Det er jo efterhånden ved at være noget siden at jeg satte mine fødder på dansk grund igen, så nu er det vist på tiden at jeg lige får rundet denne afrikatur af.
Jeg havde inden jeg rejset forventet at der ville være problemmer med internettet i det afrikanske, men hvis man ser bort fra hastigheden så har det faktisk været muligt at komme på nettet langt de fleste steder. Tilgengæld har jeg siden jeg kom hjem haft problemmer med nettet herhjemme i dk - først havde mine forældre eller rettere TDC systemnedbrud og jeg har først i dag fået nettet til at fungere i min lejlighed. Så der har faktisk været flere problemmer herhjemme end i Afrika. Måske man bare skulle tage tilbage - vejret er også meget bedre dernede;-)
Nå, men jeg blev hentet i lufthavnen d. 16 af hele min pukkelryggede familie (forældre, søstre, nevøer og niecer). Bastian og Sofie havde med lidt hjælp lavet et flot banner med teksten; "Velkommen hjem Moster Mille". Og mon ikke mosteren fik lidt vand i øjnene... Men så stod den tilgengæld også på mange rigtig dejlige knus og kys, og en del hvor har vi savnet dig! Hvis det står til Sofie, så er hun den der har savnet mig mest - og fremover skal jeg altså ikke rejse længere væk end Norddanmark:-)
I den første uges tid efter min hjemkomst stod den på ren afslapning og hygge med familien. Og selvfølgelig blev jeg også forkølet, men hvad kan man forvente andet når det for alvor er ved at være "vinter" i Danmark.
Men siden har der også været gang i hverdagen igen. Den har stået på arbejdslørdag i kirken, de første dage foran computteren omkring specialet, på arbejdet igen og så selvfølgelig et par møder hist og her. Det er egentlig imponerende så hurtigt man er tilbage i den vante gænge.
Denne weekend står så på delegeretmøde i DUF (dansk ungdomsfællesråd) - det bliver spændende at se hvad repræsentanter 600.000 børn og unge fra 70 organisationer har at sige i år. Men det vender jeg tilbage til...
Jeg er begyndt at sortere de 4.500 billeder fra de sidste 3 måneder, så jeg lægger dem ud snarest muligt!
torsdag den 4. december 2008
onsdag den 12. november 2008
The big 5! (Afrika 20)
Stor, stor jubel!!!! Det lykkedes at se den sidste af "the big 5" nemlig naesehornet paa vores safari i Kruger Park i weekenden. Faktisk saa vi alle 5 dyr i Kruger paa mindre end 6 timer - saa Serengetti go home:-)
Vi startede ud fra Nelspruit loerdag morgen kl. 4.30 og koerte mod parken, saa vi kunne vaere der naar porten blev aabnet kl. 5.30. Paa vejen dertil fortalte vi vores guide; cracy Dave at vi havde vaeret paa safari foer og at vi faktisk kun var kommet for at se et naesehorn - og maaske en enkelt krokodille. Da vi koerte over broen hen mod gaten gjorde vi et stop, for at kigge ud over floden, og sandelig om der ikke laa en 5-6 krokodiller paa lur. Saa nu manglede vi bare naesehornet. Vi koerte derfor til nogle af de steder hvor der plejer at vaere rigtig mange naesehorn, men bl.a. paa grund af vejret (det regnede) og vores saedvanlige uheld, var der loerdag morgen ingen naesehorn, de saedvandelige steder. Tilgengaeld saa vi rigtig mange hyaener (aabenbart et saersyn) og en flok loever der var ved at aede en boeffel.
Omkring kl. 8 holdt vi en pause ved en turistfaelde af de store, hvor vi fik en kop varmt at drikke, mens vores guide forsoegte at finde frem til nogen som havde set et naesehorn og hvor de havde set det. Og saa begav vi os ellers afsted igen.
Og selvfoelgelig fandt cracy Dave et naesehorn til os - det laa godt nok og sov, men det var der og det er det vigtigste:-)
Nu er vi i Johannesborg og brugte dagen i gaar paa at power shoppe! - Gad vide hvad banken siger til det... De naeste dage skal bare bruges paa hygge og afslapning inden jeg paa loerdag saetter mig ind i flyveren mod Danmark, ogsaa starter hverdagen ellers igen.
Vi startede ud fra Nelspruit loerdag morgen kl. 4.30 og koerte mod parken, saa vi kunne vaere der naar porten blev aabnet kl. 5.30. Paa vejen dertil fortalte vi vores guide; cracy Dave at vi havde vaeret paa safari foer og at vi faktisk kun var kommet for at se et naesehorn - og maaske en enkelt krokodille. Da vi koerte over broen hen mod gaten gjorde vi et stop, for at kigge ud over floden, og sandelig om der ikke laa en 5-6 krokodiller paa lur. Saa nu manglede vi bare naesehornet. Vi koerte derfor til nogle af de steder hvor der plejer at vaere rigtig mange naesehorn, men bl.a. paa grund af vejret (det regnede) og vores saedvanlige uheld, var der loerdag morgen ingen naesehorn, de saedvandelige steder. Tilgengaeld saa vi rigtig mange hyaener (aabenbart et saersyn) og en flok loever der var ved at aede en boeffel.
Omkring kl. 8 holdt vi en pause ved en turistfaelde af de store, hvor vi fik en kop varmt at drikke, mens vores guide forsoegte at finde frem til nogen som havde set et naesehorn og hvor de havde set det. Og saa begav vi os ellers afsted igen.
Og selvfoelgelig fandt cracy Dave et naesehorn til os - det laa godt nok og sov, men det var der og det er det vigtigste:-)
Nu er vi i Johannesborg og brugte dagen i gaar paa at power shoppe! - Gad vide hvad banken siger til det... De naeste dage skal bare bruges paa hygge og afslapning inden jeg paa loerdag saetter mig ind i flyveren mod Danmark, ogsaa starter hverdagen ellers igen.
torsdag den 6. november 2008
Saa er der ikke langt igen... (Afrika 19)
... nej, og endnu kortere end forventet. For jeg har nemlig faaet rykket min billet, saa jeg er nu allerede tilbage i Danmark d. 16 november. Grunden til at jeg tager hjem foer er ikke at der har vaeret saa mange problemmer med specialet, eller at vi 3 toeser ikke kan sammen mere (snarer tvaert imod), men det er fordi at vi er saa langt foran i vores tidsplan, at jeg ville ende med at skulle bruge naesten 2 uger i Johannesburg, og det er nok lige laenge nok. Det betyder saa at jeg kun har 9 dage tilbage i Afrika.
Vi har brugt de sidste to dage paa at se verdens sidste fuldstandige kongedoemme; Swaziland. Et lille, men super flot land. Tilgengaeld har vi brugt flere penge paa diverse ting og sager de sidste 2 dage end vi har paa en maaned i Mozambique. Og det er ikke fordi tingene er dyrer - vi har bare koebt meget. Nu er sporgsmaalet saa bare hvordan vi faar det hele med hjem????? Naa, den tid den sorg.
Lige nu sidder jeg paa et hostel i Nilspruit, Sydafrika og loerdag tager vi igen paa Safari - denne gang vil vi se et naesehorn!
Vi har brugt de sidste to dage paa at se verdens sidste fuldstandige kongedoemme; Swaziland. Et lille, men super flot land. Tilgengaeld har vi brugt flere penge paa diverse ting og sager de sidste 2 dage end vi har paa en maaned i Mozambique. Og det er ikke fordi tingene er dyrer - vi har bare koebt meget. Nu er sporgsmaalet saa bare hvordan vi faar det hele med hjem????? Naa, den tid den sorg.
Lige nu sidder jeg paa et hostel i Nilspruit, Sydafrika og loerdag tager vi igen paa Safari - denne gang vil vi se et naesehorn!
søndag den 2. november 2008
Saa koerer bussen (Afrika 18)
Efter 9 dage paa stranden i Tofo var det ved at vaere paa tide at rejse videre. Saa i morges kl. 3:40 ringede vaekkeuret, saa vi kunne naa bussen til Maputo. Vi har saa brugt 7 timer paa at koere i en af de bedste busser vi har koert i, siden vi kom til Afrika. Alligevel er det foerst paa denne bustur at jeg har faaet ondt i ryggen. Det skyldes formodentlig en haard opbremsning som jeg ikke lige var helt forberedt paa. Men jeg haaber det gaar hurtigt over. Vi er som sagt nu i Maputo og laenges tilbage mod Tofo - her er alt for mange biler, mennesker og ingen frisk brise fra det indiske ocean.
Vi sluttede vores dejlig tid paa Tofo af med en hyggelig aften sammen med 2 dykkerinstruktoerer som vi har haengt en del ud med baade denne gang og sidste gang vi var i Tofo. Det var faktisk lidt trist at sige farvel til de 2, for vi har haft det rigtig hyggeligt og vi ser dem formodentlig aldrig igen. Meget maerkeligt!
Planen er nu at vi skal vaere lidt her i Maputo, inden vi tager en tur til Swaziland, inden vi rejser ind i Sydafrika. Her skal vi bruge den sidste tid til at se Kruger Nationalpark (vi mangler jo at se et naesehorn) og Johannesburg inden jeg rejser tilbage mod kolde Danmark den 21. november.
Vi sluttede vores dejlig tid paa Tofo af med en hyggelig aften sammen med 2 dykkerinstruktoerer som vi har haengt en del ud med baade denne gang og sidste gang vi var i Tofo. Det var faktisk lidt trist at sige farvel til de 2, for vi har haft det rigtig hyggeligt og vi ser dem formodentlig aldrig igen. Meget maerkeligt!
Planen er nu at vi skal vaere lidt her i Maputo, inden vi tager en tur til Swaziland, inden vi rejser ind i Sydafrika. Her skal vi bruge den sidste tid til at se Kruger Nationalpark (vi mangler jo at se et naesehorn) og Johannesburg inden jeg rejser tilbage mod kolde Danmark den 21. november.
mandag den 27. oktober 2008
Hvad kan man faa for et par 10 aar gamle vandrestoevler??? (Afrika 17)
Saa er solen endelig brudt igennem skyerne og det har vaeret et fantastisk vejr i dag. Saa vi har selvfoelgelig brugt dagen paa at snorkle. Igen gik turen ud til Manta Rief hvor vi brugte forholdsvis lang tid paa at finde en hvalhaj. Og pludselig var den der - saa paa med svoemmefoedder, maske og snorkel og ned i vandet. Og i de naeste 20-25 minutter svoemmede jeg ved siden af dette 10 meter lange dyr. Jeg taenkte flere gange over hvor maerkeligt det egentlig er at dette kaempe dyr saa lydloest og smukt kan sno sig gennem vandet. Mens jeg svoemmede rundt saa jeg ogsaa en sting ray - en rokkeart, som laa nede paa bunden. Derudover straalede solens straaler ned forbi mig og sendt lyskaejler ned i vandet. Paa vej tilbage mod land, saa vi ogsaa en pukkelhval og hendes unge svoemme rundt ude i det Indiske ocean.
Det var en fuldstaendig fantastisk og meget storslaaet oplevelse! - og denne gang var jeg ikke soesyg;-)
Hvis du har gaetter paa hvad svaret paa spoergsmaalet oeverst, saa er her det helt korrekte svar. Et par 10 aar gamle vandrestoevler (som efter danske standarder skal skiftes) kan bruges som betaling for en 20 km. koeretur i den lokal bus, vel og maerket for 3 personer, 3 store rygsaekke, 1 stor kuffert og 3 stk haandbagage! Ja det er ikke saa lidt. Jeg slap af med mine stoevler, som de seneste mange uger, faktisk bare har vaeret i vejen og irretterende at slaebe rundt paa, og fyren i bussen blev ovenud lykkelig - for for ham var det formodentlig dette aars (maaske en da hans livs) handel!
Saa nu er jeg uden stoevler, men jeg har alligevel ikke haft dem paa i 7 uger. Og nu er der ikke laengere nogen undskyldning for ikke at koebe nogle nye naar jeg kommer hjem... Det var da nok aergeligt;-)
Det var en fuldstaendig fantastisk og meget storslaaet oplevelse! - og denne gang var jeg ikke soesyg;-)
Hvis du har gaetter paa hvad svaret paa spoergsmaalet oeverst, saa er her det helt korrekte svar. Et par 10 aar gamle vandrestoevler (som efter danske standarder skal skiftes) kan bruges som betaling for en 20 km. koeretur i den lokal bus, vel og maerket for 3 personer, 3 store rygsaekke, 1 stor kuffert og 3 stk haandbagage! Ja det er ikke saa lidt. Jeg slap af med mine stoevler, som de seneste mange uger, faktisk bare har vaeret i vejen og irretterende at slaebe rundt paa, og fyren i bussen blev ovenud lykkelig - for for ham var det formodentlig dette aars (maaske en da hans livs) handel!
Saa nu er jeg uden stoevler, men jeg har alligevel ikke haft dem paa i 7 uger. Og nu er der ikke laengere nogen undskyldning for ikke at koebe nogle nye naar jeg kommer hjem... Det var da nok aergeligt;-)
lørdag den 25. oktober 2008
Saa blev vi faerdige (Afrika 16)
Efter at have arbejdet haardt - er maaske saa meget sagt, er vi nu faerdige med at indsamle data for denne gang. Vi har i hvert fald gjort vores til at vi i hvert fald faar naaet med hjem, som vi forhaabentlig kan bygge videre paa, udfra de muligheder og ressourcer vi har haft de seneste uger. Og hele forloebet sluttede selvfoelgelig af med at vores tolk (en vi selv fandt frem til i sidste uge) lagde sig syg med malaria og at min GPS straekkede. Saa kan man da vist heller ikke vaere mere "heldig". Naa men om ikke andet saa har vi alle tre laert rigtig meget om hvad det vil sige at lave feltarbejde i Afrika, og der er nok mange ting som vi vil goere anderledes en anden gang. Ikke bare hvad angaar vores egen indsats og hvordan vi har indsamlet data, men ogsaa i forhold til samarbejdet med afrikanere. For som det nok er gaaet op for de fleste saa har vi ikke vaeret helt heldige med de fleste facetter af dette projekt.
Fordi tingene ikke har gaaet helt efter planen er vi blevet tidligere faerdige med selve dataindsamlingen at vi nu har besluttet at vi fortjener lidt ferie. Saa de naeste uger staar igen paa oplevelser - forhaabentlig mange rigtig gode af slagsen. Vi har ogsaa besluttet at forlade Mozambique foer planlagt, saa jeg har faaet lavet min billet om saa i stedet for at flyve hjem fra Maputo, flyver jeg fra Johannesburg. Det aendre dog ikke paa at jeg er hjemme i Danmark igen om 28 dage - but who is counting?
Vi er i disse dage tilbage i Tofo, hvor vi ogsaa var i sidste weekend, og man kan godt fornemme som dagene gaar, at det at vi nu er faerdige med dataen faar stor betydning for vores humoer. Der er et stort pres som er forsvundet. Desvaere er vi kommet ind i den lille regntid, saa vejret er ikke saa godt som man kunne taenke sig, men lige pt er alt andet bedre en Furvella.
Jeg har foresten glemt at fortaelle at da vi i sidste weekend ogsaa var i Tofo, var vi ude og snorkle. Og denne gang snorklede vi med Mantarays, hvalhajer og delfiner. Vi saa ogsaa en pukkelhval. Saa nu har vi set 4 ud af 5 af "the big 5" i vandet. Total stor oplevelse, selvom jeg var rigtig, rigtig soesyg, som jeg aldrig har vaeret foer. Men trods alt var det en fantastisk oplevelse, i en ellers rigtig traels uge.
Men nu kan det ikke gaa andet end fremad - og jeg glaeder mig til de naeste ugers ferie:-)
Fordi tingene ikke har gaaet helt efter planen er vi blevet tidligere faerdige med selve dataindsamlingen at vi nu har besluttet at vi fortjener lidt ferie. Saa de naeste uger staar igen paa oplevelser - forhaabentlig mange rigtig gode af slagsen. Vi har ogsaa besluttet at forlade Mozambique foer planlagt, saa jeg har faaet lavet min billet om saa i stedet for at flyve hjem fra Maputo, flyver jeg fra Johannesburg. Det aendre dog ikke paa at jeg er hjemme i Danmark igen om 28 dage - but who is counting?
Vi er i disse dage tilbage i Tofo, hvor vi ogsaa var i sidste weekend, og man kan godt fornemme som dagene gaar, at det at vi nu er faerdige med dataen faar stor betydning for vores humoer. Der er et stort pres som er forsvundet. Desvaere er vi kommet ind i den lille regntid, saa vejret er ikke saa godt som man kunne taenke sig, men lige pt er alt andet bedre en Furvella.
Jeg har foresten glemt at fortaelle at da vi i sidste weekend ogsaa var i Tofo, var vi ude og snorkle. Og denne gang snorklede vi med Mantarays, hvalhajer og delfiner. Vi saa ogsaa en pukkelhval. Saa nu har vi set 4 ud af 5 af "the big 5" i vandet. Total stor oplevelse, selvom jeg var rigtig, rigtig soesyg, som jeg aldrig har vaeret foer. Men trods alt var det en fantastisk oplevelse, i en ellers rigtig traels uge.
Men nu kan det ikke gaa andet end fremad - og jeg glaeder mig til de naeste ugers ferie:-)
lørdag den 18. oktober 2008
Og saa alligevel! (Afrika 15)
Ja, saa sent som i mandags troede vi at nu ville feltarbejdet vende og nu ville det gaa fremad. Det var forventningen lige indtil at vi moedte vores engelsk vejleder i tirsdags. Og af mange forskellige grunde bliver det heller ikke her ligesom vi havde haabet, men vaerst er nok at vi igen er blevet efterladt - denne gang bare uden tolk! Saa der er ikke saa meget andet at sige at det hele bare er noget rigtig moej!
Igen er humoeret faldet til lavpunktet og det bliver svaert at motivere sig til at arbejde videre. Men vi har besluttet at nu arbejder vi haardt derud ad i naeste uge, og saa skal vi bare vaek herfra. For det ender lige meget med resultatet i naeste uge, med at mindst en af os skal finde et andet speciale naar vi kommer hjem. Foreloebig tyder det paa at jeg burde faa "nok" data med hjem til et helt speciale, men der er ligegyldig hvad ikke nok til to paracitologiske specialer (Dorte og Line's del). Saa det hjaelper heller ikke ligefrem paa arbejdsiveren.
Ja, det var vist hvad humoeret lige var til i dag! Og der kommer ikke noget nyt den naeste uges tid, for der er nemlig ikke noget net i miles omkreds fra Furevella!
Igen er humoeret faldet til lavpunktet og det bliver svaert at motivere sig til at arbejde videre. Men vi har besluttet at nu arbejder vi haardt derud ad i naeste uge, og saa skal vi bare vaek herfra. For det ender lige meget med resultatet i naeste uge, med at mindst en af os skal finde et andet speciale naar vi kommer hjem. Foreloebig tyder det paa at jeg burde faa "nok" data med hjem til et helt speciale, men der er ligegyldig hvad ikke nok til to paracitologiske specialer (Dorte og Line's del). Saa det hjaelper heller ikke ligefrem paa arbejdsiveren.
Ja, det var vist hvad humoeret lige var til i dag! Og der kommer ikke noget nyt den naeste uges tid, for der er nemlig ikke noget net i miles omkreds fra Furevella!
mandag den 13. oktober 2008
Fødselsdag på afrikansk (Afrika 14)
Så kom dagen (i går) hvor jeg er halvvejs gennem min rejse i Afrika - samme dag som jeg fyldte 26! Og den blev fejret med maner - så meget det nu kan lade sig gøre i Afrika.
Jeg startede dagen med at vågne kl 7 og med et tillykke med dagen fra Dorte og Line. Derefter satte vi os ud ved svømmepølen og læste lidt bog samt nød solens første stråler på en skyfri himmel - selvfølgelig! Jeg havde et lille brev med hjemmefra fra min kære storesøster, som jeg ikke måtte åbne før 12. oktober - hvilket jeg ikke har gjort, jeg har vidner! Inden i lå der en lille hilsen, et dansk flag og et lille lys som blev brugt ved aftensmaden:-) Dorte og Line havde været ude og købe en rigtig fin gave til mig; en flot giraf i træ, lige til samlingen derhjemme:-)
Derefter stod den på snorkeltur det meste af dagen. Der er nu noget over at fejre fødselsdag under sydens sol i 35 grader og ligge og svømme med en masse fisk - det kunne jeg godt vende mig til. Selvom det ikke helt virker som om det er min fødselsdag når vejret er så fantastisk, men konceptet af at ligge og plaske i vandkanten på en fødselsdag er bare fantastisk!
Da vi kom tilbage til hustlet og havde fået et bad, havde Dorte og Line købt ind til fødselsdagskage - det bestod af mariekiks og nutella, som lagkage og banan milkshake. En smule anderledes, men en rigtig sød og meget værdsat tanke. I "lagkagen" var der selvfølgelig lys, ikke lige 26, men kun 3, hvilket var meget heldigt idet det viste sig at være lys der antændte igen når de blev pustet ud.
Efter lidt afslapning gik vi på internetcafe, hvor jeg fik tjekket mails og der lå rigtig mange dejlige fødselsdagshilsner fra rigtig mange forskellige mennesker, som jeg ellers ikke plejer at få fødselsdagshilsner fra. Der er Facebook fantastisk - for der er nu ikke noget som at få en hilsen på dagen!
Dagen sluttede med 2 retters menu, hvor der i desserten blev sat lyset og flaget fra min søster. Så der blev endnu engang pustet og ønsket!
Alt i alt en rigtig dejlig fødselsdag som takket været en masse beskeder hjemmefra og Dorte og Lines store indsats for at fejre mig, gjorde dagen uforglemmelig!
Lige for en god ordens skyld - vi er ude af Beira og humøret har allerede skiftet markant, efter at vi har snakket med vores næste vejleder, som er klar til at møde os i Murrembene i morgen og tage fat på arbejdet. Så pludselig er det rigtig dejligt at være på feltarbejde i Afrika! Men meget mere om det de næste dage!
Jeg startede dagen med at vågne kl 7 og med et tillykke med dagen fra Dorte og Line. Derefter satte vi os ud ved svømmepølen og læste lidt bog samt nød solens første stråler på en skyfri himmel - selvfølgelig! Jeg havde et lille brev med hjemmefra fra min kære storesøster, som jeg ikke måtte åbne før 12. oktober - hvilket jeg ikke har gjort, jeg har vidner! Inden i lå der en lille hilsen, et dansk flag og et lille lys som blev brugt ved aftensmaden:-) Dorte og Line havde været ude og købe en rigtig fin gave til mig; en flot giraf i træ, lige til samlingen derhjemme:-)
Derefter stod den på snorkeltur det meste af dagen. Der er nu noget over at fejre fødselsdag under sydens sol i 35 grader og ligge og svømme med en masse fisk - det kunne jeg godt vende mig til. Selvom det ikke helt virker som om det er min fødselsdag når vejret er så fantastisk, men konceptet af at ligge og plaske i vandkanten på en fødselsdag er bare fantastisk!
Da vi kom tilbage til hustlet og havde fået et bad, havde Dorte og Line købt ind til fødselsdagskage - det bestod af mariekiks og nutella, som lagkage og banan milkshake. En smule anderledes, men en rigtig sød og meget værdsat tanke. I "lagkagen" var der selvfølgelig lys, ikke lige 26, men kun 3, hvilket var meget heldigt idet det viste sig at være lys der antændte igen når de blev pustet ud.
Efter lidt afslapning gik vi på internetcafe, hvor jeg fik tjekket mails og der lå rigtig mange dejlige fødselsdagshilsner fra rigtig mange forskellige mennesker, som jeg ellers ikke plejer at få fødselsdagshilsner fra. Der er Facebook fantastisk - for der er nu ikke noget som at få en hilsen på dagen!
Dagen sluttede med 2 retters menu, hvor der i desserten blev sat lyset og flaget fra min søster. Så der blev endnu engang pustet og ønsket!
Alt i alt en rigtig dejlig fødselsdag som takket været en masse beskeder hjemmefra og Dorte og Lines store indsats for at fejre mig, gjorde dagen uforglemmelig!
Lige for en god ordens skyld - vi er ude af Beira og humøret har allerede skiftet markant, efter at vi har snakket med vores næste vejleder, som er klar til at møde os i Murrembene i morgen og tage fat på arbejdet. Så pludselig er det rigtig dejligt at være på feltarbejde i Afrika! Men meget mere om det de næste dage!
torsdag den 9. oktober 2008
Naar man skal have tiden til at gaa! (Afrika 13)
Som de fleste nok har gaettet har der i de seneste uger vaeret en del spildtid her i Beira - tid som egentlig skulle have vaeret brugt paa at indsamle data, men som af rigtig mange aarsager er blevet brugt paa at vente. Saa faar at faa tiden til at gaa har vi faet laest boeger og engelske sladderblade (naar det har vaeret muligt at finde nogle) og saa er vi begyndte at lister...
Vi har indtil videre lavet foelgende lister:
1) Nytaarsforsaet!
Ja det lyder maaske lidt tideligt, men det er altid godt at vaere i god tid:-) Og saa er vi kommet frem til at jo foer ens vaner bliver aendret, jo storre er sandsynligheden for at det holder. Der er kommet hele 18 punkter paa listen - indtil videre!
2) Liste til hjemkomst!
Denne liste indeholder alt det vi skal huske naar vi kommer hjem. Det er alt lige fra moeder med vejleder, byture, madplaner og restaureringsprojecter. Denne liste er foreloebig paa 2 1/2 side!
3) Liste med retter!
Et af vores nytaarsfortsaet er at lave en madplan for hver uge. Og da vi i de sidste godt 20 dage stort set kun har faaet daasemad til aftensmad er der allerede kommet rigtig mange fantastiske retter - isaer klassiske danske, paa listen. Og er der en ting som vi alle 3 savner saa er det rugbroed med alverdens forskelligt paalaeg!
Det kan vaere at jeg lige i denne sammenhaeng skal naevne at jeg efter nu godt 6 uger i afrika har tabt knapt 7 kg - saa hvis det fortsaetter saadan, saa kommer jeg ned paa min forhenvaerende kampvaegt fra den gang jeg spillede haandbold paa hoejt plan. Det er saa kun ca. 8 aar siden, jeg har vaeret dernede - tiltraengt maaske, men nu maa vi se om det holder, naar jeg kommer hjem til de danske koedgryder igen:-)
4) Film
Vi har ogsaa lavet en liste med film vi gerne vil se, naar vi kommer hjem. Og tilfoejet hvem af os der eventuelt har den staaende paa hylden derhjemme. Hvem der bare kunne ligge paa sofaen og stene til tossekassen:-)
5) Oenskersedler
Ja det er jo ogsaa ved at vaere paa den tid hvor man skal taenke over hvad man lige staar og mangler... Det kan faktisk godt vaere lidt svaert naar man sidder i afrika, hvor det jo ikke ligefrem vrimler med mennesker der har alt hvad man egentlig behoever. Saa foreloebig er der ikke kommet saa meget paa listen.
Det var vist foreloebig hvad det var blevet til af lister her i meget kedelige Beira! I morgen er heldigvis sidste dag, og saa gaelder det bare om at komme vaek og ikke kigge sig tilbage. Det er egentlig lidt maerkeligt at sige at her vil jeg aldrig, aldrig nogensiden tilbage igen! Men saadan er det nu engang.
Vi rejser meget tidligt loerdag morgen sydover, hvor vi hopper af bussen i Vilankullus i 1 1/2 dag for at ligge lidt paa stranden, blive brun paa maven og faar de sidste 3 uger ud af kroppen.
Og paa mandag tager vi saa det sidste stykke ned til Inhambane hvor vi skal moedes med Derrek - en englaender ansat af DBL (dem vi ogsaa er hernede med), og saa skal vi laegge en slagplan for den sidste maaned, saa vi er sikre paa at vi har nok data med hjem til 3 fantastiske specialer.
Det var vist alt for denne gang! Jeg vil gaa ud og nyde resten af dagen inden det forhaabentlig bliver koeligt i aften, efter en dag hvor termometeret har vaeret over 35 grader... Haaber i derhjemme nyder det danske efteraar;-)
Og til alle jer der skal paa PFT - jeg haaber i faar en fantastisk uge, selvom det jo ikke bliver helt det samme nu jeg ikke er med;-)
Vi har indtil videre lavet foelgende lister:
1) Nytaarsforsaet!
Ja det lyder maaske lidt tideligt, men det er altid godt at vaere i god tid:-) Og saa er vi kommet frem til at jo foer ens vaner bliver aendret, jo storre er sandsynligheden for at det holder. Der er kommet hele 18 punkter paa listen - indtil videre!
2) Liste til hjemkomst!
Denne liste indeholder alt det vi skal huske naar vi kommer hjem. Det er alt lige fra moeder med vejleder, byture, madplaner og restaureringsprojecter. Denne liste er foreloebig paa 2 1/2 side!
3) Liste med retter!
Et af vores nytaarsfortsaet er at lave en madplan for hver uge. Og da vi i de sidste godt 20 dage stort set kun har faaet daasemad til aftensmad er der allerede kommet rigtig mange fantastiske retter - isaer klassiske danske, paa listen. Og er der en ting som vi alle 3 savner saa er det rugbroed med alverdens forskelligt paalaeg!
Det kan vaere at jeg lige i denne sammenhaeng skal naevne at jeg efter nu godt 6 uger i afrika har tabt knapt 7 kg - saa hvis det fortsaetter saadan, saa kommer jeg ned paa min forhenvaerende kampvaegt fra den gang jeg spillede haandbold paa hoejt plan. Det er saa kun ca. 8 aar siden, jeg har vaeret dernede - tiltraengt maaske, men nu maa vi se om det holder, naar jeg kommer hjem til de danske koedgryder igen:-)
4) Film
Vi har ogsaa lavet en liste med film vi gerne vil se, naar vi kommer hjem. Og tilfoejet hvem af os der eventuelt har den staaende paa hylden derhjemme. Hvem der bare kunne ligge paa sofaen og stene til tossekassen:-)
5) Oenskersedler
Ja det er jo ogsaa ved at vaere paa den tid hvor man skal taenke over hvad man lige staar og mangler... Det kan faktisk godt vaere lidt svaert naar man sidder i afrika, hvor det jo ikke ligefrem vrimler med mennesker der har alt hvad man egentlig behoever. Saa foreloebig er der ikke kommet saa meget paa listen.
Det var vist foreloebig hvad det var blevet til af lister her i meget kedelige Beira! I morgen er heldigvis sidste dag, og saa gaelder det bare om at komme vaek og ikke kigge sig tilbage. Det er egentlig lidt maerkeligt at sige at her vil jeg aldrig, aldrig nogensiden tilbage igen! Men saadan er det nu engang.
Vi rejser meget tidligt loerdag morgen sydover, hvor vi hopper af bussen i Vilankullus i 1 1/2 dag for at ligge lidt paa stranden, blive brun paa maven og faar de sidste 3 uger ud af kroppen.
Og paa mandag tager vi saa det sidste stykke ned til Inhambane hvor vi skal moedes med Derrek - en englaender ansat af DBL (dem vi ogsaa er hernede med), og saa skal vi laegge en slagplan for den sidste maaned, saa vi er sikre paa at vi har nok data med hjem til 3 fantastiske specialer.
Det var vist alt for denne gang! Jeg vil gaa ud og nyde resten af dagen inden det forhaabentlig bliver koeligt i aften, efter en dag hvor termometeret har vaeret over 35 grader... Haaber i derhjemme nyder det danske efteraar;-)
Og til alle jer der skal paa PFT - jeg haaber i faar en fantastisk uge, selvom det jo ikke bliver helt det samme nu jeg ikke er med;-)
tirsdag den 7. oktober 2008
Arbejdet fortsaetter - naesten (Afrika 12)
Vi er nu igang med uge 3 ud af 3 her i Beira og vi burde nok vaere ved at vaere faerdige med at samle data ind heroppe. Men som altid gaar tingene ikke helt som man forventer her i Afrika...
Dorte og Line blev heldigvis faerdige med at indsamle urinproever i fredags efter 3 dage med 113 boern. Og jeg har faaet over 60 spoergeskemaer tilbage, saa noget materiale har vi faaet. Problemet er saa bare at vi stadig mangler en del. Og som sagt foer er vi blevet overladt fuldstaendig til os selv, uden nogen kontaktpersoner her oppe i omraadet, saa naar der opstaar nye udfordringer (laes; problemmer) er vi lidt paa herrens mark. En af de stoerste udfordringer er sproget - hjemmefra var vi blevet lovet en tolk, som ville kunne hjaelpe os (og isaer mig med en masse interviews) igennem ugerne hernede. Vi havde i sidste uge ogsaa en rigtig dygtig en af slagsen, som faktisk (naesten) forstaar hvad det er det gaar ud paa, men han kunne desvaere ikke hjaelpe os i denne uge. Tilgengaeld kendte han lige en der kan engelsk og som havde tid til at hjaelpe os. Problemet er saa bare at han ikke er den skarpeste kniv i skuffen, og jeg tror ikke han helt har forstaaet hvad det drejer sig om. Derudover stammer han rigtig meget, noget han selvfoelgelig ikke kan goere for, men det goer det bare endnu svaere at forstaa hans gebrokne engelske.
Hjemmefra har vi sendt projectformuleringer ned for at dem hernede havde en ide om hvad vi ville, og for at de kunne svare paa om det kunne lade sig goere. Saa saa godtroende som vi er, havde vi forventet at de i det mindste var laest og kommenteret hvis der var noget der ikke kunne lade sig goere under disse forhold. Men der er ingen af os der hoerte noget inden vi tog hjemme fra. Nu viser det sig saa at der ikke helt er overensstemmelse med de undersoegelser vi gerne vil lave og saa hvad der er muligt taget forholdene i betragtning. MEN vi er her jo for at laere... Problemmet er jo saa bare at der ikke er nogen til at laere os det!
Naar men vi forsoeger at faa det bedste ud af de muligheder vi har og saa kan vi jo ikke goere saa meget mere!
Beira er desvaerre stadig en rigtig kedelig by, og der er ikke rigtig andet at lave her end at ligge og laese eller gaar lange ture. Saa vores foedder er ved at vaere kronisk sorte under neden og vi taeller rigtig meget ned til at vi i weekenden rejser videre. Vi skal nemlig ud og se lidt af Mozambique inden vi rejser 1000 km syd paa til Murrembene hvor anden og sidste del af projektet skal gennemfoeres. Vi skal dog ikke vaere i Murrembene foer den 26. oktober, for der kommer vores anden vejleder i Mozambique nemlig tilbage dertil, saa vi har tid nok! Forhaabentlig til at for set og oplevet lidt mere, ogsaa selvfoelgelig til at komme i lidt bedre humoer. For de seneste 3 uger har vaeret rigtig traelse. Og hvis jeg skal vaere helt aerlig har jeg for foerste gang i mit liv haft hjemve! - ja hvem skulle have troet det.
Vi har ogsaa alle overvejet om vi bare skulle sige det var det, og saa rejse hjem. Men vi holder ved faelles hjaelp ud, og vi er begyndt at dele tiden op. Saa i stedet for at snakke om hele maaneder, snakker vi nu i intervaller. Om 4 dage er vi ude af Beira, ogsaa 2 ugers oplevelser, 2-3 ugers arbejde, 1/2-1 1/2 uges oplevelser (og lidt arbejde) ogsaa er tiden i Mozambique over. Saa om 45 dage er det for mit vedkommende slut - og saa er jeg tilbage i Danmark:-)
Dorte og Line blev heldigvis faerdige med at indsamle urinproever i fredags efter 3 dage med 113 boern. Og jeg har faaet over 60 spoergeskemaer tilbage, saa noget materiale har vi faaet. Problemet er saa bare at vi stadig mangler en del. Og som sagt foer er vi blevet overladt fuldstaendig til os selv, uden nogen kontaktpersoner her oppe i omraadet, saa naar der opstaar nye udfordringer (laes; problemmer) er vi lidt paa herrens mark. En af de stoerste udfordringer er sproget - hjemmefra var vi blevet lovet en tolk, som ville kunne hjaelpe os (og isaer mig med en masse interviews) igennem ugerne hernede. Vi havde i sidste uge ogsaa en rigtig dygtig en af slagsen, som faktisk (naesten) forstaar hvad det er det gaar ud paa, men han kunne desvaere ikke hjaelpe os i denne uge. Tilgengaeld kendte han lige en der kan engelsk og som havde tid til at hjaelpe os. Problemet er saa bare at han ikke er den skarpeste kniv i skuffen, og jeg tror ikke han helt har forstaaet hvad det drejer sig om. Derudover stammer han rigtig meget, noget han selvfoelgelig ikke kan goere for, men det goer det bare endnu svaere at forstaa hans gebrokne engelske.
Hjemmefra har vi sendt projectformuleringer ned for at dem hernede havde en ide om hvad vi ville, og for at de kunne svare paa om det kunne lade sig goere. Saa saa godtroende som vi er, havde vi forventet at de i det mindste var laest og kommenteret hvis der var noget der ikke kunne lade sig goere under disse forhold. Men der er ingen af os der hoerte noget inden vi tog hjemme fra. Nu viser det sig saa at der ikke helt er overensstemmelse med de undersoegelser vi gerne vil lave og saa hvad der er muligt taget forholdene i betragtning. MEN vi er her jo for at laere... Problemmet er jo saa bare at der ikke er nogen til at laere os det!
Naar men vi forsoeger at faa det bedste ud af de muligheder vi har og saa kan vi jo ikke goere saa meget mere!
Beira er desvaerre stadig en rigtig kedelig by, og der er ikke rigtig andet at lave her end at ligge og laese eller gaar lange ture. Saa vores foedder er ved at vaere kronisk sorte under neden og vi taeller rigtig meget ned til at vi i weekenden rejser videre. Vi skal nemlig ud og se lidt af Mozambique inden vi rejser 1000 km syd paa til Murrembene hvor anden og sidste del af projektet skal gennemfoeres. Vi skal dog ikke vaere i Murrembene foer den 26. oktober, for der kommer vores anden vejleder i Mozambique nemlig tilbage dertil, saa vi har tid nok! Forhaabentlig til at for set og oplevet lidt mere, ogsaa selvfoelgelig til at komme i lidt bedre humoer. For de seneste 3 uger har vaeret rigtig traelse. Og hvis jeg skal vaere helt aerlig har jeg for foerste gang i mit liv haft hjemve! - ja hvem skulle have troet det.
Vi har ogsaa alle overvejet om vi bare skulle sige det var det, og saa rejse hjem. Men vi holder ved faelles hjaelp ud, og vi er begyndt at dele tiden op. Saa i stedet for at snakke om hele maaneder, snakker vi nu i intervaller. Om 4 dage er vi ude af Beira, ogsaa 2 ugers oplevelser, 2-3 ugers arbejde, 1/2-1 1/2 uges oplevelser (og lidt arbejde) ogsaa er tiden i Mozambique over. Saa om 45 dage er det for mit vedkommende slut - og saa er jeg tilbage i Danmark:-)
mandag den 29. september 2008
Hvor heldig kan man vaere???? (Afrika 11)
Saa er det blevet mandag og vi tog optimistiske ud paa skolen i Manga for at faa fat i de boern vi har udvalgt til at vaere med i vores undersoegelser. Det var det samme vi gjorde i fredags, hvor alle laerer ikke var moedt op paa grund af torsdagens fester. I dag moedte vi saa op til foerste runde (der afvikles 3 runder om dagen, med forskellige klasser og boern i hver) af undervisningen og fik ogsaa fat i de boern der var tilstede. Da vi saa kom til anden runde kom der nogle boern, men ikke saa mange - for slet ikke at tale om ingen laerer. Vi er nemlig i den heldige situation at guvanoeren for hele provinsen var lige netop i vores omraade i dag! Saa en del elever er formodentlig hjemme og passe huset mens foraeldre og laerer er til stormoede. Det kan man da kalde perfekt timing!
Naar men vi fik delt seddel ud til de boern der var der, hvor i vi indkalder deres vaerger til at komme i morgen, saa vi kan forklarer dem hvad det er vi vil udsaette deres boern for. Saa nu kan vi kun med spaending vente til i morgen og se hvor mange der dukker op...
Jeg fik i foregaaende indlaeg skrevet lidt om alle husene her i Beira [udtales; Bayra], med til historien hoerer at der selvfoelgelig bor mennesker i dem alle sammen. Ligegyldige hvor faldefaerdige og sundhedsfarlige husene er saa bor der mennesker! Og saa klager vi engang imellem over at det traekker lidt ind af vinduer og andre ting, som virker alt for banale at klage over naar man ser det i sammenhaeng med hvordan folk bor hernede.
Naar men vi fik delt seddel ud til de boern der var der, hvor i vi indkalder deres vaerger til at komme i morgen, saa vi kan forklarer dem hvad det er vi vil udsaette deres boern for. Saa nu kan vi kun med spaending vente til i morgen og se hvor mange der dukker op...
Jeg fik i foregaaende indlaeg skrevet lidt om alle husene her i Beira [udtales; Bayra], med til historien hoerer at der selvfoelgelig bor mennesker i dem alle sammen. Ligegyldige hvor faldefaerdige og sundhedsfarlige husene er saa bor der mennesker! Og saa klager vi engang imellem over at det traekker lidt ind af vinduer og andre ting, som virker alt for banale at klage over naar man ser det i sammenhaeng med hvordan folk bor hernede.
fredag den 26. september 2008
De foerste dage i Beira (Afrika 10)
Saa er vi blevet installeret og har vaeret klar til at arbejde siden i mandags, MEN vi er endnu ikke kommet rigtig igang. De ting som vi maaneden inden vi rejset skrev til Gerito (vores mozambiqanske vejleder) om han ville soerge for var klar naar vi kom, var selvfoelgelig ikke klar da vi endelig kom i kontakt med ham i mandags.
Efter den oprindelige aftale skulle Gerito have vaaret sammen med os her i Beira i en maaned, saa da vi moedtes med ham i mandags, havde vi en forventning om at det stadig holdt. Det viste sig at der ikke aabenbart ikke har vaeret meningen at han skulle vaere her da han overraskende nok bor i Maputo. Saa efter et doegn hvor nogle aftaler blev lavet og laboratoriet blev sat op rejset Gerito tilbage til Maputo. Vi blev efterladt i Beira med hans assistent som skulle hjaelpe os med at faa de sidste aftaler paa plads, inden han rejser tilbage til Maputo soendag. Vi har derfor brugt mandag, tirsdag og onsdag paa at lave aftaler og finde udstyr - og da vi troede at nu kunne vi komme i gang torsdag vist det sig at det var en helligdag og at alt var lukket. Fredag morgen moedte vi saa friske og veludhvillede op paa skolen, efter at have kopieret forskellige dokummenter og swelvfoelgelig ogsaa ventet i over en time paa Geritos assistent, viste det sig at ingen af laererne var moedt paa arbejde paa grund af gaardsdagens helligdagsfester. Saa endnu en gang fik vi ikke rigtig lavet noget.
Vi har alle haft en fornemmelse af at Gerito rent faktisk boede i Beira og at det var derfor at det var vigtigt (naemmest) at vi kom her op. Saa nu sidder vi lidt med en fornemmelse af - hvad er det egentlig lige vi laver her?????
Naar men fra paa mandag er vi helt alene. Vi har faaet en tolk som skal hjaelpe os ud paa skolen, hvor vi skal arbejde. Saa nu maa vi se om vi rent faktisk kommer igang med at arbejde paa mandag.
Som sagt er vi i Beira, som er Mozambiques 2. stoerste by. En by som uden tvivl engang har vaeret rigtig flot. Her er en masse rigtig gamle og engang flotte huse, som nu bare staar og forfalder. Der er huse hvor store dele af tagkonstruktionen er faldet sammen, hvor doerene mangler, vinduer faldet ud eller med saetningsrevner saa store at det er imponerende at huset stadig staar. Enkelte huse er dog blevet sat i stand (i hvert fald udvendigt) og skiller sig markant ud i gade billedet.
Det er lidt som at gaa rundt i en spoegelsesby - i torsdags gik vi en tur paa 3 timer rundt i byen og vi gik lidt med en fornemmelse af at det var stilhed foer stormen. Hvis man ikke viste at krigen forlaengst var forbi, saa kunne man godt forvente at se store kampvogne gennem gaderne naar naeste gadehjoerne blev forcerret. Men der kom ingen kampvogne :-) og stort set heller ingen mennesker.
Det siges at den nuvaerende borgmester i Beira har en plan om at faa Beira tilbage til hvad det var engang, saa om 10 aar kan det vaere at det hele er meget anderledes. Men lige i oejeblikket er her mere stille i Mozambiques anden stoerste by end der er i selv den mindste provinsby i Danmark.
Efter den oprindelige aftale skulle Gerito have vaaret sammen med os her i Beira i en maaned, saa da vi moedtes med ham i mandags, havde vi en forventning om at det stadig holdt. Det viste sig at der ikke aabenbart ikke har vaeret meningen at han skulle vaere her da han overraskende nok bor i Maputo. Saa efter et doegn hvor nogle aftaler blev lavet og laboratoriet blev sat op rejset Gerito tilbage til Maputo. Vi blev efterladt i Beira med hans assistent som skulle hjaelpe os med at faa de sidste aftaler paa plads, inden han rejser tilbage til Maputo soendag. Vi har derfor brugt mandag, tirsdag og onsdag paa at lave aftaler og finde udstyr - og da vi troede at nu kunne vi komme i gang torsdag vist det sig at det var en helligdag og at alt var lukket. Fredag morgen moedte vi saa friske og veludhvillede op paa skolen, efter at have kopieret forskellige dokummenter og swelvfoelgelig ogsaa ventet i over en time paa Geritos assistent, viste det sig at ingen af laererne var moedt paa arbejde paa grund af gaardsdagens helligdagsfester. Saa endnu en gang fik vi ikke rigtig lavet noget.
Vi har alle haft en fornemmelse af at Gerito rent faktisk boede i Beira og at det var derfor at det var vigtigt (naemmest) at vi kom her op. Saa nu sidder vi lidt med en fornemmelse af - hvad er det egentlig lige vi laver her?????
Naar men fra paa mandag er vi helt alene. Vi har faaet en tolk som skal hjaelpe os ud paa skolen, hvor vi skal arbejde. Saa nu maa vi se om vi rent faktisk kommer igang med at arbejde paa mandag.
Som sagt er vi i Beira, som er Mozambiques 2. stoerste by. En by som uden tvivl engang har vaeret rigtig flot. Her er en masse rigtig gamle og engang flotte huse, som nu bare staar og forfalder. Der er huse hvor store dele af tagkonstruktionen er faldet sammen, hvor doerene mangler, vinduer faldet ud eller med saetningsrevner saa store at det er imponerende at huset stadig staar. Enkelte huse er dog blevet sat i stand (i hvert fald udvendigt) og skiller sig markant ud i gade billedet.
Det er lidt som at gaa rundt i en spoegelsesby - i torsdags gik vi en tur paa 3 timer rundt i byen og vi gik lidt med en fornemmelse af at det var stilhed foer stormen. Hvis man ikke viste at krigen forlaengst var forbi, saa kunne man godt forvente at se store kampvogne gennem gaderne naar naeste gadehjoerne blev forcerret. Men der kom ingen kampvogne :-) og stort set heller ingen mennesker.
Det siges at den nuvaerende borgmester i Beira har en plan om at faa Beira tilbage til hvad det var engang, saa om 10 aar kan det vaere at det hele er meget anderledes. Men lige i oejeblikket er her mere stille i Mozambiques anden stoerste by end der er i selv den mindste provinsby i Danmark.
mandag den 22. september 2008
Ankommet til Mozambique (Afrika 9)
I gaar ankom vi til Beira, Mozambique hvor vi de naeste maaneder skal lave vores speciale. Vi skulle have vaeret hentet i lufthavnen af vores superviser hernede. Det blev vi ikke! Saa efter at have siddet og ventet i halvanden time, var vi noed til at finde et hotel inden det blev moerkt. Saa nu har vi brugt det meste af morgen paa at komme paa nettet og se om superviseren havde skrevet en mail. Hvilket han havde. MEN han havde selvfoelgelig ikke skrevet hvor og hvordan vi kunne faa fat i ham. Saa nu maa vi bare vente paa at han svarer paa vores mail!
En rigtig daarlig start paa 2 maaneders samarbejde.
En rigtig daarlig start paa 2 maaneders samarbejde.
onsdag den 17. september 2008
Lige saa langsomt tilbage til arbejdet (Afrika 8)
Efter 4 dages afslapning paa Zanzibar staar den nu paa godt 4 dages transport rundt i Afrika, hvor vi paa soendag lander i Mozambique og skal igang med det vi primaert kom herned for; at samle data til vores speciale.
Det har vaeret nogle fantastiske afslappende dage i Nungwi. Desvaerrer har det vaeret lidt overskyet om formiddagen, men ellers har det vaeret rigtig dejligt!
I dag sejler vi fra zanzibar til Dar Es Salaam - i morgen koerer vi i bus fra Dar mod Nairobi (praecis hvilken vej, og om det tager en eller to dage, ved vi foerst i eftermiddag) og paa loerdag flyver vi fra Nairobi til Pemba, Mozambique, inden vi soendag flyver fra Pemba til Beira. Det kommer nok til at kunne ses paa vores efterhaenden saedeformede bagdele, at vi endnu engang skal sidde ned i rigtig mange timer, flere dage i traek. Men saa starter hverdagen ogsaa. Det bliver spaendende at se hvor meget data vi ender med at faa med hjem - men det vil vi langsomt finde ud af i loebet af de naeste to maaneder.
Det har vaeret nogle fantastiske afslappende dage i Nungwi. Desvaerrer har det vaeret lidt overskyet om formiddagen, men ellers har det vaeret rigtig dejligt!
I dag sejler vi fra zanzibar til Dar Es Salaam - i morgen koerer vi i bus fra Dar mod Nairobi (praecis hvilken vej, og om det tager en eller to dage, ved vi foerst i eftermiddag) og paa loerdag flyver vi fra Nairobi til Pemba, Mozambique, inden vi soendag flyver fra Pemba til Beira. Det kommer nok til at kunne ses paa vores efterhaenden saedeformede bagdele, at vi endnu engang skal sidde ned i rigtig mange timer, flere dage i traek. Men saa starter hverdagen ogsaa. Det bliver spaendende at se hvor meget data vi ender med at faa med hjem - men det vil vi langsomt finde ud af i loebet af de naeste to maaneder.
mandag den 15. september 2008
Afslapning i Nungwi, Zanzibar (Afrika 7)
Vi har nu vaeret i Nungwi paa Zanzibars nordkyst i godt 2 dage, og det er ren afslapning! Det er bare super dejligt (og tiltraengt) inden vi rejser til Mozambique i naeste weekend. For noget kunne tyde paa at de ikke helt er saa klar til at modtage os, som vi havde haabet. Men lige nu proever vi at lade vaerer med at taenke for meget over det, og saa tage diskussionerne og beslutningerne naar vi kommer til Beira paa soendag, for at undgaa endnu flere misforstaaelser over mail'en.
Nok om det! Her i Nungwi er der den dejligste hvide sandstrand og tyrkisblaat hav saa langt oejet raekker. I gaar var vi paa snorkeltur, og snorklede ud for Bill Gates private oe, som han har lejet i 100 aar. Det var desvaerre lidt overskyet, saa vi kunne ikke se koraller og fisk saa klart som vi havde haabet, men det var rart alligevel bare at ligge og flyde rundt. Og saa at kunne genkende alle fiskene fra Find Nemo - gad vide om Disneys tegnere har vaeret paa snorkeltur paa Zanzibar? :-)
Omkring frokosttid blev vi sejlet over til en anden oe, for at spise grillet fisk, tomatsalat og selvfoelgelig ris. Da vi naesten var naaet derover trak det op til storm, og vi fik at vide at vi skulle hurtigt i land, skynde os at spise og saa tilbage til baaden inden vejret blev vaerre. Og da baaden hele tiden drev vaek fra land hoppede vi (eller fik et lille skub) ned i vandet, og svoemmede ind mod land, hvor vi fik maden serveret. Da det var spist, gjorde vi os klar til at gaa ud til baaden igen, og endnu en gang var kompinationen af vind og stroem for straerk til at baaden kunne komme ind til land. Saa vi fik alle aeren af at svoemme mod stroemmen ved at foelge ankertorvet tilbage til baaden. Line, Dorte og jeg komme alle op i baaden i foerste forsoeg, men der var nogle andre som ikke var hurtige nok, saa det kraevede lige en ekstra omgang. Med lidt hiv og sving kom alle ombord, ogsaa gik turen ellers tilbage til "vores" egen strand. Paa vejen ud sejlede vi mod stroemmen med motorhjaelp, men denne gang for sejl. Det var ti gange mere behageligt at sejle med sejl, det virkede meget mere naturligt.
Dagen i gaar endte desvaerre lidt skidt. Vi havde da vi ankom afleveret vores vasketoej paa hotellet, og fik at vide at det kunne hentes naeste dag. Saa da vi i gaar skulle hente det, spurgte de os om vi selv havde vaeret ude at hente noget af vores toej. Det havde vi ikke! Det betoed saa at der manglede en del af vores toej. Vi manglede: Line; 4 toppe og 1 toerklaede, Dorte; 2 toppe og 1 flis, Emilie; 1 top, 1 t-shirt og 1 nederdel. Til at starte med beskyldte hotellet nogle andre turister, som sjovt nok lige var rejst, for at have taget vores toej. Vi diskuterrede lidt frem og tilbage med dem, om hvad naeste skridt skulle vaerer, og vi naede frem til at manageren ville ringe til ejeren af hotellet for at hoerer hans mening. Her til morgen fik vi saa at vide at vi vil faa naesten hvad der svarer til hvad vi har betalt for at bo her tilbage, hvilket i grunden er rigtig flot. Det eneste er bare at Line de naeste maeneder er noed til at vaske bluser hver 3. dag, og det er lidt traels i laengden.
Jeg haaber bare at det ikke er nogle langfingrede turister, men nogle lokale som virkelig har haft brug for toejet som har taget det. Det kan jeg godt accepterrer selvom det lige nu er lidt irreterrende.
I dag staar den saa bare paa ren afslapning. Vi skal om lidt ned og nyde solen paa stranden med muligheden for konstant afkoeling i det indiske ozean. Meget bedre kan det ikke blive :-) Et par faa justeringer og det ville vaere perfekt!
Nok om det! Her i Nungwi er der den dejligste hvide sandstrand og tyrkisblaat hav saa langt oejet raekker. I gaar var vi paa snorkeltur, og snorklede ud for Bill Gates private oe, som han har lejet i 100 aar. Det var desvaerre lidt overskyet, saa vi kunne ikke se koraller og fisk saa klart som vi havde haabet, men det var rart alligevel bare at ligge og flyde rundt. Og saa at kunne genkende alle fiskene fra Find Nemo - gad vide om Disneys tegnere har vaeret paa snorkeltur paa Zanzibar? :-)
Omkring frokosttid blev vi sejlet over til en anden oe, for at spise grillet fisk, tomatsalat og selvfoelgelig ris. Da vi naesten var naaet derover trak det op til storm, og vi fik at vide at vi skulle hurtigt i land, skynde os at spise og saa tilbage til baaden inden vejret blev vaerre. Og da baaden hele tiden drev vaek fra land hoppede vi (eller fik et lille skub) ned i vandet, og svoemmede ind mod land, hvor vi fik maden serveret. Da det var spist, gjorde vi os klar til at gaa ud til baaden igen, og endnu en gang var kompinationen af vind og stroem for straerk til at baaden kunne komme ind til land. Saa vi fik alle aeren af at svoemme mod stroemmen ved at foelge ankertorvet tilbage til baaden. Line, Dorte og jeg komme alle op i baaden i foerste forsoeg, men der var nogle andre som ikke var hurtige nok, saa det kraevede lige en ekstra omgang. Med lidt hiv og sving kom alle ombord, ogsaa gik turen ellers tilbage til "vores" egen strand. Paa vejen ud sejlede vi mod stroemmen med motorhjaelp, men denne gang for sejl. Det var ti gange mere behageligt at sejle med sejl, det virkede meget mere naturligt.
Dagen i gaar endte desvaerre lidt skidt. Vi havde da vi ankom afleveret vores vasketoej paa hotellet, og fik at vide at det kunne hentes naeste dag. Saa da vi i gaar skulle hente det, spurgte de os om vi selv havde vaeret ude at hente noget af vores toej. Det havde vi ikke! Det betoed saa at der manglede en del af vores toej. Vi manglede: Line; 4 toppe og 1 toerklaede, Dorte; 2 toppe og 1 flis, Emilie; 1 top, 1 t-shirt og 1 nederdel. Til at starte med beskyldte hotellet nogle andre turister, som sjovt nok lige var rejst, for at have taget vores toej. Vi diskuterrede lidt frem og tilbage med dem, om hvad naeste skridt skulle vaerer, og vi naede frem til at manageren ville ringe til ejeren af hotellet for at hoerer hans mening. Her til morgen fik vi saa at vide at vi vil faa naesten hvad der svarer til hvad vi har betalt for at bo her tilbage, hvilket i grunden er rigtig flot. Det eneste er bare at Line de naeste maeneder er noed til at vaske bluser hver 3. dag, og det er lidt traels i laengden.
Jeg haaber bare at det ikke er nogle langfingrede turister, men nogle lokale som virkelig har haft brug for toejet som har taget det. Det kan jeg godt accepterrer selvom det lige nu er lidt irreterrende.
I dag staar den saa bare paa ren afslapning. Vi skal om lidt ned og nyde solen paa stranden med muligheden for konstant afkoeling i det indiske ozean. Meget bedre kan det ikke blive :-) Et par faa justeringer og det ville vaere perfekt!
fredag den 12. september 2008
Saa naaede vi til Zanzibar (Afrika 6)
Efter 2 timers sejlads naaede vi her til morgen frem til den afrikanske solskinsoe; Zanzibar. Foreloebig lever det fuldt ud op til forventningerne - asurdblaat vand, venlig mennesker og saa selvfoelgelig sol! Vi har brugt dagen i dag til bare at gaa rundt og se paa arkitekturen her i den gamle del af Zanzibar by. Det er en stor sammenblanding af indiske, afrikanske og mellemoestlige bygninger med ekstremt smalle gader, saa her er en helt speciel stemning. Oven i det er vi her midt i ramadanen, saa der er mange butikker der ikke har aabent, og det var rigtig svaert at finde et sted der solgte vand. Men det hoerer jo med naar man besoeger et muslimsk land midt i deres faste.
Vi havde hjemmefra snakket om, om det ville blive et problem for os at vi var danske, men der har overhoved ikke vaeret nogle problemer - snarer tvaertimod. Folk hernede er rigtig soede, og der er mange butiksejere der spoerger om vi er svenske naar vi staar og snakker indbyrdes. Naar vi forklarer dem at vi er danske siger de at det er ligesaa dejligt et land som Tanzania. Saa "so fare so good"
Dette gode indtryk af Tanzania blev dog lidt oedelagt i gaar, da vi ankom til Dar Es Salaam. Her er der ingen tvivl om at alle proever at snyde os, saa meget og saa godt de kan. Og det var ikke en rar fornemmelse at gaa rundt i byen i gaar. Det var svaert at faa lov at gaa for sig selv uden der var en masse i haelene paa os. Ankomsten var dog ogsaa rigtig skidt. Vi koerte direkte fra busterminalen til faergelejet for at koebe billet til Zanzibar i dag, her glemte Dorte sit kamera paa bordet. Det opdagede vi desvaerrer foerst da vi naeede til hotellet, saa huhej vilde dyr tog dorte og jeg tilbage. Og her fik vi selvfoelgelig lov at betale en uhyrer hoej "findeloen" for de kunne jo bare have solgt det videre som de sagde. Naa men vi fik det tilbage og alle billederne var stadig paa.
Tilslut vil jeg lige fortaelle om lige inden vi forlod Arusha.
Vi gik i forgaars rundt og noed byen, kiggede lidt paa butikker osv. og pludselig er der en der raaber foelgende efter mig:
"Hey beautyfull girl, with the african body" - et stoerrer kompliment kan en hvid kvinde vist naeppe faa hernede :-)
Saa det var vist godt jeg valgte at lade haaret gro, og ikke klippe det meste af igen, som jeg overvejede, for ellers var det da gaeet helt galt. For der er noget med at maasaierne finder det mest atraktivt med naesten ingen haar... Saa saa var jeg nok blevet indfanget hernede.
Vi havde hjemmefra snakket om, om det ville blive et problem for os at vi var danske, men der har overhoved ikke vaeret nogle problemer - snarer tvaertimod. Folk hernede er rigtig soede, og der er mange butiksejere der spoerger om vi er svenske naar vi staar og snakker indbyrdes. Naar vi forklarer dem at vi er danske siger de at det er ligesaa dejligt et land som Tanzania. Saa "so fare so good"
Dette gode indtryk af Tanzania blev dog lidt oedelagt i gaar, da vi ankom til Dar Es Salaam. Her er der ingen tvivl om at alle proever at snyde os, saa meget og saa godt de kan. Og det var ikke en rar fornemmelse at gaa rundt i byen i gaar. Det var svaert at faa lov at gaa for sig selv uden der var en masse i haelene paa os. Ankomsten var dog ogsaa rigtig skidt. Vi koerte direkte fra busterminalen til faergelejet for at koebe billet til Zanzibar i dag, her glemte Dorte sit kamera paa bordet. Det opdagede vi desvaerrer foerst da vi naeede til hotellet, saa huhej vilde dyr tog dorte og jeg tilbage. Og her fik vi selvfoelgelig lov at betale en uhyrer hoej "findeloen" for de kunne jo bare have solgt det videre som de sagde. Naa men vi fik det tilbage og alle billederne var stadig paa.
Tilslut vil jeg lige fortaelle om lige inden vi forlod Arusha.
Vi gik i forgaars rundt og noed byen, kiggede lidt paa butikker osv. og pludselig er der en der raaber foelgende efter mig:
"Hey beautyfull girl, with the african body" - et stoerrer kompliment kan en hvid kvinde vist naeppe faa hernede :-)
Saa det var vist godt jeg valgte at lade haaret gro, og ikke klippe det meste af igen, som jeg overvejede, for ellers var det da gaeet helt galt. For der er noget med at maasaierne finder det mest atraktivt med naesten ingen haar... Saa saa var jeg nok blevet indfanget hernede.
onsdag den 10. september 2008
I morgen rejser vi videre (afrika 5)
Efter en enkelt dag tilbage i Arusha har vi besluttet at nu vi ikke skal paa Kilimanjaro tager vi til Zanzibar i stedet;-) Der er der i oeblikket en lidt anden temperatur. Saa i morgen staar den paa 10 timers bustur til Dar es Salam. Saa naeste indlaeg bliver formodentlig fra en sandstrand ud til det indiske ozean!
4 dages safari (Afrika 4)
Saa skal Afrika opleves! Loerdag morgen kl. 8.30 blev vi hentet for at tage paa 4 dages safari til Lake Manyara, Serengetti National Park og Ngorongoro krateret. Vi skulle foelges med to sweisere, som vi moedte uden for argenturets kontor, hvor vi lige skulle betale de resterende 1.7 mio TS for at komme afsted (vi havde nemlig kun betalt 300.000 TS og 100 dollars dagen foer, men det er en laengere historie, som i maa faa en anden gang). Naa men da penge var betalt, satte vi 5 europaeere ind bag i 4-hjuls traekkeren med vores guide og kok paa forsaedet, ogsaa kig turen ellers mod Lake Manyara.
Vi naede frem til Panorama Camp med udsigt over soeen ved frokost tid, saa da taskerne var paa plads i teltene spiste vi afrikanske madpakke. Slet ikke saa tosset endda! Da vi havde spist blev taget taget af bilen, ogsaa gik dette ellers ned af bjerget for at se de vilde dyr. Vi snakkede undervejs om hvor maerkeligt det er pludselig at befinde sig i den rigtig afrikanske natur, og baade Line Dorte og jeg var lidt i tvivl om vi faktisk sad hjemme foran fjerneren og saa et national geographic program.
Tilbage i lejren blev der serveret aftensmad - og alle rygter om at man tager paa af at vaere paa safari lader til at vaere sandt, for der bliver bestemt ikke sparet paa fedtstoffet.
Soendag morgen pakkede vi sammen for at koerer mod Serengetti. Paa vejen dertil koerte vi igennem en landsby, hvor der var en lille salgsbod med navnet; Barack Obama Shop - afrika er klar til at faa en sort amerikansk praesident. Der er kun en vej ind i parken og det er gennem Ngorongorg Conservation area - den har de udtaenkt godt, saa er man nemlig noed til at betale for 2 entrerer, saa vi fik set det kratter vi skal se den sidste dag oppefra.
Inden vi naede ind i Serengetti besoegte vi en Maasai landsby, hvor vi blev budt velkommen med en saerlig velkomst dans. Derefter blev vi vist ind i et lille hus af Ndooto,haevdingens soen - altsaa en af dem, for denne haevding har 24 koner og 94 boern. En flittig mand! Ndooto fortalte os at han har en kaereste, men at han da ogsaa gerne ville giftes med en af os. Men det kunne altaa ikke blive lige nu for han ejer endnu ikke 20 koeer... Saa vi maa vente med taalmodighed:-) Derefter koerte vi ind i Serengetti og spiste lidt frokost, inden vi for alvor skulle se paa dyr. Vi ankom til lejren, som nok maa siges ikke at vaere som forventet. Vi fandt nemlig ret hurtigt ud af at vi skulle sove 10 meter fra det hoeje graes uden noget hegn, saa vi endte med at have en loeve gaaende samt boefler der graesede lige bag teltet denne nat. De andre laa vaagne det meste af natten, men jeg sov dejligt! Jeg vaegnede kun en enkelt gang af hanloevens broel. Det var en lidt skraemende oplevelse da det stod paa, men fedt nu det er overstaaet.
Dag 3 paa safarien startede med en koeretur over savanen i solopgangens fantastiske lys. Og igen saa vi en masse vilde dyr i alle stoerelser. Efter endnu en frokost koerte vi tilbage mod Ngorongoro og en ny lejrplads. Her fik vi saa glaede af elefanter og zebraer som synes at de ligesaa godt kunne gaa lige igennem lejren.
Safariens sidste dag boed paa vilde dyr i Ngorongoro krateret. Forskellen fra de andre steder vi har set er at de dyr der er i krateret ikke migrerer med aarstiderne, men bliver i krateret da der er rigeligt med mad. Det betyder saa ogsaa at dyrene her er noget stoerere.
Vi fik desvaerre kun set 4 ud af "the big five" (elefant, leopart, boeffel og loeve) - vi manglede et naesehorn, saa der er ikke andet at goere end at vi engang maa tilbage hertil :-)
Liste over de dyr vi har set (dansk, engelsk og swahili)
Bavian, elefant, impala, vortesvin, velvet monkey, gulnaebet stork, zebra, maraboo stork, pelikan, zebra, flodhest, gnu, boeffel, giraf, naesehornsfugl, dik-dik, flamingo, bushback, skorpion, vandrende pind, grand gazelle, argami lizzard, Riddiback, loever, stenbuk grib, tapi, dvaergpapegoege, struds, jordegern, basard eagle, gepard, leopard, waterback, hyaener , crowned crane ogsaa er der nok nogle jeg har glemt!
Vi naede frem til Panorama Camp med udsigt over soeen ved frokost tid, saa da taskerne var paa plads i teltene spiste vi afrikanske madpakke. Slet ikke saa tosset endda! Da vi havde spist blev taget taget af bilen, ogsaa gik dette ellers ned af bjerget for at se de vilde dyr. Vi snakkede undervejs om hvor maerkeligt det er pludselig at befinde sig i den rigtig afrikanske natur, og baade Line Dorte og jeg var lidt i tvivl om vi faktisk sad hjemme foran fjerneren og saa et national geographic program.
Tilbage i lejren blev der serveret aftensmad - og alle rygter om at man tager paa af at vaere paa safari lader til at vaere sandt, for der bliver bestemt ikke sparet paa fedtstoffet.
Soendag morgen pakkede vi sammen for at koerer mod Serengetti. Paa vejen dertil koerte vi igennem en landsby, hvor der var en lille salgsbod med navnet; Barack Obama Shop - afrika er klar til at faa en sort amerikansk praesident. Der er kun en vej ind i parken og det er gennem Ngorongorg Conservation area - den har de udtaenkt godt, saa er man nemlig noed til at betale for 2 entrerer, saa vi fik set det kratter vi skal se den sidste dag oppefra.
Inden vi naede ind i Serengetti besoegte vi en Maasai landsby, hvor vi blev budt velkommen med en saerlig velkomst dans. Derefter blev vi vist ind i et lille hus af Ndooto,haevdingens soen - altsaa en af dem, for denne haevding har 24 koner og 94 boern. En flittig mand! Ndooto fortalte os at han har en kaereste, men at han da ogsaa gerne ville giftes med en af os. Men det kunne altaa ikke blive lige nu for han ejer endnu ikke 20 koeer... Saa vi maa vente med taalmodighed:-) Derefter koerte vi ind i Serengetti og spiste lidt frokost, inden vi for alvor skulle se paa dyr. Vi ankom til lejren, som nok maa siges ikke at vaere som forventet. Vi fandt nemlig ret hurtigt ud af at vi skulle sove 10 meter fra det hoeje graes uden noget hegn, saa vi endte med at have en loeve gaaende samt boefler der graesede lige bag teltet denne nat. De andre laa vaagne det meste af natten, men jeg sov dejligt! Jeg vaegnede kun en enkelt gang af hanloevens broel. Det var en lidt skraemende oplevelse da det stod paa, men fedt nu det er overstaaet.
Dag 3 paa safarien startede med en koeretur over savanen i solopgangens fantastiske lys. Og igen saa vi en masse vilde dyr i alle stoerelser. Efter endnu en frokost koerte vi tilbage mod Ngorongoro og en ny lejrplads. Her fik vi saa glaede af elefanter og zebraer som synes at de ligesaa godt kunne gaa lige igennem lejren.
Safariens sidste dag boed paa vilde dyr i Ngorongoro krateret. Forskellen fra de andre steder vi har set er at de dyr der er i krateret ikke migrerer med aarstiderne, men bliver i krateret da der er rigeligt med mad. Det betyder saa ogsaa at dyrene her er noget stoerere.
Vi fik desvaerre kun set 4 ud af "the big five" (elefant, leopart, boeffel og loeve) - vi manglede et naesehorn, saa der er ikke andet at goere end at vi engang maa tilbage hertil :-)
Liste over de dyr vi har set (dansk, engelsk og swahili)
Bavian, elefant, impala, vortesvin, velvet monkey, gulnaebet stork, zebra, maraboo stork, pelikan, zebra, flodhest, gnu, boeffel, giraf, naesehornsfugl, dik-dik, flamingo, bushback, skorpion, vandrende pind, grand gazelle, argami lizzard, Riddiback, loever, stenbuk grib, tapi, dvaergpapegoege, struds, jordegern, basard eagle, gepard, leopard, waterback, hyaener , crowned crane ogsaa er der nok nogle jeg har glemt!
Fra Nairobi til Arusha (Afrika 3)
Paa denne rejses tredje dag stod den paa 6 timers bustur fra Nairobi til Arusha, Tanzania. Dagen startede dog meget tidligt for vores chauffoer havde sagt at vi skulle koerer kl. 6:15 for at naa ind til centrum af Nairobi til kl. 7:30 pga morgentrafikken. Saa selvfpelgelig stolede vi paa Emmos. 
Det resulterede dog i at vi sad foran buskontoret kl. 6:40, og saa kunne vi jo ellers bare sidde der og vente. Da bussen endelig kom blev vi stablet ind, foerst med alt bagage i bussen indtil de opdagede hvor mange der skulle med. Saa blev det hele kastet op paa taget i stedet. Der var allerede godt med mennesker i bussen, men bagsaedet var frit, saa det tog vi. Problemmet var bare at der ikke var nok benplads, saa vi sad rimelig skaevt for at kunne vaere der. Saa da der kom en og spurgte om han maatte sidde paa det 4. og sidste bagsaede, sagde vi at selvfoelgelig maatte han det, men vi kunne ikke flytte vores ben, saa han blev nok lidt klemt. Han valgte saa et andet saede, men hans ven brugte saa de naeste 6 timer paa at se rigtigt surt paa os.
Med alle ombord blev speederen trykket i bund og afsted det gik! Det virker ikke som 0m at der er saerlig mange regler hvad angaar bilkoersel her i Kenya (og Tanzania for den sags skyld). Der er dog en regel og det er at der er venstrekoersel. MEN hvis vejen er bedre i hoejre side saa koerer man da bare der, saa maa man jo bare flytte sig i sidste oejeblik hvis der kommer modkoerende.
Da vi endelig ankom til Arusha havde vi besluttet at finde et rejseargentur der kunne hjaelpe os saa vi kunne komme til Kilimanjaro og paa safari. Det foerste sted vi kom ind saa rigtig fornemt ud, men var rimelig peberet, og ham vi snakkede med havde ikke helt styr paa sit produkt. Saa da vi havde faaet prisen gik vi igen. Vi blev koert over til en andet og lidt mindre luksuioest sted, hvor vi til at starte med var lidt forvirrede, men vi endte med til sammen at bruge 2.1 million (altsaa Tanzanianzke schellings) efter at have vaeret i Arusha i under en time. Saa vi skal paa safari!
Vi har droppet ideen om at bestige Kilimanjaro - det blev lige en tand for dyrt! (vi har saa senere fundet ud af at der i oejeblikket er minus 20, saa vi er glade for beslutningen).
Det resulterede dog i at vi sad foran buskontoret kl. 6:40, og saa kunne vi jo ellers bare sidde der og vente. Da bussen endelig kom blev vi stablet ind, foerst med alt bagage i bussen indtil de opdagede hvor mange der skulle med. Saa blev det hele kastet op paa taget i stedet. Der var allerede godt med mennesker i bussen, men bagsaedet var frit, saa det tog vi. Problemmet var bare at der ikke var nok benplads, saa vi sad rimelig skaevt for at kunne vaere der. Saa da der kom en og spurgte om han maatte sidde paa det 4. og sidste bagsaede, sagde vi at selvfoelgelig maatte han det, men vi kunne ikke flytte vores ben, saa han blev nok lidt klemt. Han valgte saa et andet saede, men hans ven brugte saa de naeste 6 timer paa at se rigtigt surt paa os.Med alle ombord blev speederen trykket i bund og afsted det gik! Det virker ikke som 0m at der er saerlig mange regler hvad angaar bilkoersel her i Kenya (og Tanzania for den sags skyld). Der er dog en regel og det er at der er venstrekoersel. MEN hvis vejen er bedre i hoejre side saa koerer man da bare der, saa maa man jo bare flytte sig i sidste oejeblik hvis der kommer modkoerende.
Da vi endelig ankom til Arusha havde vi besluttet at finde et rejseargentur der kunne hjaelpe os saa vi kunne komme til Kilimanjaro og paa safari. Det foerste sted vi kom ind saa rigtig fornemt ud, men var rimelig peberet, og ham vi snakkede med havde ikke helt styr paa sit produkt. Saa da vi havde faaet prisen gik vi igen. Vi blev koert over til en andet og lidt mindre luksuioest sted, hvor vi til at starte med var lidt forvirrede, men vi endte med til sammen at bruge 2.1 million (altsaa Tanzanianzke schellings) efter at have vaeret i Arusha i under en time. Saa vi skal paa safari!
Vi har droppet ideen om at bestige Kilimanjaro - det blev lige en tand for dyrt! (vi har saa senere fundet ud af at der i oejeblikket er minus 20, saa vi er glade for beslutningen).
fredag den 5. september 2008
Jeg har klappet en giraf (Afrika 2)
Den foerste hele dag i Kenya skulle selvfoelgelig bruges paa at lege turister. Saa vi lagde et stramt program for dagen.
Vi startede med at besoege et sted for foraeldreloese, forladte babyelefanter der kun har aabent 1 time om dagen for ikke at elefanterne skal blive for paavirket af menneskelig kontakt, men at det stadig er muligt for centreret at tjene penge. 10 soede smaa elefanter blev vist frem, fundet i det meste af Kenya. Det var et rigtig hyggeligt sted, hvor der ikke er nogen tvivl om at det er dyrenes velfaerd der er sat hoejere end turisme.
Derefter gik turen til Kenya Giraf Center hvor man har mulighed for at fodre og klappe giraffer (billederne kommer senere)! Saa jeg har klappet en giraf - succes! Til dem der ikke ved det - saa har jeg en vis facination af netop dette dyr. Desvaere bar stedet lidt praeg af at det skulle tjene penge paa turister, men saadan er virkeligheden jo desvaerer.
Den sidste ting paa dagens program var at se Karen Blixsens afrikanske farm. Det var en lidt maerkelig fornemmelse, at vaere i hendes stuer, men ogsaa meget imponerende.
Endnu en dejlig dag i Afrika!
Vi startede med at besoege et sted for foraeldreloese, forladte babyelefanter der kun har aabent 1 time om dagen for ikke at elefanterne skal blive for paavirket af menneskelig kontakt, men at det stadig er muligt for centreret at tjene penge. 10 soede smaa elefanter blev vist frem, fundet i det meste af Kenya. Det var et rigtig hyggeligt sted, hvor der ikke er nogen tvivl om at det er dyrenes velfaerd der er sat hoejere end turisme.
Derefter gik turen til Kenya Giraf Center hvor man har mulighed for at fodre og klappe giraffer (billederne kommer senere)! Saa jeg har klappet en giraf - succes! Til dem der ikke ved det - saa har jeg en vis facination af netop dette dyr. Desvaere bar stedet lidt praeg af at det skulle tjene penge paa turister, men saadan er virkeligheden jo desvaerer.
Den sidste ting paa dagens program var at se Karen Blixsens afrikanske farm. Det var en lidt maerkelig fornemmelse, at vaere i hendes stuer, men ogsaa meget imponerende.
Endnu en dejlig dag i Afrika!
Ankomsten til Afrika 3. september (Afrika 1)
Saa naaede Line, Dorte og jeg til Kenya hvor vi skulle tilbringe de naeste dage paa Karen Camp - et hyggeligt lille hostel lidt uden for Nairobi.
Udover de 20 kg (plus) vi hver havde med, havde vi ogsaa lige en kuffort med udstyr som Line og Dorte skal bruge i Mozambique. Vi frygtede lidt hvad vi skulle betale i overpris, men ved at forvirrer den stakkels fyr bag disken, lykkedes det at faa det hele med uden problemer.
Udover de 20 kg (plus) vi hver havde med, havde vi ogsaa lige en kuffort med udstyr som Line og Dorte skal bruge i Mozambique. Vi frygtede lidt hvad vi skulle betale i overpris, men ved at forvirrer den stakkels fyr bag disken, lykkedes det at faa det hele med uden problemer.
Line og Dorte på landingsbanen i Nairobi
Flyveturen ned gik uden de store forsinkelser, men til gengaeld stod vi naesten halvanden time i koe for at faa visa til Kenya. Men vi kom ind, hvorefter vi blev koert til hostel'et, for at komme af med al vores baggage. Vi koerte til start af en meget fin asfaltvej, men paa et tidspunkt drejede vi af for at tage en "smutvej"af en dejlig stoevet vej - saa ved man ligesom man er i afrika naar huden har faaet en laekker roed-brun farve efter bare 10 min. Tilgengaeld saa vi det foeste afrikanske dyr - en struds!
Da vi havde lagt vores baggage af blev vi koert tilbage ind til Nairobi for at booke flybilletter saa vi kan komme fra Nairobi til Beira, Mozambique den 20. september. Med lidt startvanskeligheder og en virksomhed der aldrig ville kunne kalde sig serviceminded fik vi vores billetter. Et fint hvidt A4-ark med en gul overstregning - det kan man da kalde en billet :-) Naa men vi fik den og nu skal vi ikke laengere taenke paa det.
En gade i Nairobi
For at faa et overblik over Nairobi foreslog vores chaffoer at vi skulle besoege Nairobi Cenferencen Center, og fra 31. sals hoejde maa man sige vi fik et overblik. Det er fantastisk at se en storby oppefra for man faa virkelig et indtryk af de forskelligheder der ogsaa er i en by som Nairobi.
Tre piger på toppen af Nairobi
Dermed var den foerste dag med alle dens indtryk i Afrika mere eller mindre slut, det blev lige til lidt kortspil paa terrassen, et bad og naeet mad inden soveposen kaldte. For soevn og natflyvning haenger paa trods af konceptet: natflyvning ikke helt sammen.
Solopgang set fra flyveren
mandag den 1. september 2008
Første efterårsdag - sidste dag i DK inden afrejsen
Så siger kalenderen 1. september og den danske sommer er med al sin variation over. Det har på mange punkter været en fantastisk sommer - solen har skinnet når jeg har haft fri og det har regnet når jeg har været på arbejde, så kan det dårligt blive bedre :-) Men sommeren har også været en lang ventetid på at siderne i kalenderen skulle vise 2. september - og nu er det pludselig i morgen.
Flyveren letter i morgen kl. 15.50 med afgang mod Nairobi over London, og de næste 81 dage (bare spørg min mor :-)) er jeg at finde på den afrikanske savanne. Det bliver super fantastisk, men er også en lille smule skræmmende. For det første ved vi hvad det er vi skal ned og lave, men hvor meget data vi får med hjem ved vi ikke. For det er stort set umuligt på forhånd at sige bl.a. hvor mange interviews vi kommer til at lave - det kommer trods alt til at foregå i "African Time" [læs; hvad vi ikke når i dag, når vi måske i morgen, ellers i næste uge].
For det andet er det første gang i mit snart 26 årige liv at jeg skal være så længe væk fra familie og venner. Sidste år var jeg en måned i Thailand, tiden gik ok stærkt, men jeg var også klar til at tage hjem, da måneden var gået. Denne gang er det så bare lige 3 gange så lang tid. Jeg har altid haft udlængsel og har aldrig lidt af hjemveg, men det er stadig længe ikke at have mulighed for at følge med i hvad der sker her hjemme. Det kan også være det bare er min nysgerighed der spiller mig et pus - for tænk nu hvis jeg gik glip af noget ;-)
Jeg er efterhånden ved at have styr på de sidste detaljer og fået sagt farvel til dem der skulle siges farvel til.
I torsdags var det sidste gang til spejder og i fredags var turen så kommet til arbejdet. Det er meget mærkeligt at gå at sige "vi ses til Jul" til rigtig mange mennesker, som jeg normalt ser minimum en gang om ugen. Jeg kommer virkelig til at savne venskaberne og sammenholdet især til spejder. Men jeg skal hele tiden minde mig selv om at det trods alt ikke er mere end 3 måneder - jeg kommer jo tilbage igen!
Lørdag var jeg så inde og sige farvel til min farmor. Hun er jo desværre blevet rimelig dement og kan ikke huske hvad hun sagde for 2 minutter siden, men hvad der skete for 50 år siden står som regel lysende klart. Så det er meget gentagelser og de samme historier, der er en del af samtalen. Men i modsætning til de sidste par gange jeg har besøgt hende, var hun rigtig glad i lørdags, og vi grinede rigtig meget sammen. Det virker som om at de nye anti-depresive piller hun har fået har betydet at hele verden ikke længere er så slem.
Vi har i mange år spøgt med at min farmor har lovet at blive 90 - og det snakkede vi også om i lørdags. Og da jeg så sagde at nu var målet jo snart nået (der er ikke mere end 3 år til), så sagde farmor; "3 år - det er jo lige om lidt. Jeg er ikke klar til at dø! Så skal vi ikke sige 100 i stedet". Som sagt så gjort - så nu hedder det ikke længere 90, men 100! Sikke en fest vi skal holde, hvis det holder stik:-)
Og for første gang i mit liv har jeg vædet med min farmor! Vi vædede 100 kr. på at hun er kommet på Betaniahjemmet, når jeg er kommer hjem fra Afrika. (Jeg skal dog kun betale 50 kr. hvis jeg taber:-)) Så forhåbentlig har hun fået en sidste, men permenent bolig når vi skriver 22. november!
I går søndag var det så blevet tid til at mødes, lige den nærmeste familie, til kaffe og aftensmad, så jeg lige kunne få kysset og krammet mine nevøer og niesser for de næste 3 måneder. Det er ikke gået helt op for de 2 mindste at jeg ikke er der det næste stykke tid. Men hvad de små ikke helt forstår, forstår de store så til fulde i stedet.
Bastian, Sofie og jeg startede dage i zoologisk have, for vi skulle lige nå at se det nye elefanthus. Noget vi har snakket om længe, men som vi ikke lige har fået gjort. Så det skulle jo være i går, hvis vi skulle nå det. Det var som sædvanlig nogle rigtige hyggelige timer i zoo, og vi fik set det vi kom efter.
Dagen endte så hjemme hos Louise og Peter og alle deres børn :-) med Gullash og kartoffelmos! God mad og dejligt selskab:-). Da det blev tid til at de store skulle i seng, var det jo selvfølgelig Moster Mille der skulle læse Godnat-historie. Og det er til dato, den sværeste historie jeg har skullet læse. For selvom bogen handlede om mariehøns, så var det lidt svært at læse bogstaverne for alle tårerne i øjnene. Så med en klump i halsen fik jeg krammet og puttet Bastian, men da Sofie spurgte hvorfor jeg havde vand på kinden, var der ikke noget at gøre. Der var ligesom noget der ikke kunne holdes tilbage. Det betød så også at Sofie begyndte at græde, og ville ikke give slip de næste 5 min. Som I nok kan fornemme var det ikke helt nemt at få sagt farvel til dem - Bastian er dybt skuffet over at Moster M ikke er hjemme til hans fødselsdag og Sofie mener ikke hun kan klare at gå til spejder uden sin moster. Men jeg er sikker på at de begge nok skal klare det - og glæder mig til at kramme dem alle 4 igen nå jeg kommer hjem.
Nå! men nu er første halvdel af den sidste hele dag i DK gået, og jeg skal lige nå at få pakket tingene i rygsækken, købt det sidste og så selvfølgelig sove i en rigtig seng! Derudover har jeg da her til morgen fået min computer til endelig at virke med det særlige program jeg skal bruge til at lave kort med. Det har kun taget en lille uge, men jeg nåede det da;-)
Nu blev dette indlæg, der egentlig bare var tænkt som et kort et af slagsen, rimelig langt og måske en smule rørstrømsk, så nu vil jeg slutte! Kan I alle have nogle fantastiske efterårsmåneder herhjemme i Danmark! Jeg kommer til at savne jer alle og glæder mig til at se jer igen, når vinteren har lagt sin klamme hånd ned over det ganske land!
Flyveren letter i morgen kl. 15.50 med afgang mod Nairobi over London, og de næste 81 dage (bare spørg min mor :-)) er jeg at finde på den afrikanske savanne. Det bliver super fantastisk, men er også en lille smule skræmmende. For det første ved vi hvad det er vi skal ned og lave, men hvor meget data vi får med hjem ved vi ikke. For det er stort set umuligt på forhånd at sige bl.a. hvor mange interviews vi kommer til at lave - det kommer trods alt til at foregå i "African Time" [læs; hvad vi ikke når i dag, når vi måske i morgen, ellers i næste uge].
For det andet er det første gang i mit snart 26 årige liv at jeg skal være så længe væk fra familie og venner. Sidste år var jeg en måned i Thailand, tiden gik ok stærkt, men jeg var også klar til at tage hjem, da måneden var gået. Denne gang er det så bare lige 3 gange så lang tid. Jeg har altid haft udlængsel og har aldrig lidt af hjemveg, men det er stadig længe ikke at have mulighed for at følge med i hvad der sker her hjemme. Det kan også være det bare er min nysgerighed der spiller mig et pus - for tænk nu hvis jeg gik glip af noget ;-)
Jeg er efterhånden ved at have styr på de sidste detaljer og fået sagt farvel til dem der skulle siges farvel til.
I torsdags var det sidste gang til spejder og i fredags var turen så kommet til arbejdet. Det er meget mærkeligt at gå at sige "vi ses til Jul" til rigtig mange mennesker, som jeg normalt ser minimum en gang om ugen. Jeg kommer virkelig til at savne venskaberne og sammenholdet især til spejder. Men jeg skal hele tiden minde mig selv om at det trods alt ikke er mere end 3 måneder - jeg kommer jo tilbage igen!
Lørdag var jeg så inde og sige farvel til min farmor. Hun er jo desværre blevet rimelig dement og kan ikke huske hvad hun sagde for 2 minutter siden, men hvad der skete for 50 år siden står som regel lysende klart. Så det er meget gentagelser og de samme historier, der er en del af samtalen. Men i modsætning til de sidste par gange jeg har besøgt hende, var hun rigtig glad i lørdags, og vi grinede rigtig meget sammen. Det virker som om at de nye anti-depresive piller hun har fået har betydet at hele verden ikke længere er så slem.
Vi har i mange år spøgt med at min farmor har lovet at blive 90 - og det snakkede vi også om i lørdags. Og da jeg så sagde at nu var målet jo snart nået (der er ikke mere end 3 år til), så sagde farmor; "3 år - det er jo lige om lidt. Jeg er ikke klar til at dø! Så skal vi ikke sige 100 i stedet". Som sagt så gjort - så nu hedder det ikke længere 90, men 100! Sikke en fest vi skal holde, hvis det holder stik:-)
Og for første gang i mit liv har jeg vædet med min farmor! Vi vædede 100 kr. på at hun er kommet på Betaniahjemmet, når jeg er kommer hjem fra Afrika. (Jeg skal dog kun betale 50 kr. hvis jeg taber:-)) Så forhåbentlig har hun fået en sidste, men permenent bolig når vi skriver 22. november!
I går søndag var det så blevet tid til at mødes, lige den nærmeste familie, til kaffe og aftensmad, så jeg lige kunne få kysset og krammet mine nevøer og niesser for de næste 3 måneder. Det er ikke gået helt op for de 2 mindste at jeg ikke er der det næste stykke tid. Men hvad de små ikke helt forstår, forstår de store så til fulde i stedet.
Bastian, Sofie og jeg startede dage i zoologisk have, for vi skulle lige nå at se det nye elefanthus. Noget vi har snakket om længe, men som vi ikke lige har fået gjort. Så det skulle jo være i går, hvis vi skulle nå det. Det var som sædvanlig nogle rigtige hyggelige timer i zoo, og vi fik set det vi kom efter.
Dagen endte så hjemme hos Louise og Peter og alle deres børn :-) med Gullash og kartoffelmos! God mad og dejligt selskab:-). Da det blev tid til at de store skulle i seng, var det jo selvfølgelig Moster Mille der skulle læse Godnat-historie. Og det er til dato, den sværeste historie jeg har skullet læse. For selvom bogen handlede om mariehøns, så var det lidt svært at læse bogstaverne for alle tårerne i øjnene. Så med en klump i halsen fik jeg krammet og puttet Bastian, men da Sofie spurgte hvorfor jeg havde vand på kinden, var der ikke noget at gøre. Der var ligesom noget der ikke kunne holdes tilbage. Det betød så også at Sofie begyndte at græde, og ville ikke give slip de næste 5 min. Som I nok kan fornemme var det ikke helt nemt at få sagt farvel til dem - Bastian er dybt skuffet over at Moster M ikke er hjemme til hans fødselsdag og Sofie mener ikke hun kan klare at gå til spejder uden sin moster. Men jeg er sikker på at de begge nok skal klare det - og glæder mig til at kramme dem alle 4 igen nå jeg kommer hjem.
Nå! men nu er første halvdel af den sidste hele dag i DK gået, og jeg skal lige nå at få pakket tingene i rygsækken, købt det sidste og så selvfølgelig sove i en rigtig seng! Derudover har jeg da her til morgen fået min computer til endelig at virke med det særlige program jeg skal bruge til at lave kort med. Det har kun taget en lille uge, men jeg nåede det da;-)
Nu blev dette indlæg, der egentlig bare var tænkt som et kort et af slagsen, rimelig langt og måske en smule rørstrømsk, så nu vil jeg slutte! Kan I alle have nogle fantastiske efterårsmåneder herhjemme i Danmark! Jeg kommer til at savne jer alle og glæder mig til at se jer igen, når vinteren har lagt sin klamme hånd ned over det ganske land!
onsdag den 27. august 2008
A few reasons why guys like girls
Jeg fik nedenstående i en mail i går. Og pludselig står alt jo lysende klart og så alligevel - men den fik i hvert fald mig til at smile.
Here are a few reasons why guys like girls:
1.
They will always smell good even if its just shampoo
2.
The way their heads always find the right spot on our shoulder
3.
How cute they look when they sleep
4.
The ease in which they fit into our arms
5.
The way they kiss you and all of a sudden everything is right in the world
6.
How cute they are when they eat
7.
The way they take hours to get dressed but in the end it makes it all worth while
8.
Because they are always warm even when its minus 30 outside
9.
The way they look good no matter what they wear
10.
The way they fish for compliments even though you both know that you think she's the most beautiful thing on this earth
11.
How cute they are when they argue
12.
The way her hand always finds yours
13.
The way they smile
14.
The way you feel when you see their name on the call ID after you just had a big fight
15.
The way she says 'lets not fight anymore' even though you know that an hour later....
16.
The way they kiss when you do something nice for them
17.
The way they kiss you when you say 'I love you'
18.
Actually ... just the way they kiss you...
19.
The way they fall into your arms when they cry
20.
Then the way they apologize for crying over something that silly
21.
The way they hit you and expect it to hurt
22.
Then the way they apologize when it does hurt.
(even though we don't admit it)!
23.
The way they say 'I miss you'
24.
The way you miss them
25.
The way their tears make you want to change the world so that it doesn't hurt her anymore..... Yet regardless if you love them, hate them, wish they would die or know that you would die without them ... it matters not. Because once in your life, whatever they were to the world they become everything to you. When you look them in the eyes, traveling to the depths of their souls and you say a million things without trace of a sound, you know that your own life is inevitable consumed within the rhythmic beatings of her very heart. We love them for a million reasons, No paper would do it justice. It is a thing not of the mind but of the heart. A feeling. Only felt.
They will always smell good even if its just shampoo
2.
The way their heads always find the right spot on our shoulder
3.
How cute they look when they sleep
4.
The ease in which they fit into our arms
5.
The way they kiss you and all of a sudden everything is right in the world
6.
How cute they are when they eat
7.
The way they take hours to get dressed but in the end it makes it all worth while
8.
Because they are always warm even when its minus 30 outside
9.
The way they look good no matter what they wear
10.
The way they fish for compliments even though you both know that you think she's the most beautiful thing on this earth
11.
How cute they are when they argue
12.
The way her hand always finds yours
13.
The way they smile
14.
The way you feel when you see their name on the call ID after you just had a big fight
15.
The way she says 'lets not fight anymore' even though you know that an hour later....
16.
The way they kiss when you do something nice for them
17.
The way they kiss you when you say 'I love you'
18.
Actually ... just the way they kiss you...
19.
The way they fall into your arms when they cry
20.
Then the way they apologize for crying over something that silly
21.
The way they hit you and expect it to hurt
22.
Then the way they apologize when it does hurt.
(even though we don't admit it)!
23.
The way they say 'I miss you'
24.
The way you miss them
25.
The way their tears make you want to change the world so that it doesn't hurt her anymore..... Yet regardless if you love them, hate them, wish they would die or know that you would die without them ... it matters not. Because once in your life, whatever they were to the world they become everything to you. When you look them in the eyes, traveling to the depths of their souls and you say a million things without trace of a sound, you know that your own life is inevitable consumed within the rhythmic beatings of her very heart. We love them for a million reasons, No paper would do it justice. It is a thing not of the mind but of the heart. A feeling. Only felt.
Tænk på alt det vi piger slipper for hvis verden var som ovenstående. Vi behøvede ikke at tænke på; parfumer; om vi savler når vi sover; om vi smasker når vi spiser; at finde det helt rigtige sæt tøj; om vi bliver røde i hoved når temprementet koger over eller; om øjnene løber i vand når vi ser Hokus Krukus i fjernsynet. Det er åbenbart alt sammen ligemeget for vi, tøser, er bare lækre i os selv lige meget hvad:-)
søndag den 17. august 2008
16 dage tilbage!
Ja så er der ikke mange dage tilbage før jeg vender næsen mod sydens kraftige sol - når jeg først kommer derned er jeg sikker på at det bliver fantastisk. Men indtil da, begynder jeg at få en lille smule stress på. Der er rigtig mange ting som ikke er på plads endnu, men jeg når det nok det plejer jeg jo.
Jeg var i fredags inde og snakke med min vejleder efter jeg i tirsdags sendte ham min synopsis. Han har indtil nu ikke været så tændt på ideen, men da jeg kom indtil ham i fredags var han helt op at ringe - på den fede måde. Det var super fedt at mærke at jeg ikke er helt galt på den, og at det jeg har planlagt nok skal blive til et speciale.
Hvis der er nogle der vil ses hvor jeg skal hen, så gå ind på Google Earth og skriv følgende i søgefeltet:
Morrumbene, Mozambique
Beira, Mozambique (træk kortet lidt mod vest)
Det er de steder jeg skal være en måned hvert sted. Der udover skal vi så kigge lidt på den fantastiske natur i Kenya/Tanzania i 14 dages tid inden vi for alvor, skal igang med alle vores projekter. Men følg med her på siden de næste måneder - hvis jeg altså kommer i nærheden af et internet der virker, så er det her jeg vil skrive om løst og fast og hvad jeg måtte opleve syd for equator.
Jeg var i fredags inde og snakke med min vejleder efter jeg i tirsdags sendte ham min synopsis. Han har indtil nu ikke været så tændt på ideen, men da jeg kom indtil ham i fredags var han helt op at ringe - på den fede måde. Det var super fedt at mærke at jeg ikke er helt galt på den, og at det jeg har planlagt nok skal blive til et speciale.
Hvis der er nogle der vil ses hvor jeg skal hen, så gå ind på Google Earth og skriv følgende i søgefeltet:
Morrumbene, Mozambique
Beira, Mozambique (træk kortet lidt mod vest)
Det er de steder jeg skal være en måned hvert sted. Der udover skal vi så kigge lidt på den fantastiske natur i Kenya/Tanzania i 14 dages tid inden vi for alvor, skal igang med alle vores projekter. Men følg med her på siden de næste måneder - hvis jeg altså kommer i nærheden af et internet der virker, så er det her jeg vil skrive om løst og fast og hvad jeg måtte opleve syd for equator.
torsdag den 7. august 2008
Så skal hænderne foldes!
Jeg har i dag modtaget nedenstående, som kræver at vi alle folder hænderne og beder om at dette ikke sker.
Mission Station Hill sold! - Urgent Prayer Request
Posted: 05 Aug 2008 10:18 PM CDT
Annual Conference is in session now in Africa. Today David Persons received a call from one of their Bishops. He had just learned that one of the local tribal chiefs has sold the mission station's hill to a Greek mining company.
This is the hill that Woody Bartlett (Lori's dad) built the large cross out of metal barrels. It is also the home of their water well. Full details are not known at this time, but David has a meeting later this week which will hopefully give him further direction.
David and Lori ask for massive amounts of intercessory prayer and fasting from all of us.
Der er tale om det bjerg hvorfra alt vandet til missionsstationen Mulungwishi kommer fra. Det var blandt andet selve pumben og hele vandforsyning som Den Gode Forbindelse, Metodistkirkens missionsproject 2006 var nede at renoverer. Det vil derfor få massiv betydning for alle brugere af missionsstationen (syge, skoleelever, lærer, landmænd og beboere) hvis det ikke længere vil være muligt at få vand i vandhanen.
Bjerget og korset set nedefra
Udsigten fra bjerget nedover missionsstationen.
søndag den 29. juni 2008
Et rigtigt dårligt match!
En ca. 20 gammel blender og kogende suppe er et rigtig dårligt match! Så dårligt at det resulterede i en kombineret 1. og 2. grads forbrænding på undersiden af mit højre håndled.
Det skete fredag eftermiddag da jeg var i gang med at lave 10 l. suppe til Signe og hendes klassekammeratter, der var på rundtur i lastbil til alle forældre i anledningen af at de er blevet studenter. Det er stadig lidt uvist hvorfor og hvordan det egentlig kunne ske, men ikke desto mindre puttede jeg suppen i blenderen satte låget på og tændte, og så opstod der et overtryk som gjorde at låget blev presset op og der stod så suppe op på mit håndled, resten af mig og ud over hele køkkenet. Så jeg sad så med hånden i vand, stort set konstant fra kl. 16 til kl. 23 - det var rigtig hyggeligt :-(
For lige at at slutte historien, så blev suppen lavet færdig af min far. Lastbilen kom med 26 godt overrislede studenter, og noget af suppen blev spist - dog ikke så meget som forventet!
Min lillesøster er blevet student!
Tænk at min lille lillesøster nu er så gammel at hun er blevet student!
Så er hun åbenbart ikke så lille mere, men det er svært nogle gange at følge med for tiden går bare stærkt. Nej, hvor lyder jeg gammel! Nå, men det virker i hvert fald ikke som om at det er 19 år siden at vi blev 3 søstre i stedet for 2. Det var dengang jeg kunne overtale min morfar til at rulle taget ned på deres bil og stå op og nyde vindens sus'en i håret på vej mod Hillerød Sygehus, på trods af at min mormor havde brugt laaaang tid på at bobbe håret, og bestemt ikke var tilfreds med at jeg fik lov at bestemme om taget skulle være oppe eller nede:-)Nå, men hvem skulle have troet at alle 3 søstre af en guldsmed og en bankuddannet skulle ende med en studentereksammen. Det var der nok ikke mange der havde regnet med.
Til glæde for vores mor havde de to ældste søstre (altså mig og Louise) taget vores studenterhuer med i tirsdags da Signe blev student, så vores forældre kunne få et billede af alle deres tre piger iført hvide huer. Er vi ikke yndige?!
Signe havde i anledningen af at hun jo blev student inviteret en 35-45 familiemedlemmer og venner til aftensmad på dagen for hendes hue. Det betød jo at der skulle laves en masse mad! Og som sædvanlig gik jeg i køkkenet for at lave mad til alle gæsterne, dog i fællesskab med min mor og en af hendes veninder. Nå, men jeg stod for at bage boller, lave grønsagstærter, stege frikadeller og så selvfølgelig de hjemmelavede jordbærkager. Jordbærkagerne var dog et fler-dags projekt, men rigtig gode det blev de! Der endte med at være en masse rigtig lækker mad i dagens anledning.
Det er da heldigt at en af søstrene kan og gider lave mad :-)
Resultatet af den sidste eksamen!
Sidste fredag var jeg som tidligere skrevet til den sidste rigtige eksamen på geografi! Og det gik alt taget i betraktning rigtig godt. Jeg fik et 7 tal med hjem, så jeg er godt tilfreds. Jeg var lidt i tvivl da jeg afleverede opgaven, om jeg egentlig havde forstået oplæget rigtigt og om jeg havde svaret på det jeg skulle, men det havde jeg jo åbenbart. Der manglede dog lidt om på hvilken skala/nivaeu de analyser jeg skal lave i mit speciale skal foretages på, men det kan jeg så bruge sommerferien til at tænke over. Det rigtig gode af det hele er dog at jeg kan bruge langt det meste fra det skriftlige oplæg til min speciale synopsis, så det er bare at copi-paste og så tilføje lidt, så er den hjemme!
Men nu er det så sommerferie i hvert fald fra skolebænken, tilgengæld skal der arbejdes så der kommer penge i kassen.
Men nu er det så sommerferie i hvert fald fra skolebænken, tilgengæld skal der arbejdes så der kommer penge i kassen.
onsdag den 11. juni 2008
Den sidste eksamen...
Ja så er jeg ved at være så langt at jeg kun har én "rigtig" eksamen tilbage i min tid på universitetet. Jeg mangler også lige mit forsvar af speciale, men det er ikke helt det samme.
For 1½ uge siden havde jeg min sidste undervisningstime på geografi og nu sidder jeg så og sveder (måske ikke lige i dag - det er dejlig køligt) over et 10 siders essay i faget; Landevaluering og Naturressourceforvaltning.
Faget lød rigtig spændende på papiret, men det er desværre et metode fag. Det er nok egentlig meget sundt for min meget praktiske hjerne, men jeg må ærgeligt indrømme at det ikke lige er det der tænder mig aller mest. Jeg vil meget hellere have fag som jeg umiddelbart kan se at jeg kan bruge til noget, og ikke fag hvor at man sidder og diskuterer den ene metode frem for den anden, og hvilken teori der ligger bag. Når men nu er det nu engang sådan - så jeg skal bare have skrevet de 10 sider. Så kan jeg vende blikket mod mit speciale og få de sidste ting på plads inden afrejsen d. 2. september :-)
For 1½ uge siden havde jeg min sidste undervisningstime på geografi og nu sidder jeg så og sveder (måske ikke lige i dag - det er dejlig køligt) over et 10 siders essay i faget; Landevaluering og Naturressourceforvaltning.
Faget lød rigtig spændende på papiret, men det er desværre et metode fag. Det er nok egentlig meget sundt for min meget praktiske hjerne, men jeg må ærgeligt indrømme at det ikke lige er det der tænder mig aller mest. Jeg vil meget hellere have fag som jeg umiddelbart kan se at jeg kan bruge til noget, og ikke fag hvor at man sidder og diskuterer den ene metode frem for den anden, og hvilken teori der ligger bag. Når men nu er det nu engang sådan - så jeg skal bare have skrevet de 10 sider. Så kan jeg vende blikket mod mit speciale og få de sidste ting på plads inden afrejsen d. 2. september :-)
torsdag den 22. maj 2008
Man bliver aldrig for stor til "ride, ride, ranke"
Nyd især ansigtet når det for alvor går igang!
Det var gårsdagens helt store griner :-)
onsdag den 7. maj 2008
Vi kan bare det der!
Jeg var til styrelsesmøde i DUF (Dansk Ungdoms Fællesråd) forrige lørdag. Mødet startede egentlig fredag, hvor jeg desvære var forhindret i at deltage. Men fredag var der en oplægsholder som fortalte om fundraising og hvilke muligheder vi som forskellige organisationer har for at få penge ind på andre måder end gennem kommunale tilskud. Det var åbentbart et rigtig godt oplæg, som jeg jo desvære gik glip af. Men lørdag var der flere der kom hen til mig og sagde "ja I [kirkelige organisationer] kan bare det der med fundraising" - og hvor har de ganske ret!
I løbet af de sidste 3 uger har jeg været til 2 fantastiske arrangementer, hvor det med meget få midler er lykkedes at samle penge ind. Det første arrangement var MBUF's delegeretmøde hvor vi samlede knap 15.500 kr. ind til gadebørn i Likasi i DR Congo, mens det andet var Jerusalemskirkens missionssøndag. Her samlede vi knap 13.400 kr. ind til de 3 projekter (kvindelige studerende i Congo, en præstestuderende i Letland, HopeCenter i Letland) som Jerusalemskirkens missionsforum støtter.
Vi har en lang og god tradition i metodistkirken såvel som andre kirkelige organisationer for at samle penge ind til folk der ikke har det lige så godt som vi har herhjemme. En tradition som vi skal holde fast i, men som vi også er nød til at udbygge samt følge med tiden med. Der er mange der allerede er godt på vej. Se fx:
http://metodistkirken.dk/downloads/Giv%20et%20gavebevis.pdf (Metodistkirkens Missionsråd)
http://www.kibera.dk/ (Babtistkirkens Børne- og Ungdomsforbund)
- men ligesom med så meget andet, er tilbudene mange og vi er efterhånden i hård konkurrence om folks overskydende kroner og øre. Denne konkurrence bliver formodentlig ikke mindre hvis de svage jungletrommer taler sandt, om at alle frivillige organisation skal begynde at se sig om efter nye finansieringsmuligheder udover de kommunale tilskudsordninger. Så vi står over for en udfordring - hvordan fortsætter vi traditionen og engagementer for at indsamle penge til svagere stillede samtidig med at vi formodentlig skal ud og finde penge til den daglige drift af vores frivillige organisationer? For mig er der ingen tvivl om at vi som samfund har råd til begge dele - vi skal dog finde en balancegang som gør at folk ikke bliver trætte af hele tiden at skulle tage stilling til hvad eller hvem de skal støtte.
MEN den tid den sorg! Lad os glæde os over at vi som kirke har indsamlet knap 30.000 kr. på 2 søndage - VI KAN BARE DET DER!
I løbet af de sidste 3 uger har jeg været til 2 fantastiske arrangementer, hvor det med meget få midler er lykkedes at samle penge ind. Det første arrangement var MBUF's delegeretmøde hvor vi samlede knap 15.500 kr. ind til gadebørn i Likasi i DR Congo, mens det andet var Jerusalemskirkens missionssøndag. Her samlede vi knap 13.400 kr. ind til de 3 projekter (kvindelige studerende i Congo, en præstestuderende i Letland, HopeCenter i Letland) som Jerusalemskirkens missionsforum støtter.
Vi har en lang og god tradition i metodistkirken såvel som andre kirkelige organisationer for at samle penge ind til folk der ikke har det lige så godt som vi har herhjemme. En tradition som vi skal holde fast i, men som vi også er nød til at udbygge samt følge med tiden med. Der er mange der allerede er godt på vej. Se fx:
http://metodistkirken.dk/downloads/Giv%20et%20gavebevis.pdf (Metodistkirkens Missionsråd)
http://www.kibera.dk/ (Babtistkirkens Børne- og Ungdomsforbund)
- men ligesom med så meget andet, er tilbudene mange og vi er efterhånden i hård konkurrence om folks overskydende kroner og øre. Denne konkurrence bliver formodentlig ikke mindre hvis de svage jungletrommer taler sandt, om at alle frivillige organisation skal begynde at se sig om efter nye finansieringsmuligheder udover de kommunale tilskudsordninger. Så vi står over for en udfordring - hvordan fortsætter vi traditionen og engagementer for at indsamle penge til svagere stillede samtidig med at vi formodentlig skal ud og finde penge til den daglige drift af vores frivillige organisationer? For mig er der ingen tvivl om at vi som samfund har råd til begge dele - vi skal dog finde en balancegang som gør at folk ikke bliver trætte af hele tiden at skulle tage stilling til hvad eller hvem de skal støtte.
MEN den tid den sorg! Lad os glæde os over at vi som kirke har indsamlet knap 30.000 kr. på 2 søndage - VI KAN BARE DET DER!
mandag den 28. april 2008
Turen går til Afrika
Jubiiiiii - jeg skal igen til Afrika! Denne gang går turen til Mozambique i små 3 måneder fra starten af september. Jeg skal ned og lave feltundersøgelser til mit speciale, så jeg skal besøge små landsbyer, snakke med en masse mennesker og kortlægge nogle forskellige områder. Det bliver fantastisk :-)
Jeg bruge mit speciale på at finde ud af om der er en sammenhæng mellem den måde folk lever på (deres livelihood strategi) og om de bliver smittet med en sygdom der hedder schistastomiasis, eller om det bare er rent tilfældtigt hvem det er der bliver smittet.
Schistastomiasis er en af de "lækre" sygdomme man kan være "heldig" at få hvis man bruger eller bader i inficeret ferskvand. Infectionen opstår hvis man kommer i kontakt med en parasit som lever i ferskvand. Den trænger igennem huden og ind i kroppen hvor den lægger æg, som kommer ud med ens afføring. Hvis det igen kommer i kontakt med ferskvand og der er en særlig snegl i vandet optager sneglene æggene, som så bliver klækket til parasitter. Og så starter det hele forfra. Lyder det ikke bare rigtig lækkert?!
Jeg skal følges med 2 parasitaloger, så jeg skal ikke alene afsted - til stor glæde for min mor :-) Nej men det er da helt klart også hyggeligere at have nogle at dele oplevelserne med. Men tænk en tur til Afrika, det kan man da ikke blive i andet end godt humør af :-)
Jeg bruge mit speciale på at finde ud af om der er en sammenhæng mellem den måde folk lever på (deres livelihood strategi) og om de bliver smittet med en sygdom der hedder schistastomiasis, eller om det bare er rent tilfældtigt hvem det er der bliver smittet.
Schistastomiasis er en af de "lækre" sygdomme man kan være "heldig" at få hvis man bruger eller bader i inficeret ferskvand. Infectionen opstår hvis man kommer i kontakt med en parasit som lever i ferskvand. Den trænger igennem huden og ind i kroppen hvor den lægger æg, som kommer ud med ens afføring. Hvis det igen kommer i kontakt med ferskvand og der er en særlig snegl i vandet optager sneglene æggene, som så bliver klækket til parasitter. Og så starter det hele forfra. Lyder det ikke bare rigtig lækkert?!
Jeg skal følges med 2 parasitaloger, så jeg skal ikke alene afsted - til stor glæde for min mor :-) Nej men det er da helt klart også hyggeligere at have nogle at dele oplevelserne med. Men tænk en tur til Afrika, det kan man da ikke blive i andet end godt humør af :-)
Tiden der gik for hurtigt...
Gad vide hvor de sidste 3 måneder er blevet af... De er i hvert fald fløjet gennem fingrene på mig. Jeg har brugt de seneste måneder til at arbejde fuldtids som studentermedhjælp i Hillerød Kommunes Miljø-sektion. Det har været rigtig dejligt at have fri når man har fri - altså ikke at der lige ligger en 50-80 sider og venter på at blive læst. Det har været fantastisk at være fri for den evindelige dårlige samvittighed.
Selvom jeg har haft mere "fritid" så synes jeg faktisk at jeg har nået mindre end jeg plejer. Se bare hvornår jeg sidst har opdateret denne blok.
Nå - men nu er jeg startet på uni igen. Jeg skal have et fag som jeg faktisk også havde sidste år, men som jeg ikke tog eksamen i pga problemer med mit lille hoved, så jeg kunne ikke koncentrerer mig i særlig lang tid ad gangen. Derfor tager jeg nu faget igen, det er faktisk imponerende så lidt jeg kan huske...
Selvom jeg har haft mere "fritid" så synes jeg faktisk at jeg har nået mindre end jeg plejer. Se bare hvornår jeg sidst har opdateret denne blok.
Nå - men nu er jeg startet på uni igen. Jeg skal have et fag som jeg faktisk også havde sidste år, men som jeg ikke tog eksamen i pga problemer med mit lille hoved, så jeg kunne ikke koncentrerer mig i særlig lang tid ad gangen. Derfor tager jeg nu faget igen, det er faktisk imponerende så lidt jeg kan huske...
lørdag den 19. januar 2008
Tiden går, og klokken slår!
Endnu engang er der gået et pænt stykke tid siden sidst jeg har skrevet lidt om geografens tanker. Man kunne foranledes til at tro at det var fordi geografen ikke har gjort sig nogle tanker på det sidste - det er ikke helt forkert og så alligevel synes jeg at hoved nogen gange føles som om det er ved at sprænges.
Siden sidst har den stået på total familiehygge hen over julen. Jeg tog hjem til min forældre, godt læsset med gaver, bøger (der skulle læses op til eksamen) og en masse andet skrammel den 21 december. Juleaften blev fejret hos min søster og svorger og alle deres dejlige børn.
Det endte med at jeg blev hos de "gamle" indtil nytårsaftensdag - og fik selvfølgelig ikke åbnet en bog! Tilgengæld blev der slappet totalt af efter den helt store traditionsrige julefrokost d. 25. december med familien på min mors side.
Nytårsaften blev fejret med 3 rigtig gode venner fra universitet og 10 andre dejlige unge mennesker. De forskellige opgaver var blevet delt ud på forhånd; jeg skulle lave dessert! Jeg brugte en del tid og forsøg på at finde den helt rigtige lækkerbisken. Det endte med at bliver en hjemmelavet hindbær miroir (en slags hindbær mouse) på en mandelbund. Den vagte stor jubel og fik nok aftens største bifald - man har vel lov at være lidt stolt! Det var en rigtig hyggelig aften!!!!
I dette nye år har den så primært stået på skole og arbejde i hverdagene. Og i årets første 2 weekender har den stået på mere familiehygge.
Den første weekend stod først på fødselsdags-brunch for min morbror og kusine. Det er fantastisk at være med til at fejre en, der på trods af at have rundet de 66 stadig går meget op i at være "personen" [fødselsdagsbarnet]. Efter fødselsdagshyggen havde jeg inviteret de to store af nevøer og niecerne til at overnatte og en tur i zoologiskhave, så vi tog deres mor og far samt tvillingerne med hjem til aftensmad. Pludselig var huset fuldt - 7 mennesker på 40 kvadratmeter, hvoraf 4 af dem er under 8 skaber liv, glæde og lidt tumult. Min søster påstår at hun aldrig har gået så meget på så lidt plads, fordi tvillingerne løb i hver deres retning. Jeg havde tralvt med maden og min svoger lavede lidt lyd for mig, så nu kan jeg høre alt i suround sound:-) Søndag stod den så på en tur i zoo. Vi endte med at tilbringe 7 timer med at gå rundt og kigge på dyr, en dejlig måde at være sammen på samtidig med at den normalts så stillesidende moster fik god motion.
Sidste weekend stod så på endnu en familiefødselsdag - min storesøsters. Endnu en hyggelig dag i familiens skød. Det betyder dog også at fødselsdagsraset i januar er overstået og der er nu hele 4 uger til næste familiefødselsdag!
Denne weekend bliver brugt til eksamensforberedelse - for på tirsdag skal jeg op i konflict håndtering (conflict management), så forhåntligt kan jeg start løse enhver konflict! - teoretisk i hvert fald.
Siden sidst har den stået på total familiehygge hen over julen. Jeg tog hjem til min forældre, godt læsset med gaver, bøger (der skulle læses op til eksamen) og en masse andet skrammel den 21 december. Juleaften blev fejret hos min søster og svorger og alle deres dejlige børn.
Det endte med at jeg blev hos de "gamle" indtil nytårsaftensdag - og fik selvfølgelig ikke åbnet en bog! Tilgengæld blev der slappet totalt af efter den helt store traditionsrige julefrokost d. 25. december med familien på min mors side.
Nytårsaften blev fejret med 3 rigtig gode venner fra universitet og 10 andre dejlige unge mennesker. De forskellige opgaver var blevet delt ud på forhånd; jeg skulle lave dessert! Jeg brugte en del tid og forsøg på at finde den helt rigtige lækkerbisken. Det endte med at bliver en hjemmelavet hindbær miroir (en slags hindbær mouse) på en mandelbund. Den vagte stor jubel og fik nok aftens største bifald - man har vel lov at være lidt stolt! Det var en rigtig hyggelig aften!!!!
I dette nye år har den så primært stået på skole og arbejde i hverdagene. Og i årets første 2 weekender har den stået på mere familiehygge.
Den første weekend stod først på fødselsdags-brunch for min morbror og kusine. Det er fantastisk at være med til at fejre en, der på trods af at have rundet de 66 stadig går meget op i at være "personen" [fødselsdagsbarnet]. Efter fødselsdagshyggen havde jeg inviteret de to store af nevøer og niecerne til at overnatte og en tur i zoologiskhave, så vi tog deres mor og far samt tvillingerne med hjem til aftensmad. Pludselig var huset fuldt - 7 mennesker på 40 kvadratmeter, hvoraf 4 af dem er under 8 skaber liv, glæde og lidt tumult. Min søster påstår at hun aldrig har gået så meget på så lidt plads, fordi tvillingerne løb i hver deres retning. Jeg havde tralvt med maden og min svoger lavede lidt lyd for mig, så nu kan jeg høre alt i suround sound:-) Søndag stod den så på en tur i zoo. Vi endte med at tilbringe 7 timer med at gå rundt og kigge på dyr, en dejlig måde at være sammen på samtidig med at den normalts så stillesidende moster fik god motion.
Sidste weekend stod så på endnu en familiefødselsdag - min storesøsters. Endnu en hyggelig dag i familiens skød. Det betyder dog også at fødselsdagsraset i januar er overstået og der er nu hele 4 uger til næste familiefødselsdag!
Denne weekend bliver brugt til eksamensforberedelse - for på tirsdag skal jeg op i konflict håndtering (conflict management), så forhåntligt kan jeg start løse enhver konflict! - teoretisk i hvert fald.
Abonner på:
Opslag (Atom)