søndag den 29. juni 2008

Min lillesøster er blevet student!

Tænk at min lille lillesøster nu er så gammel at hun er blevet student!



Så er hun åbenbart ikke så lille mere, men det er svært nogle gange at følge med for tiden går bare stærkt. Nej, hvor lyder jeg gammel! Nå, men det virker i hvert fald ikke som om at det er 19 år siden at vi blev 3 søstre i stedet for 2. Det var dengang jeg kunne overtale min morfar til at rulle taget ned på deres bil og stå op og nyde vindens sus'en i håret på vej mod Hillerød Sygehus, på trods af at min mormor havde brugt laaaang tid på at bobbe håret, og bestemt ikke var tilfreds med at jeg fik lov at bestemme om taget skulle være oppe eller nede:-)Nå, men hvem skulle have troet at alle 3 søstre af en guldsmed og en bankuddannet skulle ende med en studentereksammen. Det var der nok ikke mange der havde regnet med.
Til glæde for vores mor havde de to ældste søstre (altså mig og Louise) taget vores studenterhuer med i tirsdags da Signe blev student, så vores forældre kunne få et billede af alle deres tre piger iført hvide huer. Er vi ikke yndige?!


Signe havde i anledningen af at hun jo blev student inviteret en 35-45 familiemedlemmer og venner til aftensmad på dagen for hendes hue. Det betød jo at der skulle laves en masse mad! Og som sædvanlig gik jeg i køkkenet for at lave mad til alle gæsterne, dog i fællesskab med min mor og en af hendes veninder. Nå, men jeg stod for at bage boller, lave grønsagstærter, stege frikadeller og så selvfølgelig de hjemmelavede jordbærkager. Jordbærkagerne var dog et fler-dags projekt, men rigtig gode det blev de! Der endte med at være en masse rigtig lækker mad i dagens anledning.



Det er da heldigt at en af søstrene kan og gider lave mad :-)

Resultatet af den sidste eksamen!

Sidste fredag var jeg som tidligere skrevet til den sidste rigtige eksamen på geografi! Og det gik alt taget i betraktning rigtig godt. Jeg fik et 7 tal med hjem, så jeg er godt tilfreds. Jeg var lidt i tvivl da jeg afleverede opgaven, om jeg egentlig havde forstået oplæget rigtigt og om jeg havde svaret på det jeg skulle, men det havde jeg jo åbenbart. Der manglede dog lidt om på hvilken skala/nivaeu de analyser jeg skal lave i mit speciale skal foretages på, men det kan jeg så bruge sommerferien til at tænke over. Det rigtig gode af det hele er dog at jeg kan bruge langt det meste fra det skriftlige oplæg til min speciale synopsis, så det er bare at copi-paste og så tilføje lidt, så er den hjemme!
Men nu er det så sommerferie i hvert fald fra skolebænken, tilgengæld skal der arbejdes så der kommer penge i kassen.

onsdag den 11. juni 2008

Den sidste eksamen...

Ja så er jeg ved at være så langt at jeg kun har én "rigtig" eksamen tilbage i min tid på universitetet. Jeg mangler også lige mit forsvar af speciale, men det er ikke helt det samme.
For 1½ uge siden havde jeg min sidste undervisningstime på geografi og nu sidder jeg så og sveder (måske ikke lige i dag - det er dejlig køligt) over et 10 siders essay i faget; Landevaluering og Naturressourceforvaltning.
Faget lød rigtig spændende på papiret, men det er desværre et metode fag. Det er nok egentlig meget sundt for min meget praktiske hjerne, men jeg må ærgeligt indrømme at det ikke lige er det der tænder mig aller mest. Jeg vil meget hellere have fag som jeg umiddelbart kan se at jeg kan bruge til noget, og ikke fag hvor at man sidder og diskuterer den ene metode frem for den anden, og hvilken teori der ligger bag. Når men nu er det nu engang sådan - så jeg skal bare have skrevet de 10 sider. Så kan jeg vende blikket mod mit speciale og få de sidste ting på plads inden afrejsen d. 2. september :-)

torsdag den 22. maj 2008

Man bliver aldrig for stor til "ride, ride, ranke"

Nyd især ansigtet når det for alvor går igang!

Det var gårsdagens helt store griner :-)

onsdag den 7. maj 2008

Vi kan bare det der!

Jeg var til styrelsesmøde i DUF (Dansk Ungdoms Fællesråd) forrige lørdag. Mødet startede egentlig fredag, hvor jeg desvære var forhindret i at deltage. Men fredag var der en oplægsholder som fortalte om fundraising og hvilke muligheder vi som forskellige organisationer har for at få penge ind på andre måder end gennem kommunale tilskud. Det var åbentbart et rigtig godt oplæg, som jeg jo desvære gik glip af. Men lørdag var der flere der kom hen til mig og sagde "ja I [kirkelige organisationer] kan bare det der med fundraising" - og hvor har de ganske ret!
I løbet af de sidste 3 uger har jeg været til 2 fantastiske arrangementer, hvor det med meget få midler er lykkedes at samle penge ind. Det første arrangement var MBUF's delegeretmøde hvor vi samlede knap 15.500 kr. ind til gadebørn i Likasi i DR Congo, mens det andet var Jerusalemskirkens missionssøndag. Her samlede vi knap 13.400 kr. ind til de 3 projekter (kvindelige studerende i Congo, en præstestuderende i Letland, HopeCenter i Letland) som Jerusalemskirkens missionsforum støtter.
Vi har en lang og god tradition i metodistkirken såvel som andre kirkelige organisationer for at samle penge ind til folk der ikke har det lige så godt som vi har herhjemme. En tradition som vi skal holde fast i, men som vi også er nød til at udbygge samt følge med tiden med. Der er mange der allerede er godt på vej. Se fx:

http://metodistkirken.dk/downloads/Giv%20et%20gavebevis.pdf (Metodistkirkens Missionsråd)

http://www.kibera.dk/ (Babtistkirkens Børne- og Ungdomsforbund)

- men ligesom med så meget andet, er tilbudene mange og vi er efterhånden i hård konkurrence om folks overskydende kroner og øre. Denne konkurrence bliver formodentlig ikke mindre hvis de svage jungletrommer taler sandt, om at alle frivillige organisation skal begynde at se sig om efter nye finansieringsmuligheder udover de kommunale tilskudsordninger. Så vi står over for en udfordring - hvordan fortsætter vi traditionen og engagementer for at indsamle penge til svagere stillede samtidig med at vi formodentlig skal ud og finde penge til den daglige drift af vores frivillige organisationer? For mig er der ingen tvivl om at vi som samfund har råd til begge dele - vi skal dog finde en balancegang som gør at folk ikke bliver trætte af hele tiden at skulle tage stilling til hvad eller hvem de skal støtte.
MEN den tid den sorg! Lad os glæde os over at vi som kirke har indsamlet knap 30.000 kr. på 2 søndage - VI KAN BARE DET DER!

mandag den 28. april 2008

Turen går til Afrika

Jubiiiiii - jeg skal igen til Afrika! Denne gang går turen til Mozambique i små 3 måneder fra starten af september. Jeg skal ned og lave feltundersøgelser til mit speciale, så jeg skal besøge små landsbyer, snakke med en masse mennesker og kortlægge nogle forskellige områder. Det bliver fantastisk :-)
Jeg bruge mit speciale på at finde ud af om der er en sammenhæng mellem den måde folk lever på (deres livelihood strategi) og om de bliver smittet med en sygdom der hedder schistastomiasis, eller om det bare er rent tilfældtigt hvem det er der bliver smittet.
Schistastomiasis er en af de "lækre" sygdomme man kan være "heldig" at få hvis man bruger eller bader i inficeret ferskvand. Infectionen opstår hvis man kommer i kontakt med en parasit som lever i ferskvand. Den trænger igennem huden og ind i kroppen hvor den lægger æg, som kommer ud med ens afføring. Hvis det igen kommer i kontakt med ferskvand og der er en særlig snegl i vandet optager sneglene æggene, som så bliver klækket til parasitter. Og så starter det hele forfra. Lyder det ikke bare rigtig lækkert?!
Jeg skal følges med 2 parasitaloger, så jeg skal ikke alene afsted - til stor glæde for min mor :-) Nej men det er da helt klart også hyggeligere at have nogle at dele oplevelserne med. Men tænk en tur til Afrika, det kan man da ikke blive i andet end godt humør af :-)

Tiden der gik for hurtigt...

Gad vide hvor de sidste 3 måneder er blevet af... De er i hvert fald fløjet gennem fingrene på mig. Jeg har brugt de seneste måneder til at arbejde fuldtids som studentermedhjælp i Hillerød Kommunes Miljø-sektion. Det har været rigtig dejligt at have fri når man har fri - altså ikke at der lige ligger en 50-80 sider og venter på at blive læst. Det har været fantastisk at være fri for den evindelige dårlige samvittighed.
Selvom jeg har haft mere "fritid" så synes jeg faktisk at jeg har nået mindre end jeg plejer. Se bare hvornår jeg sidst har opdateret denne blok.
Nå - men nu er jeg startet på uni igen. Jeg skal have et fag som jeg faktisk også havde sidste år, men som jeg ikke tog eksamen i pga problemer med mit lille hoved, så jeg kunne ikke koncentrerer mig i særlig lang tid ad gangen. Derfor tager jeg nu faget igen, det er faktisk imponerende så lidt jeg kan huske...