Første efterårsdag - sidste dag i DK inden afrejsen

Så siger kalenderen 1. september og den danske sommer er med al sin variation over. Det har på mange punkter været en fantastisk sommer - solen har skinnet når jeg har haft fri og det har regnet når jeg har været på arbejde, så kan det dårligt blive bedre :-) Men sommeren har også været en lang ventetid på at siderne i kalenderen skulle vise 2. september - og nu er det pludselig i morgen.
Flyveren letter i morgen kl. 15.50 med afgang mod Nairobi over London, og de næste 81 dage (bare spørg min mor :-)) er jeg at finde på den afrikanske savanne. Det bliver super fantastisk, men er også en lille smule skræmmende. For det første ved vi hvad det er vi skal ned og lave, men hvor meget data vi får med hjem ved vi ikke. For det er stort set umuligt på forhånd at sige bl.a. hvor mange interviews vi kommer til at lave - det kommer trods alt til at foregå i "African Time" [læs; hvad vi ikke når i dag, når vi måske i morgen, ellers i næste uge].
For det andet er det første gang i mit snart 26 årige liv at jeg skal være så længe væk fra familie og venner. Sidste år var jeg en måned i Thailand, tiden gik ok stærkt, men jeg var også klar til at tage hjem, da måneden var gået. Denne gang er det så bare lige 3 gange så lang tid. Jeg har altid haft udlængsel og har aldrig lidt af hjemveg, men det er stadig længe ikke at have mulighed for at følge med i hvad der sker her hjemme. Det kan også være det bare er min nysgerighed der spiller mig et pus - for tænk nu hvis jeg gik glip af noget ;-)

Jeg er efterhånden ved at have styr på de sidste detaljer og fået sagt farvel til dem der skulle siges farvel til.
I torsdags var det sidste gang til spejder og i fredags var turen så kommet til arbejdet. Det er meget mærkeligt at gå at sige "vi ses til Jul" til rigtig mange mennesker, som jeg normalt ser minimum en gang om ugen. Jeg kommer virkelig til at savne venskaberne og sammenholdet især til spejder. Men jeg skal hele tiden minde mig selv om at det trods alt ikke er mere end 3 måneder - jeg kommer jo tilbage igen!

Lørdag var jeg så inde og sige farvel til min farmor. Hun er jo desværre blevet rimelig dement og kan ikke huske hvad hun sagde for 2 minutter siden, men hvad der skete for 50 år siden står som regel lysende klart. Så det er meget gentagelser og de samme historier, der er en del af samtalen. Men i modsætning til de sidste par gange jeg har besøgt hende, var hun rigtig glad i lørdags, og vi grinede rigtig meget sammen. Det virker som om at de nye anti-depresive piller hun har fået har betydet at hele verden ikke længere er så slem.
Vi har i mange år spøgt med at min farmor har lovet at blive 90 - og det snakkede vi også om i lørdags. Og da jeg så sagde at nu var målet jo snart nået (der er ikke mere end 3 år til), så sagde farmor; "3 år - det er jo lige om lidt. Jeg er ikke klar til at dø! Så skal vi ikke sige 100 i stedet". Som sagt så gjort - så nu hedder det ikke længere 90, men 100! Sikke en fest vi skal holde, hvis det holder stik:-)
Og for første gang i mit liv har jeg vædet med min farmor! Vi vædede 100 kr. på at hun er kommet på Betaniahjemmet, når jeg er kommer hjem fra Afrika. (Jeg skal dog kun betale 50 kr. hvis jeg taber:-)) Så forhåbentlig har hun fået en sidste, men permenent bolig når vi skriver 22. november!

I går søndag var det så blevet tid til at mødes, lige den nærmeste familie, til kaffe og aftensmad, så jeg lige kunne få kysset og krammet mine nevøer og niesser for de næste 3 måneder. Det er ikke gået helt op for de 2 mindste at jeg ikke er der det næste stykke tid. Men hvad de små ikke helt forstår, forstår de store så til fulde i stedet.
Bastian, Sofie og jeg startede dage i zoologisk have, for vi skulle lige nå at se det nye elefanthus. Noget vi har snakket om længe, men som vi ikke lige har fået gjort. Så det skulle jo være i går, hvis vi skulle nå det. Det var som sædvanlig nogle rigtige hyggelige timer i zoo, og vi fik set det vi kom efter.
Dagen endte så hjemme hos Louise og Peter og alle deres børn :-) med Gullash og kartoffelmos! God mad og dejligt selskab:-). Da det blev tid til at de store skulle i seng, var det jo selvfølgelig Moster Mille der skulle læse Godnat-historie. Og det er til dato, den sværeste historie jeg har skullet læse. For selvom bogen handlede om mariehøns, så var det lidt svært at læse bogstaverne for alle tårerne i øjnene. Så med en klump i halsen fik jeg krammet og puttet Bastian, men da Sofie spurgte hvorfor jeg havde vand på kinden, var der ikke noget at gøre. Der var ligesom noget der ikke kunne holdes tilbage. Det betød så også at Sofie begyndte at græde, og ville ikke give slip de næste 5 min. Som I nok kan fornemme var det ikke helt nemt at få sagt farvel til dem - Bastian er dybt skuffet over at Moster M ikke er hjemme til hans fødselsdag og Sofie mener ikke hun kan klare at gå til spejder uden sin moster. Men jeg er sikker på at de begge nok skal klare det - og glæder mig til at kramme dem alle 4 igen nå jeg kommer hjem.

Nå! men nu er første halvdel af den sidste hele dag i DK gået, og jeg skal lige nå at få pakket tingene i rygsækken, købt det sidste og så selvfølgelig sove i en rigtig seng! Derudover har jeg da her til morgen fået min computer til endelig at virke med det særlige program jeg skal bruge til at lave kort med. Det har kun taget en lille uge, men jeg nåede det da;-)

Nu blev dette indlæg, der egentlig bare var tænkt som et kort et af slagsen, rimelig langt og måske en smule rørstrømsk, så nu vil jeg slutte! Kan I alle have nogle fantastiske efterårsmåneder herhjemme i Danmark! Jeg kommer til at savne jer alle og glæder mig til at se jer igen, når vinteren har lagt sin klamme hånd ned over det ganske land!