Tanzania. Saa "so fare so good"
Dette gode indtryk af Tanzania blev dog lidt oedelagt i gaar, da vi ankom til Dar Es Salaam. Her er der ingen tvivl om at alle proever at snyde os, saa meget og saa godt de kan. Og det var ikke en rar fornemmelse at gaa rundt i byen i gaar. Det var svaert at faa lov at gaa for sig selv uden der var en masse i haelene paa os. Ankomsten var dog ogsaa rigtig skidt. Vi koerte direkte fra busterminalen til faergelejet for at koebe billet til Zanzibar i dag, her glemte Dorte sit kamera paa bordet. Det opdagede vi desvaerrer foerst da vi naeede til hotellet, saa huhej vilde dyr tog dorte og jeg tilbage. Og her fik vi selvfoelgelig lov at betale en uhyrer hoej "findeloen" for de kunne jo bare have solgt det videre som de sagde. Naa men vi fik det tilbage og alle billederne var stadig paa.
Tilslut vil jeg lige fortaelle om lige inden vi forlod Arusha.
Vi gik i forgaars rundt og noed byen, kiggede lidt paa butikker osv. og pludselig er der en der raaber foelgende efter mig:
"Hey beautyfull girl, with the african body" - et stoerrer kompliment kan en hvid kvinde vist naeppe faa hernede :-)
Saa det var vist godt jeg valgte at lade haaret gro, og ikke klippe det meste af igen, som jeg overvejede, for ellers var det da gaeet helt galt. For der er noget med at maasaierne finder det mest atraktivt med naesten ingen haar... Saa saa var jeg nok blevet indfanget hernede.
onsdag den 10. september 2008
I morgen rejser vi videre (afrika 5)
Efter en enkelt dag tilbage i Arusha har vi besluttet at nu vi ikke skal paa Kilimanjaro tager vi til Zanzibar i stedet;-) Der er der i oeblikket en lidt anden temperatur. Saa i morgen staar den paa 10 timers bustur til Dar es Salam. Saa naeste indlaeg bliver formodentlig fra en sandstrand ud til det indiske ozean!
4 dages safari (Afrika 4)
Saa skal Afrika opleves! Loerdag morgen kl. 8.30 blev vi hentet for at tage paa 4 dages safari til Lake Manyara, Serengetti National Park og Ngorongoro krateret. Vi skulle foelges med to sweisere, som vi moedte uden for argenturets kontor, hvor vi lige skulle betale de resterende 1.7 mio TS for at komme afsted (vi havde nemlig kun betalt 300.000 TS og 100 dollars dagen foer, men det er en laengere historie, som i maa faa en anden gang). Naa men da penge var betalt, satte vi 5 europaeere ind bag i 4-hjuls traekkeren med vores guide og kok paa forsaedet, ogsaa kig turen ellers mod Lake Manyara.
Vi naede frem til Panorama Camp med udsigt over soeen ved frokost tid, saa da taskerne var paa plads i teltene spiste vi afrikanske madpakke. Slet ikke saa tosset endda! Da vi havde spist blev taget taget af bilen, ogsaa gik dette ellers ned af bjerget for at se de vilde dyr. Vi snakkede undervejs om hvor maerkeligt det er pludselig at befinde sig i den rigtig afrikanske natur, og baade Line Dorte og jeg var lidt i tvivl om vi faktisk sad hjemme foran fjerneren og saa et national geographic program.
Tilbage i lejren blev der serveret aftensmad - og alle rygter om at man tager paa af at vaere paa safari lader til at vaere sandt, for der bliver bestemt ikke sparet paa fedtstoffet.
Soendag morgen pakkede vi sammen for at koerer mod Serengetti. Paa vejen dertil koerte vi igennem en landsby, hvor der var en lille salgsbod med navnet; Barack Obama Shop - afrika er klar til at faa en sort amerikansk praesident. Der er kun en vej ind i parken og det er gennem Ngorongorg Conservation area - den har de udtaenkt godt, saa er man nemlig noed til at betale for 2 entrerer, saa vi fik set det kratter vi skal se den sidste dag oppefra.
Inden vi naede ind i Serengetti besoegte vi en Maasai landsby, hvor vi blev budt velkommen med en saerlig velkomst dans. Derefter blev vi vist ind i et lille hus af Ndooto,haevdingens soen - altsaa en af dem, for denne haevding har 24 koner og 94 boern. En flittig mand! Ndooto fortalte os at han har en kaereste, men at han da ogsaa gerne ville giftes med en af os. Men det kunne altaa ikke blive lige nu for han ejer endnu ikke 20 koeer... Saa vi maa vente med taalmodighed:-) Derefter koerte vi ind i Serengetti og spiste lidt frokost, inden vi for alvor skulle se paa dyr. Vi ankom til lejren, som nok maa siges ikke at vaere som forventet. Vi fandt nemlig ret hurtigt ud af at vi skulle sove 10 meter fra det hoeje graes uden noget hegn, saa vi endte med at have en loeve gaaende samt boefler der graesede lige bag teltet denne nat. De andre laa vaagne det meste af natten, men jeg sov dejligt! Jeg vaegnede kun en enkelt gang af hanloevens broel. Det var en lidt skraemende oplevelse da det stod paa, men fedt nu det er overstaaet.
Dag 3 paa safarien startede med en koeretur over savanen i solopgangens fantastiske lys. Og igen saa vi en masse vilde dyr i alle stoerelser. Efter endnu en frokost koerte vi tilbage mod Ngorongoro og en ny lejrplads. Her fik vi saa glaede af elefanter og zebraer som synes at de ligesaa godt kunne gaa lige igennem lejren.
Safariens sidste dag boed paa vilde dyr i Ngorongoro krateret. Forskellen fra de andre steder vi har set er at de dyr der er i krateret ikke migrerer med aarstiderne, men bliver i krateret da der er rigeligt med mad. Det betyder saa ogsaa at dyrene her er noget stoerere.
Vi fik desvaerre kun set 4 ud af "the big five" (elefant, leopart, boeffel og loeve) - vi manglede et naesehorn, saa der er ikke andet at goere end at vi engang maa tilbage hertil :-)
Liste over de dyr vi har set (dansk, engelsk og swahili)
Bavian, elefant, impala, vortesvin, velvet monkey, gulnaebet stork, zebra, maraboo stork, pelikan, zebra, flodhest, gnu, boeffel, giraf, naesehornsfugl, dik-dik, flamingo, bushback, skorpion, vandrende pind, grand gazelle, argami lizzard, Riddiback, loever, stenbuk grib, tapi, dvaergpapegoege, struds, jordegern, basard eagle, gepard, leopard, waterback, hyaener , crowned crane ogsaa er der nok nogle jeg har glemt!
Vi naede frem til Panorama Camp med udsigt over soeen ved frokost tid, saa da taskerne var paa plads i teltene spiste vi afrikanske madpakke. Slet ikke saa tosset endda! Da vi havde spist blev taget taget af bilen, ogsaa gik dette ellers ned af bjerget for at se de vilde dyr. Vi snakkede undervejs om hvor maerkeligt det er pludselig at befinde sig i den rigtig afrikanske natur, og baade Line Dorte og jeg var lidt i tvivl om vi faktisk sad hjemme foran fjerneren og saa et national geographic program.
Tilbage i lejren blev der serveret aftensmad - og alle rygter om at man tager paa af at vaere paa safari lader til at vaere sandt, for der bliver bestemt ikke sparet paa fedtstoffet.
Soendag morgen pakkede vi sammen for at koerer mod Serengetti. Paa vejen dertil koerte vi igennem en landsby, hvor der var en lille salgsbod med navnet; Barack Obama Shop - afrika er klar til at faa en sort amerikansk praesident. Der er kun en vej ind i parken og det er gennem Ngorongorg Conservation area - den har de udtaenkt godt, saa er man nemlig noed til at betale for 2 entrerer, saa vi fik set det kratter vi skal se den sidste dag oppefra.
Inden vi naede ind i Serengetti besoegte vi en Maasai landsby, hvor vi blev budt velkommen med en saerlig velkomst dans. Derefter blev vi vist ind i et lille hus af Ndooto,haevdingens soen - altsaa en af dem, for denne haevding har 24 koner og 94 boern. En flittig mand! Ndooto fortalte os at han har en kaereste, men at han da ogsaa gerne ville giftes med en af os. Men det kunne altaa ikke blive lige nu for han ejer endnu ikke 20 koeer... Saa vi maa vente med taalmodighed:-) Derefter koerte vi ind i Serengetti og spiste lidt frokost, inden vi for alvor skulle se paa dyr. Vi ankom til lejren, som nok maa siges ikke at vaere som forventet. Vi fandt nemlig ret hurtigt ud af at vi skulle sove 10 meter fra det hoeje graes uden noget hegn, saa vi endte med at have en loeve gaaende samt boefler der graesede lige bag teltet denne nat. De andre laa vaagne det meste af natten, men jeg sov dejligt! Jeg vaegnede kun en enkelt gang af hanloevens broel. Det var en lidt skraemende oplevelse da det stod paa, men fedt nu det er overstaaet.
Dag 3 paa safarien startede med en koeretur over savanen i solopgangens fantastiske lys. Og igen saa vi en masse vilde dyr i alle stoerelser. Efter endnu en frokost koerte vi tilbage mod Ngorongoro og en ny lejrplads. Her fik vi saa glaede af elefanter og zebraer som synes at de ligesaa godt kunne gaa lige igennem lejren.
Safariens sidste dag boed paa vilde dyr i Ngorongoro krateret. Forskellen fra de andre steder vi har set er at de dyr der er i krateret ikke migrerer med aarstiderne, men bliver i krateret da der er rigeligt med mad. Det betyder saa ogsaa at dyrene her er noget stoerere.
Vi fik desvaerre kun set 4 ud af "the big five" (elefant, leopart, boeffel og loeve) - vi manglede et naesehorn, saa der er ikke andet at goere end at vi engang maa tilbage hertil :-)
Liste over de dyr vi har set (dansk, engelsk og swahili)
Bavian, elefant, impala, vortesvin, velvet monkey, gulnaebet stork, zebra, maraboo stork, pelikan, zebra, flodhest, gnu, boeffel, giraf, naesehornsfugl, dik-dik, flamingo, bushback, skorpion, vandrende pind, grand gazelle, argami lizzard, Riddiback, loever, stenbuk grib, tapi, dvaergpapegoege, struds, jordegern, basard eagle, gepard, leopard, waterback, hyaener , crowned crane ogsaa er der nok nogle jeg har glemt!
Fra Nairobi til Arusha (Afrika 3)
Paa denne rejses tredje dag stod den paa 6 timers bustur fra Nairobi til Arusha, Tanzania. Dagen startede dog meget tidligt for vores chauffoer havde sagt at vi skulle koerer kl. 6:15 for at naa ind til centrum af Nairobi til kl. 7:30 pga morgentrafikken. Saa selvfpelgelig stolede vi paa Emmos. 
Det resulterede dog i at vi sad foran buskontoret kl. 6:40, og saa kunne vi jo ellers bare sidde der og vente. Da bussen endelig kom blev vi stablet ind, foerst med alt bagage i bussen indtil de opdagede hvor mange der skulle med. Saa blev det hele kastet op paa taget i stedet. Der var allerede godt med mennesker i bussen, men bagsaedet var frit, saa det tog vi. Problemmet var bare at der ikke var nok benplads, saa vi sad rimelig skaevt for at kunne vaere der. Saa da der kom en og spurgte om han maatte sidde paa det 4. og sidste bagsaede, sagde vi at selvfoelgelig maatte han det, men vi kunne ikke flytte vores ben, saa han blev nok lidt klemt. Han valgte saa et andet saede, men hans ven brugte saa de naeste 6 timer paa at se rigtigt surt paa os.
Med alle ombord blev speederen trykket i bund og afsted det gik! Det virker ikke som 0m at der er saerlig mange regler hvad angaar bilkoersel her i Kenya (og Tanzania for den sags skyld). Der er dog en regel og det er at der er venstrekoersel. MEN hvis vejen er bedre i hoejre side saa koerer man da bare der, saa maa man jo bare flytte sig i sidste oejeblik hvis der kommer modkoerende.
Da vi endelig ankom til Arusha havde vi besluttet at finde et rejseargentur der kunne hjaelpe os saa vi kunne komme til Kilimanjaro og paa safari. Det foerste sted vi kom ind saa rigtig fornemt ud, men var rimelig peberet, og ham vi snakkede med havde ikke helt styr paa sit produkt. Saa da vi havde faaet prisen gik vi igen. Vi blev koert over til en andet og lidt mindre luksuioest sted, hvor vi til at starte med var lidt forvirrede, men vi endte med til sammen at bruge 2.1 million (altsaa Tanzanianzke schellings) efter at have vaeret i Arusha i under en time. Saa vi skal paa safari!
Vi har droppet ideen om at bestige Kilimanjaro - det blev lige en tand for dyrt! (vi har saa senere fundet ud af at der i oejeblikket er minus 20, saa vi er glade for beslutningen).
Det resulterede dog i at vi sad foran buskontoret kl. 6:40, og saa kunne vi jo ellers bare sidde der og vente. Da bussen endelig kom blev vi stablet ind, foerst med alt bagage i bussen indtil de opdagede hvor mange der skulle med. Saa blev det hele kastet op paa taget i stedet. Der var allerede godt med mennesker i bussen, men bagsaedet var frit, saa det tog vi. Problemmet var bare at der ikke var nok benplads, saa vi sad rimelig skaevt for at kunne vaere der. Saa da der kom en og spurgte om han maatte sidde paa det 4. og sidste bagsaede, sagde vi at selvfoelgelig maatte han det, men vi kunne ikke flytte vores ben, saa han blev nok lidt klemt. Han valgte saa et andet saede, men hans ven brugte saa de naeste 6 timer paa at se rigtigt surt paa os.Med alle ombord blev speederen trykket i bund og afsted det gik! Det virker ikke som 0m at der er saerlig mange regler hvad angaar bilkoersel her i Kenya (og Tanzania for den sags skyld). Der er dog en regel og det er at der er venstrekoersel. MEN hvis vejen er bedre i hoejre side saa koerer man da bare der, saa maa man jo bare flytte sig i sidste oejeblik hvis der kommer modkoerende.
Da vi endelig ankom til Arusha havde vi besluttet at finde et rejseargentur der kunne hjaelpe os saa vi kunne komme til Kilimanjaro og paa safari. Det foerste sted vi kom ind saa rigtig fornemt ud, men var rimelig peberet, og ham vi snakkede med havde ikke helt styr paa sit produkt. Saa da vi havde faaet prisen gik vi igen. Vi blev koert over til en andet og lidt mindre luksuioest sted, hvor vi til at starte med var lidt forvirrede, men vi endte med til sammen at bruge 2.1 million (altsaa Tanzanianzke schellings) efter at have vaeret i Arusha i under en time. Saa vi skal paa safari!
Vi har droppet ideen om at bestige Kilimanjaro - det blev lige en tand for dyrt! (vi har saa senere fundet ud af at der i oejeblikket er minus 20, saa vi er glade for beslutningen).
fredag den 5. september 2008
Jeg har klappet en giraf (Afrika 2)
Den foerste hele dag i Kenya skulle selvfoelgelig bruges paa at lege turister. Saa vi lagde et stramt program for dagen.
Vi startede med at besoege et sted for foraeldreloese, forladte babyelefanter der kun har aabent 1 time om dagen for ikke at elefanterne skal blive for paavirket af menneskelig kontakt, men at det stadig er muligt for centreret at tjene penge. 10 soede smaa elefanter blev vist frem, fundet i det meste af Kenya. Det var et rigtig hyggeligt sted, hvor der ikke er nogen tvivl om at det er dyrenes velfaerd der er sat hoejere end turisme.
Derefter gik turen til Kenya Giraf Center hvor man har mulighed for at fodre og klappe giraffer (billederne kommer senere)! Saa jeg har klappet en giraf - succes! Til dem der ikke ved det - saa har jeg en vis facination af netop dette dyr. Desvaere bar stedet lidt praeg af at det skulle tjene penge paa turister, men saadan er virkeligheden jo desvaerer.
Den sidste ting paa dagens program var at se Karen Blixsens afrikanske farm. Det var en lidt maerkelig fornemmelse, at vaere i hendes stuer, men ogsaa meget imponerende.
Endnu en dejlig dag i Afrika!
Vi startede med at besoege et sted for foraeldreloese, forladte babyelefanter der kun har aabent 1 time om dagen for ikke at elefanterne skal blive for paavirket af menneskelig kontakt, men at det stadig er muligt for centreret at tjene penge. 10 soede smaa elefanter blev vist frem, fundet i det meste af Kenya. Det var et rigtig hyggeligt sted, hvor der ikke er nogen tvivl om at det er dyrenes velfaerd der er sat hoejere end turisme.
Derefter gik turen til Kenya Giraf Center hvor man har mulighed for at fodre og klappe giraffer (billederne kommer senere)! Saa jeg har klappet en giraf - succes! Til dem der ikke ved det - saa har jeg en vis facination af netop dette dyr. Desvaere bar stedet lidt praeg af at det skulle tjene penge paa turister, men saadan er virkeligheden jo desvaerer.
Den sidste ting paa dagens program var at se Karen Blixsens afrikanske farm. Det var en lidt maerkelig fornemmelse, at vaere i hendes stuer, men ogsaa meget imponerende.
Endnu en dejlig dag i Afrika!
Ankomsten til Afrika 3. september (Afrika 1)
Saa naaede Line, Dorte og jeg til Kenya hvor vi skulle tilbringe de naeste dage paa Karen Camp - et hyggeligt lille hostel lidt uden for Nairobi.
Udover de 20 kg (plus) vi hver havde med, havde vi ogsaa lige en kuffort med udstyr som Line og Dorte skal bruge i Mozambique. Vi frygtede lidt hvad vi skulle betale i overpris, men ved at forvirrer den stakkels fyr bag disken, lykkedes det at faa det hele med uden problemer.
Udover de 20 kg (plus) vi hver havde med, havde vi ogsaa lige en kuffort med udstyr som Line og Dorte skal bruge i Mozambique. Vi frygtede lidt hvad vi skulle betale i overpris, men ved at forvirrer den stakkels fyr bag disken, lykkedes det at faa det hele med uden problemer.
Line og Dorte på landingsbanen i Nairobi
Flyveturen ned gik uden de store forsinkelser, men til gengaeld stod vi naesten halvanden time i koe for at faa visa til Kenya. Men vi kom ind, hvorefter vi blev koert til hostel'et, for at komme af med al vores baggage. Vi koerte til start af en meget fin asfaltvej, men paa et tidspunkt drejede vi af for at tage en "smutvej"af en dejlig stoevet vej - saa ved man ligesom man er i afrika naar huden har faaet en laekker roed-brun farve efter bare 10 min. Tilgengaeld saa vi det foeste afrikanske dyr - en struds!
Da vi havde lagt vores baggage af blev vi koert tilbage ind til Nairobi for at booke flybilletter saa vi kan komme fra Nairobi til Beira, Mozambique den 20. september. Med lidt startvanskeligheder og en virksomhed der aldrig ville kunne kalde sig serviceminded fik vi vores billetter. Et fint hvidt A4-ark med en gul overstregning - det kan man da kalde en billet :-) Naa men vi fik den og nu skal vi ikke laengere taenke paa det.
En gade i Nairobi
For at faa et overblik over Nairobi foreslog vores chaffoer at vi skulle besoege Nairobi Cenferencen Center, og fra 31. sals hoejde maa man sige vi fik et overblik. Det er fantastisk at se en storby oppefra for man faa virkelig et indtryk af de forskelligheder der ogsaa er i en by som Nairobi.
Tre piger på toppen af Nairobi
Dermed var den foerste dag med alle dens indtryk i Afrika mere eller mindre slut, det blev lige til lidt kortspil paa terrassen, et bad og naeet mad inden soveposen kaldte. For soevn og natflyvning haenger paa trods af konceptet: natflyvning ikke helt sammen.
Solopgang set fra flyveren
mandag den 1. september 2008
Første efterårsdag - sidste dag i DK inden afrejsen
Så siger kalenderen 1. september og den danske sommer er med al sin variation over. Det har på mange punkter været en fantastisk sommer - solen har skinnet når jeg har haft fri og det har regnet når jeg har været på arbejde, så kan det dårligt blive bedre :-) Men sommeren har også været en lang ventetid på at siderne i kalenderen skulle vise 2. september - og nu er det pludselig i morgen.
Flyveren letter i morgen kl. 15.50 med afgang mod Nairobi over London, og de næste 81 dage (bare spørg min mor :-)) er jeg at finde på den afrikanske savanne. Det bliver super fantastisk, men er også en lille smule skræmmende. For det første ved vi hvad det er vi skal ned og lave, men hvor meget data vi får med hjem ved vi ikke. For det er stort set umuligt på forhånd at sige bl.a. hvor mange interviews vi kommer til at lave - det kommer trods alt til at foregå i "African Time" [læs; hvad vi ikke når i dag, når vi måske i morgen, ellers i næste uge].
For det andet er det første gang i mit snart 26 årige liv at jeg skal være så længe væk fra familie og venner. Sidste år var jeg en måned i Thailand, tiden gik ok stærkt, men jeg var også klar til at tage hjem, da måneden var gået. Denne gang er det så bare lige 3 gange så lang tid. Jeg har altid haft udlængsel og har aldrig lidt af hjemveg, men det er stadig længe ikke at have mulighed for at følge med i hvad der sker her hjemme. Det kan også være det bare er min nysgerighed der spiller mig et pus - for tænk nu hvis jeg gik glip af noget ;-)
Jeg er efterhånden ved at have styr på de sidste detaljer og fået sagt farvel til dem der skulle siges farvel til.
I torsdags var det sidste gang til spejder og i fredags var turen så kommet til arbejdet. Det er meget mærkeligt at gå at sige "vi ses til Jul" til rigtig mange mennesker, som jeg normalt ser minimum en gang om ugen. Jeg kommer virkelig til at savne venskaberne og sammenholdet især til spejder. Men jeg skal hele tiden minde mig selv om at det trods alt ikke er mere end 3 måneder - jeg kommer jo tilbage igen!
Lørdag var jeg så inde og sige farvel til min farmor. Hun er jo desværre blevet rimelig dement og kan ikke huske hvad hun sagde for 2 minutter siden, men hvad der skete for 50 år siden står som regel lysende klart. Så det er meget gentagelser og de samme historier, der er en del af samtalen. Men i modsætning til de sidste par gange jeg har besøgt hende, var hun rigtig glad i lørdags, og vi grinede rigtig meget sammen. Det virker som om at de nye anti-depresive piller hun har fået har betydet at hele verden ikke længere er så slem.
Vi har i mange år spøgt med at min farmor har lovet at blive 90 - og det snakkede vi også om i lørdags. Og da jeg så sagde at nu var målet jo snart nået (der er ikke mere end 3 år til), så sagde farmor; "3 år - det er jo lige om lidt. Jeg er ikke klar til at dø! Så skal vi ikke sige 100 i stedet". Som sagt så gjort - så nu hedder det ikke længere 90, men 100! Sikke en fest vi skal holde, hvis det holder stik:-)
Og for første gang i mit liv har jeg vædet med min farmor! Vi vædede 100 kr. på at hun er kommet på Betaniahjemmet, når jeg er kommer hjem fra Afrika. (Jeg skal dog kun betale 50 kr. hvis jeg taber:-)) Så forhåbentlig har hun fået en sidste, men permenent bolig når vi skriver 22. november!
I går søndag var det så blevet tid til at mødes, lige den nærmeste familie, til kaffe og aftensmad, så jeg lige kunne få kysset og krammet mine nevøer og niesser for de næste 3 måneder. Det er ikke gået helt op for de 2 mindste at jeg ikke er der det næste stykke tid. Men hvad de små ikke helt forstår, forstår de store så til fulde i stedet.
Bastian, Sofie og jeg startede dage i zoologisk have, for vi skulle lige nå at se det nye elefanthus. Noget vi har snakket om længe, men som vi ikke lige har fået gjort. Så det skulle jo være i går, hvis vi skulle nå det. Det var som sædvanlig nogle rigtige hyggelige timer i zoo, og vi fik set det vi kom efter.
Dagen endte så hjemme hos Louise og Peter og alle deres børn :-) med Gullash og kartoffelmos! God mad og dejligt selskab:-). Da det blev tid til at de store skulle i seng, var det jo selvfølgelig Moster Mille der skulle læse Godnat-historie. Og det er til dato, den sværeste historie jeg har skullet læse. For selvom bogen handlede om mariehøns, så var det lidt svært at læse bogstaverne for alle tårerne i øjnene. Så med en klump i halsen fik jeg krammet og puttet Bastian, men da Sofie spurgte hvorfor jeg havde vand på kinden, var der ikke noget at gøre. Der var ligesom noget der ikke kunne holdes tilbage. Det betød så også at Sofie begyndte at græde, og ville ikke give slip de næste 5 min. Som I nok kan fornemme var det ikke helt nemt at få sagt farvel til dem - Bastian er dybt skuffet over at Moster M ikke er hjemme til hans fødselsdag og Sofie mener ikke hun kan klare at gå til spejder uden sin moster. Men jeg er sikker på at de begge nok skal klare det - og glæder mig til at kramme dem alle 4 igen nå jeg kommer hjem.
Nå! men nu er første halvdel af den sidste hele dag i DK gået, og jeg skal lige nå at få pakket tingene i rygsækken, købt det sidste og så selvfølgelig sove i en rigtig seng! Derudover har jeg da her til morgen fået min computer til endelig at virke med det særlige program jeg skal bruge til at lave kort med. Det har kun taget en lille uge, men jeg nåede det da;-)
Nu blev dette indlæg, der egentlig bare var tænkt som et kort et af slagsen, rimelig langt og måske en smule rørstrømsk, så nu vil jeg slutte! Kan I alle have nogle fantastiske efterårsmåneder herhjemme i Danmark! Jeg kommer til at savne jer alle og glæder mig til at se jer igen, når vinteren har lagt sin klamme hånd ned over det ganske land!
Flyveren letter i morgen kl. 15.50 med afgang mod Nairobi over London, og de næste 81 dage (bare spørg min mor :-)) er jeg at finde på den afrikanske savanne. Det bliver super fantastisk, men er også en lille smule skræmmende. For det første ved vi hvad det er vi skal ned og lave, men hvor meget data vi får med hjem ved vi ikke. For det er stort set umuligt på forhånd at sige bl.a. hvor mange interviews vi kommer til at lave - det kommer trods alt til at foregå i "African Time" [læs; hvad vi ikke når i dag, når vi måske i morgen, ellers i næste uge].
For det andet er det første gang i mit snart 26 årige liv at jeg skal være så længe væk fra familie og venner. Sidste år var jeg en måned i Thailand, tiden gik ok stærkt, men jeg var også klar til at tage hjem, da måneden var gået. Denne gang er det så bare lige 3 gange så lang tid. Jeg har altid haft udlængsel og har aldrig lidt af hjemveg, men det er stadig længe ikke at have mulighed for at følge med i hvad der sker her hjemme. Det kan også være det bare er min nysgerighed der spiller mig et pus - for tænk nu hvis jeg gik glip af noget ;-)
Jeg er efterhånden ved at have styr på de sidste detaljer og fået sagt farvel til dem der skulle siges farvel til.
I torsdags var det sidste gang til spejder og i fredags var turen så kommet til arbejdet. Det er meget mærkeligt at gå at sige "vi ses til Jul" til rigtig mange mennesker, som jeg normalt ser minimum en gang om ugen. Jeg kommer virkelig til at savne venskaberne og sammenholdet især til spejder. Men jeg skal hele tiden minde mig selv om at det trods alt ikke er mere end 3 måneder - jeg kommer jo tilbage igen!
Lørdag var jeg så inde og sige farvel til min farmor. Hun er jo desværre blevet rimelig dement og kan ikke huske hvad hun sagde for 2 minutter siden, men hvad der skete for 50 år siden står som regel lysende klart. Så det er meget gentagelser og de samme historier, der er en del af samtalen. Men i modsætning til de sidste par gange jeg har besøgt hende, var hun rigtig glad i lørdags, og vi grinede rigtig meget sammen. Det virker som om at de nye anti-depresive piller hun har fået har betydet at hele verden ikke længere er så slem.
Vi har i mange år spøgt med at min farmor har lovet at blive 90 - og det snakkede vi også om i lørdags. Og da jeg så sagde at nu var målet jo snart nået (der er ikke mere end 3 år til), så sagde farmor; "3 år - det er jo lige om lidt. Jeg er ikke klar til at dø! Så skal vi ikke sige 100 i stedet". Som sagt så gjort - så nu hedder det ikke længere 90, men 100! Sikke en fest vi skal holde, hvis det holder stik:-)
Og for første gang i mit liv har jeg vædet med min farmor! Vi vædede 100 kr. på at hun er kommet på Betaniahjemmet, når jeg er kommer hjem fra Afrika. (Jeg skal dog kun betale 50 kr. hvis jeg taber:-)) Så forhåbentlig har hun fået en sidste, men permenent bolig når vi skriver 22. november!
I går søndag var det så blevet tid til at mødes, lige den nærmeste familie, til kaffe og aftensmad, så jeg lige kunne få kysset og krammet mine nevøer og niesser for de næste 3 måneder. Det er ikke gået helt op for de 2 mindste at jeg ikke er der det næste stykke tid. Men hvad de små ikke helt forstår, forstår de store så til fulde i stedet.
Bastian, Sofie og jeg startede dage i zoologisk have, for vi skulle lige nå at se det nye elefanthus. Noget vi har snakket om længe, men som vi ikke lige har fået gjort. Så det skulle jo være i går, hvis vi skulle nå det. Det var som sædvanlig nogle rigtige hyggelige timer i zoo, og vi fik set det vi kom efter.
Dagen endte så hjemme hos Louise og Peter og alle deres børn :-) med Gullash og kartoffelmos! God mad og dejligt selskab:-). Da det blev tid til at de store skulle i seng, var det jo selvfølgelig Moster Mille der skulle læse Godnat-historie. Og det er til dato, den sværeste historie jeg har skullet læse. For selvom bogen handlede om mariehøns, så var det lidt svært at læse bogstaverne for alle tårerne i øjnene. Så med en klump i halsen fik jeg krammet og puttet Bastian, men da Sofie spurgte hvorfor jeg havde vand på kinden, var der ikke noget at gøre. Der var ligesom noget der ikke kunne holdes tilbage. Det betød så også at Sofie begyndte at græde, og ville ikke give slip de næste 5 min. Som I nok kan fornemme var det ikke helt nemt at få sagt farvel til dem - Bastian er dybt skuffet over at Moster M ikke er hjemme til hans fødselsdag og Sofie mener ikke hun kan klare at gå til spejder uden sin moster. Men jeg er sikker på at de begge nok skal klare det - og glæder mig til at kramme dem alle 4 igen nå jeg kommer hjem.
Nå! men nu er første halvdel af den sidste hele dag i DK gået, og jeg skal lige nå at få pakket tingene i rygsækken, købt det sidste og så selvfølgelig sove i en rigtig seng! Derudover har jeg da her til morgen fået min computer til endelig at virke med det særlige program jeg skal bruge til at lave kort med. Det har kun taget en lille uge, men jeg nåede det da;-)
Nu blev dette indlæg, der egentlig bare var tænkt som et kort et af slagsen, rimelig langt og måske en smule rørstrømsk, så nu vil jeg slutte! Kan I alle have nogle fantastiske efterårsmåneder herhjemme i Danmark! Jeg kommer til at savne jer alle og glæder mig til at se jer igen, når vinteren har lagt sin klamme hånd ned over det ganske land!
Abonner på:
Opslag (Atom)